Trykt i Information, forkortet, 26. januar 2007

Etik og moral på Information

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Information er så åbenbart bange for sit eget skind i den affære, som Bent Jensen har rejst via Jyllands-Posten. Avisens seneste redningsforsøg er den artikel, som journalisten Poul Smidt fik i avisen den 24. januar. Det lader til, at både jeg og en række kendsgerninger skal ofres i bestræbelserne.

Artiklen lader en række forhold forblive på påstand mod påstand niveauet. Det sker til trods for, at en række vidner kunne afklare forholdene. Smidt er bekendt med disse vidner. Desuden udelukkes en række væsentlige oplysninger, der også er vidnefaste.

Falsk rygte

Det værste er, at artiklen udspreder et rygte: At jeg gik til PET, fordi KGB-officeren Gordievskij var hoppet af, og at jeg derfor gennemførte en forebyggende operation.

Rygtet er i total strid med virkeligheden. Gordievskij blev hjemkaldt fra London til Moskva i maj 1985. Han flygtede til Vesten i juni 1985. Hans "afhopning" blev først kendt sent samme år.

Jeg gik imidlertid til PET mange måneder før, i starten af 1985. I juni 1985 var jeg på vej til USA for Information. Jeg opholdt mig i USA indtil januar 1986. Rygtet er altså helt ubegrundet.

Informations pres

Artiklen lader det være påstand imod påstand, hvorvidt jeg anlagde injurie-sag mod Ekstra Bladet efter opfordring fra Informations daværende chefredaktør Lasse Ellegaard, som efter eget udsagn direkte skal have truet mig med fyring, hvis jeg ikke gjorde det.

Virkeligheden er, at jeg længe inden en telefonisk samtale med Ellegaard, som jeg ikke erindrer indholdet af, opsøgte daværende redaktør på Berlingske Tidende, Peter Wivel. Jeg anså ham for en klarsynet rådgiver. Til mødet med ham medbragte jeg en pressemeddelelse, hvor jeg lagde op til sag mod Ekstra-Bladet. Wivel formidlede straks kontakt til en sagfører. Pressemeddelelsen udsendte jeg efter telefonisk kontakt derom med PET’s daværende chef, Hanne Bech Hansen. Først derefter var jeg i kontakt med Lasse Ellegaard.

Artiklen udelader, hvorfor jeg ikke anså Ellegaard for en passende rådgiver. Vi var i en bitter strid, som havde rod i dækningen af Golf-krigen 1990-91. Han havde, da konflikten mellem USA og Irak startede, givet mig den første politiske ordre, som jeg nogensinde har fået af en chefredaktør. Jeg anså ordren for en anti-amerikansk og ikke-professionel ordre. Ordren udløste et voldsomt skænderi. Fordi jeg ikke ville følge ordren, afviste han, at jeg kunne rejse til USA. Først efter et par måneders pres på Ellegaard fra daværende udenrigsredaktør Ole Nyeng blev rejsen gennemført.

Under hele Golf-konflikten var der stor afstand mellem, hvordan Ellegaard og jeg vurderede parterne. Mange af Informations venstreorienterede læsere protesterede på linje med Ellegaard imod min, efter deres mening pro-amerikanske, dækning. Som følge af denne strid skrev jeg en lille bog, "Pressens Slagmark" udgivet af Regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU) i 1991.

Ellegaard kom i den følgende tid i konflikt med adskillige medarbejdere, som udløste fyring af dem, da de f.eks. ikke længere havde beskyttelse i kraft af deres tillidshverv. Han ville også fyre mig, men det blev blokeret af den daværende tillidsmand.

Ellegaard genoptog sine bestræbelser for afskedigelse af mig under krisen, som opstod, da Ekstra Bladet fyrede sin injurier af imod mig. Jeg blev kaldt i hårdt forhør og var udsat for grov mistænkeliggørelse. Ellegaards bestræbelser var i klar konflikt med mine juridiske. For ham var bladets anseelse det vigtigste; for mig havde mit liv samt hensynet til 3. person højeste prioritet.

Ja, jeg gav ham ikke fuld indsigt i kampagnen, som jeg i 1983-84 førte mod sovjetiske myndigheder, så min hustru kunne få udrejse fra Sovjetunionen. Måske er det svært at forestille sig hvorfor, hvis man dengang og nu levede i et trygt land. Men man udfordrer ikke KGB ustraffet, og jeg anså ikke Ellegaard for en person, som kunne holde tæt med alt. Han og andre i Informations redaktion blev dog under "forhørene" informeret langt mere udførligt, end sundt var.

Mod bedre vidende

Ellegaard har nu i andre aviser spredt den påstand, at "forliget", som jeg i december 1994 indgik med Ekstra Bladet, var imod hans ønske. Virkeligheden er, at jeg i foråret 1994 blev presset til forlig af Informations jurist, med avis-ledelsens accept. Ellegaard var stadig med i chefredaktionen.

Jeg afviste opfordringen til forlig. Derefter opsagde Information den økonomiske garanti for min juridiske bistand. Jeg antog for egen regning og risiko Henrik Holm-Nielsen, som er en skrap "anklager" og ekspert i proces. Årsagen var, at jeg ville føre sagen igennem til domsforhandling. Retssag viste sig imidlertid unødvendig, da Ekstra Bladet opgav. Det såkaldte "forlig" var utvetydigt til min fordel og langt bedre end tidligere udkast.

Ellegaard har tidligere fremsat sine forkerte informationer i et selvbiografisk værk fra 1998. Dengang gjorde jeg ham med anbefalede breve både til forlaget (Jyllands-Postens) og hans arbejdsplads (Jyllands-Posten) opmærksom på, at fremstillingen var forkert. Samme bog indeholdt om andre fejl, der medførte tilbagekaldelse. Men i den reviderede udgave var intet ændret for mit vedkommende.

Principielle spørgsmål

Der er to principielt vigtige aspekter ved denne sag. Hvor megen opbakning kan en journalist vente fra sin arbejdsgiver, hvis han udsættes for hævntogter, som skyldes han journalistik? Hvor går grænsen mellem professionel etik og personlig moral?

Årsagen til både Ekstra Bladets og Bent Jensens kampagner var min journalistik, fordi den havde fået politiske følger. Det er min opfattelse, at Information i 1992-94 ikke levede op til sit ansvar, og derfor gik jeg ved første lejlighed til en anden avis, Weekendavisen.

Informations nuværende chefredaktør har på lederplads uargumenteret skrevet, at jeg har et forklaringsproblem og anser mig for moralsk anløben. Det er interessant, at han med sin påstand angående forklaringsproblem reelt kritiserer to medarbejdere, som i samme dags avis bringer et interview med mig. Hvad savner han? Jeg har nu gennem tyve år forklaret og redegjort i utallige sammenhænge.

Dernæst sammenblander han etik og moral – samme fejl begår Poul Smidt i sin artikel trods lang forklaring fra mig, som knapt kan skimtes i artiklen.

Professionel etik er en række retningslinjer, som skal hæve journalister over enhver mistanke for sammenblanding af personlige og professionelle interesser. Jeg erkender åbent, at min adfærd ikke har hævet mig over enhver mistanke, men jeg efterlyser stadig beviser for, at der i praksis, i den skrevne journalistik, er sket en sammenblanding.

Moral er overordnet etik. Jeg er misundelig på de mennesker, som kunne gå gennem Den Kolde Krig, komme i nærkontakt med den, uden at de nogensinde kom i et dilemma. Mine spørgsmål er: Havde min moral været høj, hvis jeg blot efterlod en kvinde, som jeg var blevet gift med, i det sovjetiske diktatur? Havde min journalistiske troværdighed været højere, hvis jeg, som mit job på Information fordrede, skrev kritisk om USA og NAO – samtidigt med, at jeg ignorerede groft brud på menneskerettigheder begået mod min egen familie? Og hvordan havde troværdigheden set ud, hvis Sovjetunionen havde haft et "gidsel"?

 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.