Trykt i Information 5. juli 2007

Atomtruslen står efter topmødet igen centralt

Våbenkontrol får ny aktualitet, fordi atomkraft skal imødegå global opvarmning.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Topmødet har igen placeret atom-våben centralt i det amerikansk-russiske forhold. Det er en meget naturlig rolle. Officielle tal fra januar oplyser, at USA har 5.866 strategiske bomber, Rusland har 4. 162. Langt størstedelen er klar til brug med minutters varsel. Denne gensidige trussel bør vel optage lederne – og resten af verden – en del.

Men arsenalerne har i flere år spillet en unaturligt tilbagetrukket rolle. Andre emner har overskygget dem. Det er et ekstra krisetegn, at de nu dukker op på den politiske scene. Konflikter skabt af eller endog med atomvåben virker mere sandsynlige, fordi forholdet mellem Moskva og Washington er dårligere end på noget tidspunkt siden Den Kolde Krig. Da præsident Putin tidligere i år slog meget hårdt i bordet under en sikkerhedskonference i München, blev problemet nærværende.

Både amerikanske og russiske eksperter fremhæver, at forholdet er i krise, fordi man ikke har udviklet et system, som kan håndtere modsætninger og sikre stabilt samarbejde. Invitationen til Putin ligner i den forbindelse mest en symbolsk ceremoni, der med inddragelse af Bush Den Ældre, som afsluttede Den Kolde Krig, skulle signalere: "Se, vi er stadig venner".

Putins gaver

Putin kom til mødet med gaver, som tilsyneladende blev tilbudt i dette venskabs ånd. Intet mindre end et fælles forsvar mod raketter affyret fra Iran blev foreslået. For få uger siden lovede han, at et russisk radaranlæg i Aserbajdsjan kan indgå. Amerikanske eksperter påpegede, at det ikke har den nødvendige ydeevne, så nu tilbød Putin, at det kan moderniseres, og at man desuden har en helt ny radar i det sydlige Rusland, som også kan bruges. Desuden foreslog han oprettelse af fælles centre i Moskva og Bruxelles, hvorfra man med data fra radar og satellitter kan overvåge Iran.

Det, angiveligt overraskende, udspil stjal overskrifterne fra topmødet. Men der var mere endnu. I december 2009 udløber en af de vigtige våbenaftaler, START I fra 1991. Det er traktaten, som meget detaljeret bestemmer, hvordan de to atommagter kan kontrollere hinandens arsenaler, så de ikke blot nedskæres men også får en forudsigelig fremtid kvalitativt. I en kort erklæring fra udenrigsministrene oplyses, at man med henblik på hurtige resultater vil diskutere, hvordan denne "forudsigelighed" kan bevares efter december 2009.

Nærmest overset af nyhedsmedierne indgik man endelig en aftale, som åbner for et omfattende samarbejde i forbindelse med atomkraft. James Collins, USA’s ambassadør i Moskva fra 1997 til 2001, sammenligner initiativet med den aftale, som i begyndelsen af 90’erne fik bragt rumforskerne ind i et samarbejde, der har vist sig umådeligt frugtbart. Collins peger på, at der i de kommende år globalt vil ske en stor ekspansion i brugen af atomkraft, og nu kan man så bl.a. få diskuteret de nødvendige internationale rammer.

Håndtering af atomvåben og atomkraft hænger sammen. Det vil, påpeger den amerikanske sikkerhedsekspert John Steinbruner, være "selvmorderisk", hvis verden, som svar på global opvarmning, bygger en mængde atomreaktorer uden, at man har fundet frem til, hvordan det sandsynlige biprodukt – atomvåben i flere lande – skal kontrolleres. Hvis de to store atommagter fortsat ligger i strid, vokser risikoen for farlig spredning af atomvåben.

Enorm udfordring

Udfordringen er enorm, fordi nytænkning af grundlæggende sikkerhedsbegreber bliver nødvendig, hvis vi skal udvikle et internationalt system, som kan give større stabilitet. Problemerne i forbindelse med missilforsvaret og START-traktatens udløb er i den forbindelse meget små, mest tekniske detaljer.

Så det er ikke opmuntrende, at parterne står hinanden fjernt, når det gælder en løsning på de to sidstnævnte problemer. Hvor fjernt fremgår måske bedst af, at USA og Rusland i 1998 aftalte oprettelse af det overvågningscenter i Moskva, som Putin nu igen lufter, men intet er sket, fordi den erklærede politiske vilje ikke var så stor, at indvendinger af praktisk art kunne overvindes. Og brug af den russiske radar i Aserbajdsjan blev først foreslået i år 2000.

Putins "gaver" blev givet med betingelser. Den planlagte udvidelse af USA’s missilforsvar med baser i Polen og Tjekkiet skal opgives. Desuden må amerikanerne ikke udvikle rumvåben. Når det gælder START’s fremtid, er man også uenige. Uafhængige amerikanske eksperter foretrækker, at traktatens løbetid forlænges, så den næste præsident får tid til forhandling af en værdig afløser. Men Bush-regeringen lægger op til mere uformelle retningslinjer, som giver USA fleksibilitet, når det gælder arsenalets fremtid. Russerne går i modsat retning, idet de ønsker en traktat med lavere lofter over arsenalerne og strenge kontrolbestemmelser.

Kongressens nye demokratiske flertal presser Bush i retning af Ruslands ønsker. Man har reelt udskudt baserne i Østeuropa til NATO er kommet med i projektet – og europæerne vil give et finansielt bidrag. Russernes ønske er så åbenbart, at missilforsvar skal være et projekt, som gennemføres i samarbejde med NATO. Desuden ønsker ledende demokrater og republikanere, at START får en efterfølger, som skærer arsenalerne længere ned og opretholder streng kontrol.

Men den store udfordring er stadig, hvordan man går langt længere, så den globale sikkerhed ikke kan trues af atomvåben.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.