Trykt i Jyllands-Posten 19. januar 2007

Ukorrekte informationer

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Jyllands-Posten har i den seneste tid bragt en række ukorrekte informationer i forbindelse med min person i den såkaldte Bent Jensen sag.

Nogle er blevet bragt i indlæg fra læserne. Hermed en korrektion af disse oplysninger, og jeg tager ikke stilling til påstande skrevet af Jyllands-Postens egne journalister eller Bent Jensen, idet svar på de i den forbindelse fremførte påstande og anklager hører til i et anden, langt mere udførlig, sammenhæng.

Tidligere chef-redaktør på Information vasker med stor iver hænder i et indlæg torsdag den 18. januar. Han mere end antyder, at jeg rejste injurie-sag mod Ekstra Bladet i 1992 efter pres fra ham. Det er ukorrekt.

Ekstra Bladets første angreb på mig udkom en søndag, og tidligt samme morgen udarbejdede jeg en kort presseerklæring, hvori jeg varslede et søgsmål mod Ekstra Bladet. Jeg kontaktede derefter daværende chefredaktør på Berlingske Tidende, Peter Wivel. Vi er gamle kollegaer fra Information og jeg havde samt har stor respekt for hans klarsyn. Jeg havde især brug for et godt råd angående sagfører, og Peter Wivel formidlede kontakt til en advokat, som havde haft tilknytning til Berlingske Tidende.

Tidligt om eftermiddagen tog jeg ind på Informations redaktion, så jeg kunne bruge en fax til udsendelse af meddelelsen. Lasse Ellegaard hørte jeg først fra, telefonisk, sent på eftermiddagen, da meddelelsen var sendt ud. På det tidspunkt havde jeg også kontaktet Politiets Efterretningstjeneste, daværende chef Hanne Bech Hansen. Det var rimeligt, fordi jeg omtalte min frivillige kontakt med PET i midten af 80’erne.

Lasse Ellegaard antyder, at han ikke er tilfreds med, at jeg senere indgik forlig med Ekstra Bladet. Mens Lasse Ellegaard stadig var chefredaktør i foråret 1994 afviste jeg et forlig på eget initiativ efter rådgivning fra bl.a. daværende redaktør på B.T, David Jens Adler. Information havde underskrevet erklæring om, at man ville dække eventuelle økonomiske udgifter i forbindelse med sagen. Jeg ønskede en ny advokat og havde kontaktet Henrik Holm-Nielsen. Men Information forlangte, at jeg nu anvendte bladets advokat. Fordi han også ville indgå forlig, afviste jeg ham. Informations ledelse, altså bl.a. Lasse Ellegaard, ophævede derefter den økonomiske garanti.

For egen regning og risiko bad jeg Henrik Holm-Nielsen føre sagen igennem til dom. Efter få måneders fortsat sagsbehandling blev det klart, at sagsøgte ville stoppe sagen med et forlig.

Jeg skrev selv forligsteksten, som er indgået "ved rettens formidling". Domstolens autoritative tilkendegivelse ligger således i udmåling af erstatning. Parterne måtte ikke oplyse beløbets størrelse, men jeg har set, at adskillige aviser angiver beløbet til 125.000. Dertil kommer, at sagens omkostninger skulle dækkes af Ekstra Bladet, en endnu højere sum. Det bør nok tilføjes, at retspraksis i de år i lignende sager var, at erstatninger lå betydeligt lavere.

Der er i andre indlæg blevet spredt tåge over sagens karakter. Det var et injurie-søgsmål, men loven indeholder to bestemmelser. Vi anvendte også den hårde paragraf, der beskæftiger sig med grov uagtsomhed og bagvaskelse. I denne sammenhæng hviler bevisbyrden hos sagsøgeren. Strafferammen giver mulighed for fængsel. Vi var helt beredt til den nødvendige bevisførelse. Sagens akter, fremlagt for dommerne, var meget omfattende, i vægt op imod 20-30 kilo.

Det er således ikke et forlig, der er indgået i en baggård. Det var juristernes opfattelse, at en retssag var unødig. Denne opfattelse bøjede jeg mig for – idet jeg antog, at afslutningen for evigt ville sætte punktum for denne både latterlige og yderst ubehagelig sag. Det var så åbenbart en forkert antagelse.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.