Trykt i Information 21. marts 2007

Propaganda for missilforsvar er undergravet af fakta

Regeringen fremsatte i sin Thule-analyse en række påstande, som tiden har været hård ved.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Tidens tand er ofte hård ved propaganda, fordi udviklingen i den virkelige verden kan fjerne det skær af troværdighed, som påstande oprindelig blev hyllet i.

Næst efter den danske regerings påstande i forbindelse med Irak-krigen, er det nu redegørelsen fra marts 2003, som angiveligt belyste USA’s missilskjold, der står for fald. "Missilforsvar og Thule-radaren" var et værk, som skulle berolige befolkningen, da regeringen lagde op til godkendelse af, at USA’s base i Grønland blev en del af Bush-regeringens landbaserede anti-raket system.

Redegørelsen blev straks udsat for en del kritik. Det grønlandske folketingsmedlem Lars Emil Johansen kaldte den for "propaganda", og i Informations spalter blev en del indvendinger fra især uafhængige amerikanske eksperter også bragt. Men troværdigheden led ikke meget af den grund.

Fire år er nu gået. Centrale påstande i redegørelsen har ikke klaret dem ret godt.

Thule er et atom-mål

Man hævdede, endog gentagne gange, at "der er ikke grund til at frygte, at Thule-basen skulle blive et delmål for et missilangreb på USA". Det blev nemlig anset for "højst usandsynligt", at nogle af de stater, hvorfra missiltruslen udgår, vil bruge "deres begrænsede missilbeholdning på at ramme Thule-basen". Man hævdede også, at "Thule-basen og det meste af Grønland" vil være beskyttet af "det begrænsede missilforsvar".

Men i den officielle budget-analyse for finansåret 2008 fra Missile Defense Agency med begrundelse for udvidelse af missilforsvaret med inddragelse af Polen og Tjekkiet kan man side 5 læse, at det vigtigste motiv for de nye baser er, at radar-anlæggene i Grønland og Storbritannien skal forsvares imod angreb: "Fordi vi bør beskytte disse radar-anlæg eller risikere at miste ’øjnene’ i vort system, planlægger vi udstationering af landbaserede forsvarsraketter og et tilknyttet landbaseret mellem-fase radaranlæg i Europa".

Så eksperterne, som fremhævede risikoen for angreb, havde altså ret.

Regeringen fremhævede også i 2003, at russiske protester mod USA’s planer ikke skulle tages så tungt. Man skrev, at USA’s opsigelse af ABM-traktaten, der forbød et landsdækkende missilforsvar, ikke havde fået de følger, som mange kritikere varslede. "Intet af dette er sket", hed det i redegørelsen. "Tværtimod" – USA’s forhold til Rusland var blevet "markant forbedret". Der var endog udsigt til, at Rusland, USA og NATO kunne indlede et samarbejde om et fælles missilforsvar.

I dag er denne optimisme forduftet. Det hævdes nu fra flere sider, at en ny kold krig er undervejs, og at det amerikansk-sovjetiske forhold er dårligere end på noget andet tidspunkt, siden Rusland blev genoprettet.

Fortsat atom-konfrontation

Siden 2001 er det russiske forsvarsbudget blevet firedoblet til 32,4 milliarder dollar. I starten af februar præsenterede den russiske forsvarsminister en plan, som til en pris af 189 milliarder dollar over de næste 8 år skal medføre udstationering af nye interkontinentale raketter, atombevæbnede u-både og langtrækkende bombefly. Mellem de nye raketter er Topol-M systemet, som er udviklet med henblik på imødegåelse af et missilforsvar.

Årsagerne til det forværrede amerikansk-sovjetiske forhold er mange. Men optimisterne begik to store fejl. For det første ignorerede de, at både USA og Rusland i deres langsigtede planlægning tog for givet, at der fortsat ville være et modsætningsforhold mellem atomslagstyrkerne, som, trods den kolde krigs ophør, er i konstant krigsberedskab, så man med minutters varsel kan udslette hinanden. Det er et forhold, som kan give næring til en vis mistænksomhed. For det andet respekterede de ikke Ruslands erklærede nationale interesser. Holdningen til dem var præget af vestligt overmod – "vores interesser" blev anset for mere retfærdige og desuden lignede Rusland en afmægtig krøbling.

Det sidste har energi-prisernes himmelflugt ændret, og vi står nu med ledere i Kreml, som kræver respekt. Derfor både kan og vil de ikke affinde sig med, at USA har et atomberedskab, som virker overlegent. Anlæg til missilforsvar i Østeuropa er en mulig trussel, fordi man i den langsigtede planlægning må regne med, at de kan blive udvidet senere. Man behøver blot henvise til, at da radar-anlægget i Thule blev bygget i 1987 afviste både USA og Danmark, at det skulle indgå i et missilforsvar. Fjendens muligheder vejer i planlægning tungede end erklærede hensigter.

Den tredje fejl i regeringens redegørelse var, at man helt så bort fra, at Kinas reaktion på missilforsvaret kunne få afstabiliserende følger. Man fandt i en kortfattet tilbagevisning af talrige eksperters analyser "ikke noget overbevisende argument for, at missilforsvar vil føre til øget oprustning i Asien".

Men i år har Kina vist, at man kan angribe satellitter, og det var et modtræk, som den amerikanske forsker John Steinbruner varslede under en høring i Folketinget i april 2001. Kineserne vil, sagde han, "tage gidsler i rummet", og "det vil være en fornuftig strategisk reaktion". Dertil kommer, at konfrontationen mellem USA og Kina er blevet skærpet også på andre felter.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.