Trykt i Information 1. december 2006

NATO mangler godt lokomotiv

Brzezinski advarer imod, at alliancens fremstød anses for vestlig imperialismes omkamp.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Topmødet i den atlantiske alliance levede helt op til forventningerne – de var nemlig forinden blevet meget små.

Bevares, lederne producerede to dokumenter med masser af tilsyneladende initiativer. Man lovede en forstærket indsats i Afghanistan, optagelse af nye medlemmer og tog forsigtigt fat på nye emner, især sikkerhed i forbindelse med energi-forsyninger. Det bør også bemærkes, at alliancens hurtige reaktionsstyrke, NRF, blev erklæret fuldt kampklar, så man nu med kort varsel kan sende over 20.000 soldater af bedste kvalitet med næsten den mest moderne udrustning til fjerne egne.

Men begejstringen i nyhedsmedierne og miljøet af eksperter, som nøje følger NATO’s udvikling, udeblev – og det var også forventeligt. Dokumenterne fra topmødet er fyldt med omhyggelige formuleringer, der skal slå retorisk bro over modsætninger og sløre, at nok har man masser af god vilje individuelt, men det er langt fra klart, at erklærede målsætninger vil blive fulgt op i praksis.

Svage ledere

USA har historisk set sikret alliancens handlekraft og fremgang, idet amerikanerne med masser af initiativer og ofte uimodsigelig ledelse af NATO’s utallige udvalg, hvor medlemmernes bidrag behandles, udgjorde et lokomotiv. Men Bush-regeringen er ikke en tillidsvækkende anfører.

Opinionsundersøgelser afslører, hvor galt det står til. Bush kom til Riga med en personlig popularitet, som i Europa ligger på 18 procent. Mens 64 procent af europæerne i 2002 støttede en ledende rolle for USA, er tilhængernes antal faldet til 37 procent. NATO selv er blevet ramt, idet 69 procent gik ind for alliancen i 2002, og nu er populariteten nede på 55 procent med særligt markante fald i store, traditionelt NATO-positive, lande. Flertallet i Canada og Storbritannien, som leverer meget vigtige bidrag til engagement i Afghanistan, er imod deltagelse.

Toplederne udveksler ikke længere de bidske bemærkninger, som prægede Bush-regeringens første år. Men de er næsten alle meget svage ledere – uden visioner og uden ihærdig opbakning fra egne vælgere. Der er således både begrænsninger for, hvad de kan gøre, og hvad USA kan få dem til. I dette miljø blomstrer nationale særinteresser. Paris er særligt aktiv, når det gælder blokering af amerikanske initiativer, men problemet er langt større.

Afghanistan illustrerer krisen. Den gensidige solidaritet er svag, lyder det fra mange med henvisning til, at nogle nationer må bære større kampbyrder end andre, fordi sidstnævnte kun vil påtage sig relativt fredelige stabiliserings- og genopbygningsopgaver. Topmødet opnåede, at de hårdt trængte i en nødsituation kan få bistand trods forbehold. Men det er uvist, hvorvidt forstærkninger kan blive overført hurtigt nok i en sådan situation. NATO mangler transportkapacitet.

Men denne krise illustrerer også, at man står med et meget svært dilemma. Skal man føre krig mod Taliban? Eller skal man sikre genopbygning i relativt stabile områder? Hvis man overfører f.eks. tyske soldater fra den nordlige del af landet til kampopgaver i syd, kan det svække indsatsen, hvor det går rimeligt godt, og på hjemmefronten undergrave tysk deltagelse.

Parallelt med topmødet havde Letland samlet fremtrædende politikere og eksperter til et seminar. I dette forum blev udfordringerne taget åbent op og visioner manglede ikke.

Gensyn med imperialismen

To, selvfølgelig amerikanske, indlæg var særligt bemærkelsesværdige.

Den store, gamle vismand i amerikanske sikkerhedspolitik, Zbigniew Brzezinski, mener, at NATO skal blive en mere global organisation. Det er meningsløst, hævdede han, hvis man blot er en sikkerhedsorganisation for et allerede sikkert hjørne af verden. Men risikoen er, at jo mere man engagerer sig globalt, desto mere vil alliancens aktiviteter blive anset for en "omkamp for vestlig imperialisme", sagde han. Så ingen kunne overse pointen gentog Brzezinski, at der er risiko for, at USA "anses for et imperialistisk land, der følger i briternes fodspor".

Hvis man vil modarbejde dette indtryk, bør NATO inddrage asiatiske lande i sine aktiviteter. Måske vil Kina ikke være glad for det, men alternativet er, at asiatiske lande indgår en alliance, som vil være langt mere anti-kinesisk. Desuden foreslog han, at NATO institutionaliserer et samarbejde med Kina.

Det er en vision, som burde kunne sætte fut i den gamle alliance, men foreløbig begrænser den sig til overvejelse af, hvordan forbindelserne til Serbien og andre Balkan-lande kan institutionaliseres.

Den republikanske senator Richard Lugar spillede ud med en detaljeret argumentation for, at solidaritet i forbindelse med energi-forsyninger er lige så nødvendig, som solidaritet mod et angreb fra Warszawa-pagten var engang. Medlemmerne skal forpligte sig til gensidig bistand, hvis et medlem trues på dette felt. Forslaget er klart vendt imod Rusland og vil være særligt populært i et Østeuropa, som frygter pres fra Moskva. Men det har relevans for alle medlemmer, og kan derfor også anses for vendt imod olieproducerende lande.

Problemet med forslaget er, at det af nogle kan anses for led i den vestlige imperialismes omkamp. Og dermed er vi tilbage ved udfordringen, som Brzezisnki pegede på: Hvordan undgår vi, at NATO, verdens trods alt stærkeste militære alliance, bliver anset for en trussel? Det er alliancens største udfordring.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.