Trykt i Information 26. april 2007

Dialog om missilforsvar mellem USA og Europa

USA har inviteret Rusland til vidtgående samarbejde men mødes med mistillid.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Under et såkaldt uformelt møde mellem NATO’s udenrigsministre, som Norge er vært for i de næste par dage, kommer USA’s planlagte baser i Østeuropa for missilskjoldet til debat. På sidelinjen deltager også Ruslands udenrigsminister.

Planerne har vakt stor bekymring i Europa. Opinionen i både Polen og Tjekkiet, som skal huse henholdsvis en lille raketbase og et raketanlæg, er imod, og tallene er blevet værre i de seneste måneder. Helt friske undersøgelse fra Tjekkiet viser, at 68 procent af befolkningen er modstandere. 57 procent af polakkerne er imod.

Indvendinger rejses desuden fra især europæiske socialdemokrater, men også fra borgerligt hold høres skeptiske røster. Man peger på følgerne for både EU-samarbejdet og NATO’s rolle. Endelig er der frygt for et nyt våbenkapløb med Rusland. Fra Moskva affyres en lind strøm af bandbuller, som ligner optakten til en ny kold krig.

Det er ikke oplagt, at modstanden i de to mest berørte lande vil få betydning. Regeringerne ser imødekommende på projektet, og sikkerhedspolitik spiller sjældent en afgørende rolle i valg. Med en massiv oplysningskampagne kan man måske dæmpe kritikken. Men de negative opinionstal peger på et centralt problem: Bush-regeringen mødes med en mistillid, som er hævet over den konkrete sags fakta.

Russisk frygt langsigtet

Det er en mistillid, som også huserer på regeringsniveau. Mest markant naturligvis i Rusland. Set fra Moskva er problemet ikke, at de aktuelle planer kan true landets evne til gengældelse af et amerikansk angreb. Men der er, berettiget, frygt for, at USA vil udvide basernes slagkraft, når man først har fået fodfæste og når ny teknologi bliver klar.

USA’s forsvarsminister anerkendte denne frygt under et besøg i Moskva tidligere på ugen. Han lagde op til forhandlinger, som skal berolige russerne, og desuden tilbød han et tilsyneladende vidtgående samarbejde, så man kan gøre fælles front mod "truslen" fra raketter, som nogle stater måske vil udvikle.

Hans udspil blev afvist offentligt af russiske ledere, men man har aftalt oprettelse af en arbejdsgruppe, som skal se nærmere på udfordringerne. Hvorvidt de russiske bandbuller skal tages bogstaveligt er uklart. Moskva har gode grunde til mistillid, når det gælder amerikanske løfter. I meget frisk erindring er USA’s ensidige opsigelse af ABM-traktaten, som forbød et effektivt forsvar mod strategiske raketter, men russernes forventninger er også blevet skuffede på en lang række andre punkter. Klart er det dog, at siden præsident Putin tidligere i år klagede over de amerikanske planer, har Moskva opnået en dialog med USA. Rusland har dermed opnået et af sine mål, og der er god tid til overvejelse af, hvorvidt amerikanerne denne gang vil tilbyde noget reelt.

For USA’s europæiske allierede er den amerikanske fredsoffensiv godt nyt. Især fra tysk side lægges vægt på et godt forhold til Rusland, og det samme ønske står stærkt i EU-sammenhænge. Under et NATO-møde i sidste uge blev missilforsvaret gennemgået af amerikanske udsendinge, og bagefter kunne alliancens talsmand oplyse, at ingen ambassadører havde protesteret.

Delt sikkerhed

Det betyder imidlertid ikke, at al bekymring er væk. Både praktiske og strategiske overvejelser kan fortsat skille det transatlantiske fællesskab.

Flere europæiske allierede arbejder selv med missilforsvar, som skal beskytte udsendte soldater eller særligt vigtige pletter på landkortet. Det er ikke systemer, som i overskuelig fremtid kan lukke huller i det amerikanske missilforsvars paraply over Europa. Af tekniske årsager vil i det mindste bl.a. Rumænien, Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet stå uden beskyttelse. Det er et evigt mantra, at Europas sikkerhed er udelelig, men missilforsvaret indfører i sin nuværende udformning netop ulige sikkerhed.

Hvis man erindrer, hvad det virkelige formål med missilforsvaret er, udgør denne tilstand en trussel mod medlemmernes indbyrdes solidaritet. Skjoldet har kun militær fornuft, hvis det ses i sammenhæng med et spyd, som rettes mod uønskede regimer i f.eks. Mellemøsten. Det er usandsynligt, at nogen slyngelstat uprovokeret vil angribe Europa med atomraketter – gengældelsen vil være altudslettende. Men det er muligt, at et regime, som er truet af USA, i en sidste desperat handling vil affyre raketter – eller true med det. Missilforsvaret skal altså give USA handlefrihed – og hvis det kan dække noget af Europa også gerne opbakning fra allierede. Sydøsteuropa og Nordeuropa vil dog, så længe hullerne eksisterer, næppe have ens opfattelse.

Det er formentlig også årsagen til, at europæiske regeringer meget gerne ser, at et missilforsvar forankres i NATO, fordi man dermed får indflydelse på amerikanske beslutningsprocesser – altså begrænser amerikanernes handlefrihed. Uenigheden i forbindelse med Irak-krigen – og en mulig konfrontation med Iran – peger på, at man i Europa og USA ser modsat rettede interesser på spil.

Hyggesnak, selv under indtryk af norsk gæstfrihed, vil næppe slå bro mellem disse interesser. Men det er et fremskridt for alliancen, at amerikanerne nu er parat til dialog med alle berørte.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.