Trykt i Information 24. februar 2007

Gensyn med Den Kolde Krigs atom-trusler

Europa kan blive gidsel i Ruslands svar på USA’s overlegenhed.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Nogle nyhedsmedier har opdaget et nyt våbenkapløb, endog en ny kold krig. Anledningen er en tale af præsident Putin og udtalelser af en russisk general, som kraftigt antyder, at Rusland måske vil ophæve INF-traktaten fra 1987, så man igen kan rette mellemdistance-raketter mod Europa.

Umiddelbart virker dette røre totalt løsrevet fra militære realiteter. USA’s samlede forsvarsudgifter er 20 gange større end Ruslands, så der er ikke udsigt til, at russerne i overskuelig fremtid kan gøre sig gældende i et traditionelt kapløb. Den russiske generals trusler henviser til behovet for modtræk, hvis det amerikanske missilskjold får baser i Polen og Tjekkiet, men de planlagte meget små anlæg kan ikke true Ruslands evne til atomangreb på Europa med det nuværende arsenal.

Formentlig er en grundlæggende antagelse i den aktuelle debat også forkert. Nyhedsmedierne påstår rutinemæssigt, at missilskjoldet med de nye baser skal beskytte Europa mod iranske raketter. Det mindste problem med den påstand er, at Iran slet ikke har raketter, som kan ramme Europa. Ingen kan totalt udelukke, at Iran ad åre får sådanne raketter. Det noget større problem er, at USA’s anlæg af rent tekniske årsager næppe kan beskytte store dele af Europa.

Den offentlige omtale af projektet er helt uden de våbentekniske informationer, som kan anvendes til vurdering af skjoldets effektivitet. NATO har fået udarbejdet en stor analyse, som vurderer dette og en række andre anti-raket systemer, men rapporten er hemmelig.

Kort fortalt vil USA placere ti raketter i Polen. Teknisk svarer de til raketter, som allerede er stationeret i Alaska og Californien. Tanken er, at de skal angribe bomber fra en fjendtlig raket, når disse i den ballistiske banes mellemfase befinder sig i rummet. Sporingen af bomberne skal ske fra et radaranlæg i Tjekkiet.

Ukendte faktorer

Men der er en række ukendte faktorer. Den vigtigste er, hvorvidt bomber fra Iran vil befinde sig i rummet så længe, at de kan angribes. Det spørgsmål kan først afklares, når man kender iranske raketters bærekraft. Under alle omstændigheder vil opholdet i rummet blive meget kort, men det er muligt, at en raket affyret mod f.eks. Tjekkiet slet ikke når op i en højde, hvor bomberne kan angribes. Man skal i den forbindelse også have bedre kendskab til anti-raketternes evner – de er, mildt sagt, uvisse, fordi afprøvningerne hidtil enten har været mislykkede eller er sket under forhold, som ikke er realistiske.

Faktisk indrømmede den tjekkiske forsvarsminister under en høring for parlamentsmedlemmer i Prag i efteråret, at det nye system måske ikke kan beskytte Tjekkiet. Jeg var sammen med eksperter fra Polen, Tyskland og Storbritannien indkaldt til høringen – og sammen med flere tjekkiske deltagere hørte vi denne indrømmelse. Men vores opfattelse blev draget i tvivl af det tjekkiske udenrigsministeriums ledende sikkerhedsekspert. Fordi hun hævdede, at bomber fra Iran nok ville være i den ballistiske mellemfase i 12-15 minutter, tillagde vi ikke hendes ekspertise synderlig vægt. Den samlede flyvetid for en raket fra Iran vil nemlig ligge på 5-6 minutter.

Amerikanerne har hidtil været meget karrige med informationer. Den mest udførlige redegørelse kom 5. februar i 2008 budgettet for Missile Defense Agency og består af to sætninger.

Den første river tæppet væk under dem, som hævder, at radar-anlæg ikke er væsentlige mål for en fjende, og at værtlandet derfor ikke udsætter sig selv for fare. Budget-forslaget oplyser, at de nye anlæg er nødvendige, så man kan beskytte missilskjoldets radar-anlæg i Grønland og Storbritannien – ellers risikerer man, står der, "at tabe ’øjnene’ i vores system". Den anden sætning opstiller fire prioriterede målsætninger for projektet: beskyttelse af de nævnte radar-anlæg, forbedring af USA’s beskyttelse gennem tidligere indsats mod fjendtlige bomber, udvidelse af denne beskyttelse til allierede og venner, demonstration af international opbakning til missilskjoldet.

Tredje prioritet er altså beskyttelse af allierede og venner – en formulering, som udmærket kan dække blot dele af Europa. Amerikanske eksperter har da også i kommentarer fremhævet, at det er forkert, når nyhedsmedierne fokuserer på, at de nye baser skal beskytte hele Europa. Hovedformålet er beskyttelse af USA.

Brugbar overlegenhed

Men hvorfor skælder russerne så ud og truer? Der er mange grunde. Men den vigtigste og mest oversete er nok, at Rusland ikke længere troværdigt kan afskrække et amerikansk atomangreb. Det blev påpeget sidste år af to amerikanske forskere, Keir Lieber og Daryl Press, i det højt ansete tidsskrift Foreign Affairs. USA har, hævdede de, på det nærmeste opnået en brugbar overlegenhed, så man med et overraskende angreb kan udslette Ruslands atom-slagstyrke.

Artiklen vakte en del ståhej i Rusland – og USA’s forsvarsministerium modsagde artiklen. Dens analyse kan debatteres og forskellige konklusioner drages. Men det er sandsynligt, at forsigtige militære planlæggere i Rusland ser en alvorlig trussel. Det logiske og effektive modtræk er, at Rusland igen gør Europa til et gidsel med en oprustning, som genindfører mellemdistanceraketter. Og det lugter unægtelig af Den Kolde Krig.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.