Trykt i CS-bladet nr. 9, november 2006

Alliance i tvivl

NATO’s kommende topmøde i Riga står med lang liste over uløste problemer – men kun få kan løses nu.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Topmøder ender aldrig i fiasko. På forhånd sikrer statslederne sig nemlig, at de kan fremhæve resultater. Men det sker, at topmøder ikke opnår succes – og det kommende topmøde for NATO’s politiske ledere vil sandsynligvis havne i denne kategori.

Sådan opsummerede Hans Binnendijk fra det amerikanske National Defense University meget diplomatisk udsigterne, da DIIS, det danske institut for internationale studier, i slutningen af oktober afholdt en stor konference med fokus på alliancens omstillingsproces.

Ingen vil formentlig, når topmødets resultater fremlægges, erklære, at NATO er døende. Det er sagt så tit efter afslutningen af Den Kolde Krig, at spådommen har mistet sin tilsigtede VÅGN OP NU effekt. Men ingen vil formentlig heller juble, fordi organisationen fremstår med ny energi og visdom.

Optimister kan fremhæve, at alliancen har 50.000 soldater udsendt på tre kontinenter. Det er en præstation, hvis man tager med i betragtning, at NATO for få år siden fokuserede på europæiske sikkerhedsopgaver og at engagementer fjernt fra medlemmernes eget territorium var et yderst kontroversielt emne.

Pessimisters indvending er, at det er en meget lille procentdel af alliancens samlede styrker, som er udsendt under NATO’s kommando. Er det virkelig alt, hvad 26 lande med over 3 millioner soldater kan præstere? Indtrykket bliver ikke meget bedre, hvis man tager højde for andre engagementer, der gennemføres uden NATO’s flag.

Mystisk alliance

Konferencens deltagere, fremtrædende eksperter fra Vesteuropa og USA, tegnede et billede af NATO med farver hentet fra pessimisternes palet. Det er en alliance, som er plaget af tvivl: Kan man omstille de nationale styrker så hurtigt, at globale udfordringer kan håndteres? Kan man slå bro over en voksende politisk og militær kløft mellem Europa og USA? Kan et effektivt samarbejde mellem EU og NATO arrangeres?

Det er spørgsmål, som er blevet diskuteret i mere end et årti. For enhver, som har fulgt debatten, er der intet nyt, og det er stadig diskutabelt, hvorvidt man er nærmere eller fjernere, når det gælder svar. Forskellen fra før til nu er, sagde en dansk diplomat, at optimisme var fremherskende, da "Det Nye NATO" blev skabt i 90’erne. Nu er man under pres fra konkrete militære udfordringer – og tvivl om alliancens fremtid.

Denne tvivl kom klart frem, da deltagerne gav et bud på, hvad NATO er. Forskeren Kristian Søby Madsen fra DIIS sammenlignede, optimistisk, alliancen med en kamæleon, som bevæger sig fremad og forandres i takt med omgivelserne. En anden forsker sammenlignede med den store havfugl Albatrossen – den har stor spændvidde, men den er også overanstrengt og basker noget hjælpeløs rundt på dækket. Et tredje bud var, at NATO er en dronte – en uddød fugleart.

Mikkel Vedby Rasmussen, leder af Institut for Militære Studier ved Forsvarsakademiet, indrømmede, at han heller ikke er sikker på, hvad NATO er, men byggede derefter sit indlæg på den antagelse, at alliancen er "væske". Meningen med det billedsprog var, at NATO er et fænomen, som ikke er særligt konkret og i stadig forandring. Det vigtigste er selve processen i forbindelse med omstilling – altså medlemmernes indbyrdes dialog og forsøg på imødegåelse af tidens udfordringer.

Afghanistan

Især europæiske forskeres NATO-overvejelser kommer nemt ud i teoretiske argumenter, der er fjernt fra de praktiske problemer, som alliancens soldater og embedsmænd slås med. Irak blev således knapt nævnt. Ifølge nogle deltagere var årsagen, at NATO’s rolle i Irak er begrænset til undervisning af irakiske officerer.

Afghanistans betydning blev dog rejst fra salen med et spørgsmål: Hvad vil et nederlag for NATO betyde for alliancens fremtid?

Mikkel Vedby Rasmussen svarede, at "det vil slet ikke påvirke alliancen", idet man blot vil "tage fat et andet sted". Uddybende forklarede han, at to reaktioner er mulige: Enten vil man styrke det militære samarbejde samt lægge større vægt på en evne til stabilitets- og genopbygningsoperationer. Eller konkludere, at lignende opgaver ikke er NATO’s bord.

Truet alliance

Det svar provokerede især amerikanske reaktioner. Kori Schake, som har arbejdet i det nationale sikkerhedsråd under Bush og i dag underviser på forsvarsakademiet West Point, protesterede: "Nederlag vil være en katastrofe for NATO". Hans Binnendijk erklærede, at "alliancen er på spil i Afghanistan" og "det er bekymrende, at nogle europæiske allierede ikke forstår det".

Men også en britisk forsker, Paul Cornish, greb ind: "NATO står til doms i Afghanistan. Hvis vi ikke håndterer det rigtigt, så vil både europæerne og NATO blive anset for mangelfulde. ISAF er et laboratorium for NATO’s fremtid". Han tilføjede med henvisning til udtalelser fra britiske generaler, at hvis man opretholder engagementet i Irak, så vil succes i Afghanistan ikke være mulig. Og leverede et spark: "Storbritannien får i Afghanistan ikke tilstrækkelig opbakning fra sine europæiske allierede".

Solidaritet mangler

Topmødet i Riga vil, forventede flere deltagere, i forbindelse med Afghanistan fremhæve, at NATO bygger på indbyrdes solidaritet. Dermed vil man også, indirekte, få påpeget, at de allierede ikke lever op til idealet.

Under konferencen blev problemer i den forbindelse ofte nævnt. Det er, sagde den britiske forsker Christopher Coker, tilsyneladende ikke gået op for alle i NATO, at der er lige store chancer for nederlag og sejr i Afghanistan. Desuden har, fortsatte han, engagement udviklet sig "alarmerende" væk fra de oprindelige hensigter, idet kampopgaver stadigt mere overskygger genopbygning. Coker pegede sammen med andre på en række andre problemer:

• Amerikanske og britiske styrker har vidt forskellig holdning til krig. USA vil nedkæmpe fjenden med massiv magtanvendelse. Storbritannien mener, at soldaterne mere skal være en slags politi, der anvender minimal magt. Operationsområderne var adskilte i Irak, så de forskellige krigsmåder kom ikke i direkte konflikt, men i Afghanistan sker indsatsen ofte side om side – med gnidninger til følge.
• Forskellige nationale styrker har indbyrdes stærkt afvigende syn på de risici, som soldaterne skal udsættes for. Nogle overbeskytter sig i f.eks. panservogne, hvorved de støder den lokale befolkning væk. Soldaterne skal, sagde Coker, ud af vognene og ind i gaderne på patrulje.
• Hjemmefra er mange nationale styrker udsendt med påbud, som f.eks. begrænser brug af helikoptere til dagtimer eller forbyder overnatning uden for baser, så operationsområdet bliver meget lille. Disse påbud er så omfattende og talrige, at dokumentet med opremsning af dem er på størrelse med en telefonbog for en middelstor by.
• Deltagerne har ikke fælles strategisk tænkning. Det mærkes især i forbindelse med tidsperspektivet. Hvis man mener, at den lokale befolkning udgør konfliktens tyngdepunkt, er nærkontakt, som bygger på venskaber, af største betydning. Men befolkningens hjerter og hjerner kan ikke vindes, hvis enhederne udskiftes efter 4-6 måneders varighed. Der er brug for mindst 12 måneder.

Lang dagsorden

Forventningerne til topmødet er små, fordi NATO har en meget omfattende dagsorden med emner, som bør behandles – og som hidtil har vist sig uløselige:

Deltagerne kommer til Riga med en tung "bagage", sagde Binnendijk. Europæerne har lovet, at de vil øge deres forsvarsudgifter til 2 procent af bruttonationalproduktet, men det mål har kun 6 lande nået – Danmark er ikke mellem dem. Bush kommer med en personlig popularitet i Europa, som ligger rekordlavt på kun 18 procent. Mens 64 procent af europæerne i 2002 støttede en ledende rolle for USA i verden, er tilhængernes antal nu faldet til 37 procent. NATO er også blevet ramt, idet 69 procent gik ind for NATO i 2002, mens 55 procent er for alliancen i dag – med særligt markante fald i Tyskland, Italien, Polen og Tyrkiet. Både alliancen og USA står derfor med et stort pr-problem.

De vil kunne glæde sig over, at NATO’s hurtige reaktionsstyrke NRF formentlig erklæres kampklar. Mere problematisk er det, at alliancens medlemmer er splittede, når det gælder, hvad den skal bruges til. For nogle er NRF et redskab, som skal anføre den militære omstillingsproces. For andre er den et redskab, som gerne skal indsættes – men det er ikke oplagt, at bidragyderne kan nå til enighed om hvor.

Danmark har i et oplæg til topmødet opfordret til samtænkning af den militære og civile indsats. Det initiativ fik megen ros på konferencen. Men problemet med militærets egen indsats for stabilisering og genopbygning, når civile organisationer hverken vil eller kan deltage, er stadig uløst, og USA efterlyser et beredskab i NATO.

Alliancens strategiske koncept fra april 1999 blev af mange deltagere kaldt forældet. Det afspejler tiden efter Den Kolde Krig, men vi er nu i en helt anden tidsalder. Hvis NATO til sin 60-års dag i 2009 skal have et nyt koncept, bør forarbejdet indledes snarest, men alliancens medlemmer er bange for indbyrdes konflikt.

Med på en dagsorden over påtrængende emner er også fortsat udvidelse af medlemskredsen. USA arbejder for, at Kroatien skal have en invitation, så fra Riga vil måske udgå et opmuntrende signal til dette kandidatland. Men ellers var det en fremherskende opfattelse på konferencen i København, at NATO med flere nye medlemslande i overskuelig fremtid blot vil "importere problemer".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.