Trykt i Information 28. november 2006

NATO træder vande i en hvirvelstrøm

Eksperter venter ikke, at topmødet i Riga kan leve op til udfordringerne.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Afghanistan er, af nyhedsmedierne, gjort til det altoverskyggende emne for NATO-topmødet i Riga. Så arrangørerne vil formentlig sørge for lidt positivt nyt på det felt. Topmøder må nemlig ikke ende i fiasko. Det er ledernes personlige prestige, der er på spil.

Men det mest bemærkelsesværdige er, at eksperter fra NATO-miljøet allerede har peget på en voksende kløft mellem, hvad NATO bør beskæftige sig med og hvad alliancen rent faktisk gør. Analyserne er op til mødet fremlagt i en stribe rapporter og på konferencer. Næsten samstemmende mener eksperterne, at man i Riga blot vil springe over problemerne. Det er næppe sket før, at miljøet af specialister, som har gjort NATO til grundstenen i deres karriere, har givet et topmøde en så kritisk optakt.

Meningen med topmødet var oprindelig, at det skulle stå i omstillingens tegn. Sammenlignet med udfordringerne er alliancen imidlertid kommet længere bagud, end man var på det seneste topmøde for to år siden, hævder professor Simon Serfaty fra Center for Strategic and International Studies (CSIS) i Washington.

Den oprindelig hensigt er opretholdt med planlagt vedtagelse af et cirka fem sider langt dokument, der skal give alliancen nye politiske retningslinjer. Det er et meget vigtigt dokument, fordi NATO’s strategiske koncept, som er en slags grundlov, er fra 1999 – fra før krigen mod terror blev indledt og alene af den grund (men også mange andre) forældet.

Men brudstykker, som er kommet frem, afslører ikke nytænkning. Julianne Smith fra CSIS, som har læst hele dokumentet, kalder det "vagt". Der er, siger hun, "noget for enhver" i det, og derfor får det heller ikke afklaret uenighed. Det mest centrale spørgsmål, som ikke bliver besvaret tilfredsstillende, er: Hvad er formålet med NATO?

Polen går imod USA

Behovet for afklaring fremgår meget tydeligt af en erklæring, som polske forskere har udsendt efter en række seminarer, der er afholdt med støtte fra forsvarsministeriet. Erklæringen repræsenterer dog ikke forsvarsministeriets synspunkter – oplyser man i en lidet overbevisende fodnote.

Man slår indledningsvis fast, at den "vigtigste udfordring" for NATO er at "genoprette forbindelsen mellem alliancens overordnede mission og medlemmernes konkrete interesser". Sagt med andre ord repræsenterer NATO ikke længere polske interesser.

Polakkerne klager er mange, men hovedproblemet er, at NATO angiveligt ikke beskæftiger sig tilstrækkeligt med sikkerhedsproblemer i det euro-atlantiske område. Man lægger altså afstand til den amerikanske vision for NATO’s fremtid. I denne vision skal alliancen engagere sig globalt – påtage sig opgaver langt fra traktat-område og indgå i nært samarbejde med f.eks. Japan og Australien.

Bush-regeringen har lagt op til, at NATO skulle være en slags værktøjskasse, hvorfra USA kunne samle "koalitioner af villige", der under amerikansk ledelse skulle møde op med, hvad man i Washington så behov for. I overensstemmelse med denne del af visionen har adskillige europæiske medlemmer, deriblandt Danmark, satset på udvikling af højteknologisk militær slagkraft, så man, skulder ved skulder, kan gå i krig sammen med USA.

Men polakkerne peger på, at alliancen vil blive stadigt mere splittet, hvis medlemmer går med i koalitioner, der ikke har deltagelse af alle. De fremhæver, at NATO bør handle i fællesskab. Med det krav sikrer de, at der vil være opgaver, som alliancen må takke nej til. Polakkerne fremhæver også, at den militær-teknologiske kløft mellem Europa og USA vil vokse, næsten uanset hvad man gør i Europa. Derfor bør fokus i europæernes militære udvikling være, hvordan de kan samarbejde indbyrdes. Man skal altså ikke op på USA’s niveau.

Duften af nationalisme

Den polske erklæring – "NATO primacy and Euroatlantic relations" – afspejler, at Polen er blevet et mere selvbevidst land, som ikke længere tilbeder Washingtons visdom. Man har tydeligt brændt nallerne i Irak. Det kan kaldes en klog og nødvendig holdning, at man ikke længere vil være USA’s trojanske hest. Men det er også en holdning, som dufter af nationalisme, og dermed er den i strid med ånden i en alliance, hvor man gerne skulle tilnærme sig hinanden.

To amerikanske forskere, som indtog vigtige poster i Clinton-regeringen, tager i endnu et oplæg til topmødet fat på problemet med voksende forskel mellem medlemmernes interesser. Ron Asmus og Richard Holbrooke skriver: "I dag står alliancen formentlig mindre centralt i vestlig tænkning og politik end på noget tidspunkt siden dens oprettelse".

Det er en meget hård dom. Og de finder ikke denne tilstand ønskværdig. De opfordrer til, at NATO "genopfinder" sig selv, som man gjorde efter Murens fald.

Eksperterne fra NATO-miljøet har masser af forslag til, hvordan fornyelse skal ske. Men NATO savner en troværdig leder. Traditionelt har USA altid taget føringen, men opinionen i Europa afviser i dag massivt amerikansk ledelse og forkaster med endnu større flertal præsident Bush. Så man må nok vente til næste topmøde i 2009, før den aktuelle dagsorden, som Asmus og Holbrooke kalder "beskeden og minimalistisk", kan blive afløst af noget, der svarer til udfordringerne. Det store spørgsmål er naturligvis, hvorvidt det så er for sent. Det vil håndteringen af Afghanistan i praksis – ikke via ledernes løfter – vise.

De tre sidste afsnit udgik af pladshensyn i Informations version.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.