Trykt i Information 23. april 2007

Maskeret nederlag for Irak-koalitionen

Magten i det sydlige Irak overdrages til de irakere, som besættelsesmagten, med god grund, anså for sine værste modstandere.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

I sidste uge overdrog britiske soldater kontrollen med provinsen Maysan i det sydlige Irak til, hvad den britiske forsvarsminister Des Browne kaldte "irakerne". Han tilføjede, at det er et "fremskridt", endog en "milepæl" i landets udvikling.

Men hvem er "irakerne"? Og hvad er indholdet i dette "fremskridt"?

Svar på disse spørgsmål har afgørende betydning for vurdering af den faktiske allierede indsats og landets fremtid. Men fraværet af brugbare informationer, som kan bistå i en grundig analyse, er lammende. Nyhedsmedierne fokuserer på Bagdad, og officielle rapporter er utilgængelige. I dette tomrum har politikere – også danske – ladet forstå, at vores indsats er rimeligt vellykket, og at vi derfor kan trække vores soldater tilbage.

Indtrykket er et ganske andet, når man læser en ny bog af den britiske embedsmand Rory Stewart, som fra efteråret 2003 til 2004 sad på topposter i besættelsesmagtens politiske organisation. Først var han den faktisk fungerende guvernør i Maysan, derefter i naboprovinsen Dhi Qar. Det er sandsynligt, at hans beretning også giver indsigt i forholdene, som danskerne har arbejdet under i Basra-provinsen, der ligger lige syd for.

Nærkontakt med aktørerne

Det spændende ved Stewarts bog er, at han meget detaljeret beskriver mødet mellem irakere og udlændinge. Møderne på individuelt niveau var, mener han, langt mere afgørende for besættelsens forløb end de overordnede beslutninger på centralt hold, som utallige artikler og bøger beskæftiger sig med. Han overskrider dermed grænser, som Irak-krigens tilhængere og modstandere har sat for deres egne beretninger samt analyser.

Stewart er ikke en typisk britisk embedsmand. Fra 2000 til 2002 gik han, ja gik, gennem Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien og Nepal. Den absolut livsfarlige gåtur gennem Afghanistan fandt sted ved vintertide kort efter, at Taliban-regimet var faldet og er skildret i rejsebogen The Places in Between fra 2004. Det er en herre med usædvanlig evne og lyst til nærkontakt – dyder, som ikke netop har præget de fleste andre vestlige udsendinge i Irak.

I sit usædvanligt velskrevne nye værk leverer han da også et portræt af lokale aktører, som indgår i en heksekedel med langt flere elementer, end andre beretninger har beskrevet. Samfundets struktur består af ofte indbyrdes rivaliserende bander, stammer, religiøst samt politisk motiverede militser og et væld af partier.

Opgaven, som Stewart stod med, sammenligner han selv med britiske koloni-bestyreres. Men han havde ikke sine forgængeres redskaber. Militære enheder udskiftes så ofte, at de ikke kan skabe stabile magtrelationer. Især det italienske bidrag kritiseres hårdt, fordi soldaterne sjældent forlod deres baser. Alvorligere er det, at man også savnede lokale partnere, fordi samfundet er splittet. Han kan pøse millioner af dollar i projekter, som skal fremme demokrati, økonomisk udvikling og menneskerettigheder. Men bestræbelserne opnår ikke varige resultater, fordi man aldrig får skabt stabile rammer.

Sagt på en anden måde: Fordi koalitionen ikke var en besættelsesmagt, som oprettede streng kontrol med udviklingen, lider den nederlag. Man vil så gerne inddrage "irakerne", så de selv kan lede deres samfund, men "irakerne" eksisterer ikke – der er et virvar af modstridende interesser, som kun kan forenes i én fælles holdning: alt er de fremmedes skyld.

Fjenden tog magten

Men måske har forholdene ændret sig siden 2004? Ja, svarer Stewart, men ikke til det bedre, hvis man ser på "fremskridtene" ud fra koalitionens mål. I en opsummering fra 2006 konstaterer han, at det sydlige Irak nu har fået et statsapparat, men det er netop den type stat, som koalitionen ikke ønskede. Man ønskede et samfund, som gav mindretal rettigheder og institutioner, der afspejlede visionen om et tolerant, moderne Irak. Man har, skriver han, trods alle ambitiøse projekter, soldaternes indsats og enorme pengebeløb kun "minimalt" fået påvirket den politiske udvikling.

Når det gælder Maysan er "irakerne" reelt ensbetydende med tilhængere af den ekstremistiske shia-muslimske leder Muqtada Sadr og hans Mahdi-hær. Hans bevægelse overtog allerede i januar 2005 efter valg guvernør-posten. Politiets ledelse kommer fra den konkurrerende Badr-organisation, og hæren er formelt underlagt regeringen i Bagdad, som Sadr har vendt sig imod – i sidste uge trak han sine seks ministre ud af regeringen. Det er hans milits, som har den reelle magt. De officielle sikkerhedsstyrkers afmagt blev demonstreret sidste efterår, da briterne trak sig ud af deres lokale base ved Abu Naji, hvorefter den blev plyndret, mens politi og soldater så til.

I provinserne Dhi Qar og Muthanna har "irakerne" også fået magten. I disse tilfælde er det reelt Badr-organisationen, som Stewart uden omsvøb anser for iransk-kontrolleret, der har magten.

Det triste er, at disse tre provinser har en langt mere broget sammensætning, men mangfoldigheden af synspunkter og interesser underlægges nu et ekstremistisk islamistisk styre. Hvis der bliver ro, er det gravpladsens ro.

Rory Stewart: "Occupational Hazards – My time governing in Iraq". Forlaget Picador, London 2006. 422 sider. 17,99 britiske pund.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.