Trykt i Information 14. december 2006

Sejr stadig mulig i Afghanistan

Men lige nu er NATO ved at tabe krigen, hævder amerikansk ekspert i detaljeret analyse.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Forsvarskommandoen vil tilsyneladende ikke, trods adskillige henvendelser, give pressen en detaljeret redegørelse for situationen i Afghanistan. Hvis man ønsker en professionel dansk vurdering er eneste mulighed derfor korte bulletiner fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Også den seneste, dateret 4. december, består af generelle sætninger, der giver politikere vide rammer for påstande, som tjener deres kram.

Men hullet er netop blevet delvist udfyldt af en 71 sider lang "briefing" – udsendt af den amerikanske forsvarsekspert Anthony Cordesman, der under Irak-krigen har været den mest pålidelige kilde til faktuelle analyser. Han bygger sin fremstilling på officielle informationer, der er indsamlet under et nyligt besøg i Afghanistan. Det kan altså ikke være behovet for beskyttelse af kilder og militære hemmeligheder, der er årsagen til dansk tavshed.

Udstiller dansk tavshed

Politiske årsager til dansk hemmelighedskræmmeri er den nærliggende forklaring, som fremstår, når man gennemgår Cordesmans materiale. Han konstaterer, at den britiske styrke i Helmand provinsen, hvor danske soldater er indsat, bør vokse med 50-100 procent, hvis man skal modstå truslen fra oprørerne. Så forstærkningen kan gennemføres, bør USA "acceptere", at den britiske tilbagetrækning fra Irak fremskyndes. Også socialdemokraterne herhjemme har åbnet for, at danske soldater kan overføres fra Irak til Afghanistan.

Cordesman dokumenter, at oprørerne har opnået store fremskridt i 2006. Kort viser, at de er aktive i næsten hele landet – også i de tidligere fredelige provinser i nord. Oprørernes aktiviteter er blevet mangedoblede i 2006. Cordesman venter en ny offensiv i 2007, som vil bringe blodsudgydelserne på højde med i år.

Til sammenligning kan nævnes, at Forsvarets Efterretningstjeneste kun mander sig op til et par sætninger om, at Taliban i 2006 "optrappede" sine aktiviteter – "men led tilbageslag". Taliban "vil dog", skriver FE videre, "være i stand til at fortsætte angrebene".

Det er et stadigt omkvæd i den danske regerings udtalelser, at Afghanistan har afholdt valg og er et demokrati. Men, påpeger Cordesman, politisk legitimitet består ikke i, hvordan en regering er valgt, men hvor godt den, set med befolkningens øjne, regerer. På det punkt er konklusionen, at manglerne "hastigt undergraver" både befolkningens støtte til demokrati og de udenlandske styrker.

Hans centrale konklusion: Nok er der fremskridt også for USA, NATO og Kabul-regeringen, men de påvirker kun nogle dele af landet og de giver utilstrækkelig fremdrift, hvis nye ressourcer ikke tilføres. Set ud fra en helhedsbetragtning, er "vi ved at tabe krigen", skriver Cordesman. Det er brug for, at USA forstærker sin indsats, at NATO ændrer sin håndtering af krigen og at Pakistan samarbejder, så oprørernes baser i dette naboland kan blive udsat for pres – "eller er det muligt, at vi taber hele krigen i Afghanistan".

Indsats kan nytte

Cordesman mener imidlertid ikke, at denne tendens er uafvendelig. Store dele af hans briefing består af anbefalinger. Han er på dette punkt budbringer for lokale ledere af NATO’s og USA’s indsats. Men han er også en yderst kvalificeret rådgiver med en erfaring, som har rødder tilbage i Vietnam-krigen og siden er blevet udviklet på regeringsposter. Cordesman, som i dag arbejder på tænketanken Center for Strategic and International Studies, har desuden været den republikanske senator John McCains sikkerhedspolitiske assistent.

Hans vurdering er, at oprørerne ikke udgør en stærk trussel. De mangler befolkningens opbakning. Problemet er, at indsatsen mod dem er svag.

Den amerikanske indsats kaldes "groft underfinansieret". Der er behov for 6-8 milliarder dollar ekstra i indeværende finansår. Beløbet svarer til, hvad USA bruger hver eneste måned i Irak – som er et betydeligt mindre land og hvor indsatsen nu på det nærmeste er et spild af ressourcer. USA har også brug for flere soldater – dog overraskende få, nemlig et par tusinde. Desuden efterlyser han, mere generelt, en større indsats fra NATO.

I modsætning til Irak er der i Afghanistan en "solid kerne", som indsatsen kan bygge på. Der er, mener han, mange tegn på, at USA har lært af den fejlslagne indsats i Irak. Trods ringe ressourcer står den afghanske befolknings behov i centrum. Amerikanerne mener ikke, at udslettelse af Taliban med våbenmagt er den vigtigste opgave. Det er i den forbindelse næppe tilfældigt, at han anbefaler oprettelse af en skole i NATO, så de allierede også kan lære, hvordan man bekæmper oprør.

Det er også et lyspunkt, at den afghanske regeringshær, trods dårlig udrustning, forbedres hastigt og har stor kampvilje. Den tysk anførte indsats, som skulle skabe et effektivt politi, anser han for en fiasko.

Man bør ikke forveksle sejr i slag med succes i kampen mod en "ideologisk fjende", advarer Cordesman i en slet skjult advarsel mod NATO’s opreklamering af sammenstød med oprørerne. Der er behov for en ekstra indsats nu, inden Taliban genoptager sin offensiv. Hvis man blot hævder, at NATO og USA er på rette spor, så giver man reelt fjenden "bistand og tryghed".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.