Trykt i Information 20. november 2006

Soldater udfordrer forsvarets arkitekter

Forsvaret er i dyb krise, fordi retoriske mål støder sammen med virkeligheden.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Danske soldater er "håndværkere". Sådan beskriver de ofte selv deres job. Meningen er, at de bare udfører deres opgaver – det overordnede perspektiv overlader man til andre. Denne selvopfattelse har skabt en arbejdsplads, som er mellem de mindst politisk bevidste i kongeriget.

Resten af samfundet har, formentlig, ønsket denne tilstand. Et sted i den kollektive bevidsthed roder frygt for, at militæret vil få uacceptabel magt. Derfor har det i årtier ikke været velset, at soldater gik ind i den offentlige debat med kritik af foresatte – både de uniformerede og de civile.

Men det er dårlige håndværkere, som blot pukler løs, når arkitekterne svigter. Meget underlige, ja livsfarlige, konstruktioner kan blive resultatet. Danske soldater mener selv, at de er dygtige håndværkere. Og derfor klager stadigt flere over arkitekterne.

Gennem et par år er kritik af engagementet i Irak, omstillingen af Forsvaret til indsættelse i internationale kampopgaver og senest krigen i Afghanistan spiret frem i de uniformerede rækker. Den er stort set ikke kommet frem offentligt. Formidling af kritik er en svær opgave for pressen, hvis de utilfredse ønsker anonymitet.

Nu er kritikken brudt igennem. Som beskrevet i Information i lørdags angriber befalingsmænd direkte hærens ledelse, fordi forberedelsen af deres udsendelse til Afghanistan var for ringe. I søndagsudgaven af Jyllands-Posten træder en række officerer frem med påvisning af, at missionen i Irak er plaget af dårlig planlægning.

Dyb krise i Forsvaret

Forsvaret er i dyb krise, men den kan ikke opsummeres i en enkel diagnose. Kritikken kører ad forskellige spor, som endog er i indbyrdes modsætningsforhold.

Forsvarsforligets arkitekter lagde op til, at danske soldater, som især har international erfaring fra fredsbevarende missioner, fremover skulle indsættes i meget krævende kampoperationer. Det var forudsigeligt, at denne omstilling ville give problemer. Men der har vist sig større mangel på materiel, soldater og erfaring end ventet.

Soldaterne, som skal sætte livet på spil, udsender nødsignaler, når de under forberedelsen til udsendelse opdager manglerne. Ledelsen svarer, at den gør, hvad den kan med knappe ressourcer – og nogle huller lukkes da også i sidste øjeblik. Men det sker ofte med store menneskelige omkostninger, fordi soldaterne samt deres pårørende bliver påført uvished og nogle bliver pålagt så store byrder, at de bryder sammen.

Fagforeningerne påtaler dette pres og stiller krav. Det sker ofte bag lukkede døre, fordi man ikke vil ødelægge "det gode samarbejdsklima". Men privat klager forhandlerne over en militær ledelse, som helst vil bortforklare fakta. De klager også over politikere, som helst tror Forsvarskommandoen, og meget nødigt vil grave dybt efter sandheden. Fagforeningerne stiller også krav, som næppe er forenelige med opstilling af toptrænede kampsoldater.

Dertil kommer en voksende strid mellem de tre værn, som hidtil har delt forsvarsbudgettet ligeligt. Set fra hærens synsvinkel er det uretfærdigt, fordi man pålægges langt de mest krævende opgaver. Hvorfor, lyder det, skal Flyvevåbnet have nye kampfly, når hærens desperat mangler helikoptere? Hvorfor skal flåden have dyre skibe, når de næppe kan slæbes gennem Khyber-passet til Afghanistan?

Forældet vision

Den oprindelige vision bag omstillingen var, at militæret skulle udgøre en "først ind, først ud" styrke. Engagementerne skulle være kortvarige. Men virkeligheden er blevet en ganske anden. I både Irak og Afghanistan er de udsendte blevet pålagt missioner, som i fagsproget beskrives med "stabilitets- og genopbygnings operationer" og "bekæmpelse af oprør". Kravene til de udsendte afviger markant fra forsvarsforligets grundlæggende vision.

Jyllands-Posten oplyser, at danske officerer, som har været i Irak, er "dybt frustrerede over deres arbejdsforhold". De har gennemført en række genopbygningsprojekter, men aktiviteterne er ikke kædet sammen i en overordnet strategi. De savner planlægning og de oplever en lammende konflikt mellem forsvars- og udenrigsministerierne, som skulle samarbejde.

Også i dette tilfælde kan de ansvarlige utvivlsomt fremlægge mange forklaringer. Men hovedindtrykket er, at de angiveligt civile opgaver mest er et alibi, som skal sikre, at den danske befolkning accepterer kamp-opgaverne. Man klamrer sig i Forsvarets ledelse til en forældet opfattelse af, hvad "rigtige soldater" skal gøre.

Forsvaret kan ikke selv finde en løsning på sine mange konflikter. Officerer ønsker derfor, at arkitekter fra det politiske niveau træder til. Den pensionerede brigadegeneral Michael Clemmesen efterlyser på sin hjemmeside (www.clemmesen.org) en politisk-militær dialog, som har været fraværende i "næsten 100 år". Det er typisk for tilstandene, at hans blog endnu ikke har fået kommentarer.

Clemmesen opstiller to mulige forklaringer på dialogens fravær. Hvis man er venlig, så må det konkluderes, at "danske soldaters uegennyttige og farlige arbejde kun har skullet være et symbol på, hvad landet satser på er rigtigt". Mindre venligt er der risiko for, at "soldaterne på grund af vore og deres lederes forsømmelighed uforvarende bliver medskyldig kanonføde".

Soldaterne udfordrer nyhedsmedierne, som kun sporadisk interesserer sig for deres kår, forsvarsministeren, som virker rådløs, forsvarsudvalget, som virker inkompetent, og statsministeren, som med hård hånd og retorik styrer mod en afgrund. Det kan virke ubehageligt, men det vil blive langt værre, hvis soldaternes klager får opbakning fra store tab.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.