Trykt i Information 18. november 2006

Hård kritik fra udsendte soldater af hærens top

Det var blandt andet held, som skånede danske soldater for store tab under forsvaret af Musa Qala i Afghanistan, siger befalingsmænd.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Hærens ledelse har ikke vænnet sig til udsendte soldaters faktiske opgaver og de krav, der stilles til materiel, uddannelse og organisation.

Det hævder tre befalingsmænd, som har været udsendt til Afghanistan, i CS-bladet, der udgives af deres faglige organisation, Centralforeningen for Stampersonel. Lignende kritik rejses samtidig i officerernes fagblad, Danske Officerer.

Kritikken er så hård, at kilder i Forsvaret mener, at det bør få konsekvenser for ledende officerer. Men i Hærens Operative Kommando (HOK) lyder svaret, at problemerne, som soldaterne oplever, er en uundgåelig følge af, at man er blevet pålagt mere krævende opgaver end forventet, da Forsvarets omstilling til internationale operationer blev planlagt i det seneste forsvarsforlig.

Befalingsmændenes klagepunkter er mange og detaljerede. Nogle af klagerne bliver lige så detaljeret imødegået af ledende officerer. Formentlig kan kun en uafhængig undersøgelse med adgang til fortrolige informationer skabe fuld klarhed.

Tillidskrise

Men tillidskrisen er åbenbar i CS-bladets referat af en samtale med seniorsergent Peter Flade, oversergent Jesper Lang Nielsen og sergent Casper Hansen. De hævder, at HOK optræder bedrevidende og mangler vilje til imødekommelse af behov, som soldaterne påpeger ud fra deres erfaringer. Der er "desværre stadig rigeligt med koldkrigere i den danske hær", siger de med henvisning til ledende officerers grundlæggende erfaring.

Befalingsmændene kommer fra den såkaldte spejdereskadron, der er Forsvarets mest erfarne enhed efter adskillige internationale opgaver. Fra juni til oktober var de udsendt til Afghanistan, hvor de bl.a. gennem flere uger forsvarede et fort i byen Musa Qala.

Indtil sommeren 2005 blev enheden holdt på højt uddannelses- og materielmæssigt niveau, idet den indgik i NATO’s hurtige reaktionsstyrke, NRF. Men kort efter måtte den aflevere en del af sit materiel og beredskabet blev forringet generelt. I efteråret blev enheden varslet, at den skulle sendes til Afghanistan. Under en uges træning med en britisk styrke, som man skulle indgå i, blev det klart, at missionen ville "byde på nye opgaver, som vores uddannelse ikke dækkede". Med hjem tog man en liste over uddannelsesbehov, men den blev, angiveligt, afvist i HOK.

Mellem de konkrete behov, som spejdereskadronen ønskede opfyldt, var uddannelse af "finskytter" – altså evne til brug af langtrækkende, præcise rifler. Man ønskede, at alle skulle have en personlig radio, så indbyrdes kommunikation er mulig, når enheden spredes under kamp. Desuden forlangte man tunge maskingeværer på de let pansrede EAGLE-køretøjer.

Flere af behovene blev faktisk opfyldt, men det skete sent. Finskytter fik man således først, da soldater fra Jægerkorpset blev sendt til Musa Qala. Kilder i HOK oplyser, at placering af tunge maskingeværer på EAGLE skete sent, fordi man først skulle afprøve, hvorvidt køretøjet ville blive for tungt. Cirka en-tredjedel af enhedens radioer blev fjernet, fordi de skulle bruges i Irak, men i sidste øjeblik fik man fra producenten en sending, så næsten alle soldater fik en radio med.

Uvidenhed

Soldaterne ønskede også træning i samarbejde med fly-bårne enheder. Men det fik man ikke, så det var eksempelvis en "amatøragtig og uheldig" situation, da man skulle modtage forsyninger fra luften for første gang – midt i Taliban-kontrolleret område, under beskydning.

Den missions-orienterede uddannelse kaldes "spild af tid", fordi "man vidste ikke noget om det sydlige Afghanistan", så alle øvelser blev bygget op efter erfaringer fra Irak, og de "fleste" instruktører havde mindre erfaring end eskadronens egne ledere. Man kalder desuden enhedens opstart til den nye mission en "parodi", fordi flere soldater havde forladt den og hullerne blev ikke fyldt før senere. Endvidere klages over, at soldaterne måtte bruge 4-6 uger efter ankomsten i Afghanistan til træning med materiel, som ikke var til rådighed i Danmark.

Når det alligevel gik rimeligt godt henviser befalingsmændene til, at enheden selv sørgede for uddannelse – uden opbakning fra Hærens Kampskole. Ni soldater blev såret i forbindelse med Musa Qala, men "vi kunne sagtens have set en situation med 20 danske døde", siger de.

Befalingsmændene tilføjer, at der er brug for "mange flere soldater", hvis man skal løse opgaven i Afghanistan.

I seneste udgave af bladet Danske Officerer klager en premierløjtnant, Michael Sonne Jørgensen, ligeledes over uddannelsen af enheder, som skal udsendes. Hæren har, skriver han, "huller", som kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Og han stiller bl.a. spørgsmålet: "Hænger politikernes mål for vores internationale engagement sammen med de ressourcer, som tildeles Forsvarets øverste ledelse til løsningen af opgaverne?". I et interview i bladet med chefen for HOK, generalmajor Poul Kiærskou, peger denne på, at hæren i dag næsten har udsendt 1.500 mand – selv om dette mål først skulle opfyldes i 2009. Fordi man ikke har tilstrækkelige ressourcer, må hæren udvise fleksibilitet. Han forudser en periode, hvor "vi må flekse os gennem problemerne".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.