Trykt i CS-bladet nr. 10, december 2006

USA’s næste valg

Efter nederlaget i Vietnam fik mere tænksom amerikansk tradition en chance.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

For nogle år siden, nærmere bestemt i år 333 før Kristus, ankom Alexander den Store til Gordium, som tidligere var hovedstaden i et kongerige, der herskede over en pæn del af Lilleasien. Her fandt han en stridsvogn, som var bundet til en pæl med en særdeles indviklet knude. En gammel spådom oplyste, at den, som kunne løse knuden op, ville blive verdens hersker.

Alexander forsøgte sig først med fingernemhed. Forgæves. Så drog han sit sværd og skar den gordiske knude over. Hvorefter han virkelig blev verdens hersker.

Den store, gamle vismand i amerikansk sikkerhedspolitik, Zbigniew Brzezinski, har nyligt påpeget, at store ledere skærer gordiske knuder over. Andre slår blot knuder på sig selv. Kommentaren gælder overvejelserne i forbindelse med, hvordan tilbagetoget fra Irak skal gennemføres.

USA’s udenrigspolitiske elite bør erkende, skriver Brzezinski, at nationens globale rolle er blevet undergravet af Bush-regeringen. Irak er kun et element i en mere omfattende katastrofe for amerikanske interesser. Der er, fremhæver han, brug for strategisk kursændring over en meget bred front.

Mest sandsynligt er det, at amerikanske ledere i de kommende måneder vil lede efter tråde, som måske kan få løst den gordiske knude, som har tøjret USA til katastrofen i Irak. Imens vil USA’s globale indflydelse fortsat smuldre. Det er dog ikke usandsynligt, at den politiske proces i USA vil nå frem til en løsning, som måske ikke helt er på højde med Alexanders elegante hug, men alligevel udgør en dramatisk kursændring i amerikansk sikkerhedspolitik.

Nul forskel

Håb kan findes i en analyse, som anerkender, at supermagtens kurs kan ændres, hvis nyt mandskab overtager styringen – og, vigtigst af alt, også anerkender, at der er forskellige hold, som kan få adgang til broen.

For mange udenlandske iagttagere er det ikke helt oplagt, at skuden kan ændre kurs. Set udefra kan den amerikanske elite virke så sammenspist, at radikal nytænkning er udelukket. Amerikanske ledere vil, ifølge denne synsvinkel, til enhver tid forsvare USA’s overherredømme, og der er ikke stor forskel mellem deres metoder. Den mest markante forskel opstår kun i forbindelse med deres propaganda.

Disse iagttagere vil kun indrømme, at der mellem Clinton og Bush var nuancer til forskel. Hvorefter de vil øse af fadet med beviser for, at begge blev beskyldt for arrogance, enegang og overdreven brug af militær magt. Denne argumentation var særligt fremtrædende i de første måneder efter Bush var blevet præsident, men den har overlevet i nogle kredse.

Forskellige skoler

Især amerikanske historikere og sikkerhedseksperter vil fremhæve, at ovennævnte udenlandske iagttagere er så blændet af USA's magt, at de ikke forstår, hvad selv en lille kursændring kan medføre på længere sigt. De vil også fremhæve, at den amerikanske elite er delt i indbyrdes stridende grupperinger, som hver har deres bud på den rette kurs. Ud fra denne synsvinkel har nogle sagt, at Bush gennemførte en "revolution" i amerikansk udenrigspolitik, og nogle opfordrer nu til en "kontrarevolution".

Meget enkelt kan eliten opdeles i konservative og liberale. Konservative dyrker nationale værdier, som er så overlegne, at resten af verden bør underkaste sig. Liberale elsker også nogle nationale værdier, men de frygter en national selvtilfredshed, der udelukker selvransagelse og derfor blokerer dialog med resten af verden. En lignende opdeling sætter realister i modsætningsforhold til idealister, idet førstnævnte står for kølig magtpolitik, mens sidstnævnte har større tro på, at verden kan forbedres.

Lidt mere kompliceret kan eliten opdeles i en højre- og venstrefløj, som derefter brydes op i flere mindre grupperinger. I det sikkerhedspolitiske magasin The Washington Quarterly har to eksperter, Kurt Campbell og Derek Chollet, netop peget på fire fraktioner i Republikanernes rækker og fire i Demokraternes. De ligner stammer. Hver har de deres høvdinge og mærkesager.

Gamle traditioner

Historikeren Walter Russell Mead leverede i 2001 en nyvurdering af amerikansk historie, Special Providence. I dette digre værk fandt han frem til fire "skoler" i amerikanernes syn på USA’s globale rolle. Hver blev opkaldt efter store ledere, men traditionerne, som han peger på, blev startet før de kom til magten og kan spores i aktuel debat.

Udgangspunktet for ham er, at amerikanerne har et projekt – en overordnet strategisk vision om, hvad USA vil søge at skabe i verden. Man vil beskytte hjemlandets sikkerhed gennem udvikling af en fredelig verdensorden, som helst skal bestå af demokratiske stater, der er knyttet sammen af fælles værdier og fælles velstand.

Når det gælder den overordnede strategis metoder, søger man et samspil mellem især økonomiske, politiske, militære og kulturelle redskaber. Mead fremhæver, at det ikke kun er regeringen, som bedriver udenrigspolitik. Befolkningen selv er aktiv via erhvervslivet, nyhedsmedierne, utallige interesseorganisationer osv. Man påvirker regeringen, men man repræsenterer også direkte sin opfattelse af amerikanske interesser med aktiviteter i udlandet.

Et andet særtræk ved USA’s strategi, som Mead peger på, er, at den afspejler en frelser-mentalitet. Gennem generationer har de fleste amerikanere ment, at deres samfund repræsenterer det bedst mulige og resten af verden vil få det bedre, hvis man gør USA til sit forbillede.

De fire skoler afviger indbyrdes i den vægt, de lægger på de enkelte elementer i denne vision, og i deres håndhævelse af amerikanske interesser.

Fra handel til krig

* Hamilton-skolen er opkaldt efter en af nationens fædre, Alexander Hamilton (1753-1804) – bl.a. USA’s første finansminister. Den anser en stærk alliance mellem regeringen og store erhvervsinteresser for nøglen til både indenlandsk stabilitet og effektiv indsats i udlandet. Man ønsker integration af nationen i den globale økonomi på fordelagtige vilkår.

* Wilson-skolen er opkaldt efter præsident Woodrow Wilson (1856-1924). Den mener, at USA har både moralske forpligtelser og nationale interesser knyttet til udbredelse af amerikanernes demokratiske og sociale værdier til resten af verden, så man kan få et fredeligt internationalt samfund rodfæstet i international lov.

* Jefferson-skolen er opkaldt efter præsident Thomas Jefferson (1743-1826). Her er den centrale tanke, at amerikansk udenrigspolitik skal være mindre optaget af den globale demokrati-mission end af at beskytte demokrati på hjemmebanen. Man ser med skepsis på internationale engagementer, især militære. Sådanne kan give USA usmagelige allierede, kaste USA ud i krige og undergrave det hjemlige demokrati.

* Jackson-skolen er opkaldt efter præsident Andrew Jackson (1767-1845) – også en fremtrædende general, som i sin præsidentperiode havde ansvar for krige mod den indianske befolkning. Denne tendens repræsenterer en dybt rodfæstet, populistisk kultur med vægt på militære dyder: mod, ære og uafhængighed.

Farligste militære magt

Walter Russell Mead giver Jackson-skolen hovedansvaret for, at USA "er en af de farligste militære magter i verdens historie". I Den Kolde Krig var jacksonerne konsekvent de mest ihærdige høge. Meads fremstilling, som er fra før terrorangrebet i 2001, beskriver ofte meget præcist de bærende holdninger bag Bush-regeringens krig mod terrorisme.

Jacksonianismen er ekstremt optaget af egne værdier og har absolut ikke øje for en modstanders synspunkter. I krig skelner man mellem dem, som kæmper rent, og dem, som kæmper beskidt. I kampen mod førstnævnte gælder krigens love, men fjender, som slås på uhæderlig vis, har ikke fortjent, at man tager hensyn til dem. Indianerne var en sådan uhæderlig fjende. Krig er for jacksonerne en enten-eller tilstand. ’Begrænset krig’ er selvmodsigelse, thi enten slås man med alt, hvad man har, eller også er der ikke så meget på spil, at man bør slås.

Fordi Bush lod sin politik styre af instinkter fra Jackson-skolen, kom han i modsætningsforhold til elitens andre skoler. Men han levede heller ikke op til jacksonernes idealer. Nationen blev ikke mobiliseret til total krig, så jacksonerne er utilfredse, fordi han ikke satte nok soldater ind og lod Osama bin Laden undslippe. Bush bragte nationen i vanære, fordi tortur blev offentligt kendt. Desuden er jacksonerne ikke så krigeriske, at de vil slås uden grund - og da man ikke fandt masseødelæggelsesvåben i Irak, forsvandt en vigtig grund.

USA i bak-gear

Hvis man accepterer Meads analyse, er det oplagt, at Jefferson-skolen nu har chance for et stort come-back. Den leverer, skriver historikeren med næsten ufatteligt fremsyn, et "bak-gear" for udenrigspolitikken. Når USA får brug for en lavere international profil, kan man fra denne skole hente tanker og værdier, som gør håndtering af situationen mulig på en "positiv og tænksom måde".

Efter det ydmygende nederlag i Vietnam-krigen, påpeger han, rullede USA sig ikke sammen, som var nationen et skræmt pindsvin. Man genopdagede nogle værdier, opgav magtens arrogance og lagde vægt på forfatningen samt dens begrænsning af præsidentembedets magt. USA søgte ikke længere dominans i et globalt imperium.

Hvem kan så repræsentere denne skole med så stor effekt, at det ligner hugget fra et sværd? Al Gore er en oplagt kandidat. Som kandidat ved præsidentvalget i 2000 vandt han de fleste stemmer og har siden fornyet sin appel med en kampagne mod forurening.

Men Jackson-skolen har også muligheder, som ikke er udnyttet fuldt ud. Her er den republikanske senator John McCain en oplagt kandidat. Når det gælder Irak ivrer han for indsættelse af flere soldater.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.