Trykt i Information 9. juli 2007

Magtens sprog har fået et come-back

Ruslands udviklingsmodel er den autoritære kapitalistiske stat – og andre lande er på samme kurs.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Hvem kan og vil være en effektiv advokat for Rusland?

Behovet for en sådan røst blev rejst for et år siden af den amerikanske Ruslands-ekspert Stephen F. Cohen, og han har nu genudsendt sit essay med et forord, som fremhæver, at der er risiko for en ny kold krig, som "er farligere end den forrige". Centralt i hans argumentation står, at Vesten siden den kolde krigs afslutning har håndteret Rusland forkert – fordi russiske synspunkter og interesser er blevet tillagt alt for ringe vægt i vores sikkerhedspolitiske overvejelser. Resultatet er et yderst ustabilt forhold, som også er i strid med vestlige interesser.

Problemets alvor kan illustreres med den amerikanske præsidents udtalelser under det nylige topmøde i Maine. Putin repræsenterer en stadigt mere afskyvækkende indenrigs- og udenrigspolitik. Da Bush skulle forsvare, at han alligevel havde gjort USA til vært for et venskabsbesøg, skete det med ros til sin gæst, der angiveligt både har vist sig sandfærdig og åbenhjertig. Kritikere kunne straks fremhæve, at det ikke netop er de kvaliteter, som er iøjnefaldende træk ved hverken Putins eller Ruslands adfærd.

Amerikanske præsidenter har tidligere langt mere effektivt talt for dialog og samarbejde med Kreml. Topmøder med både sovjetiske og russiske ledere har traditionelt leveret en periode, hvor eksperter og medier fokuserede på udfordringerne i den forbindelse. Dette topmøde blev overskygget af, at Bush benådede vicepræsidents Cheneys tidligere rådgiver, Lewis Libby. Bush hverken kan eller vil løfte arven fra sine forgængere i embedet.

Sovjetunionen var ikke et mere sympatisk fænomen end vore dages Rusland. Men under Den Kolde Krig blev den amerikanske meningsdannelse påvirket af eksperter og aktivister, der fremhævede, at Sovjetunionen havde interesser, som skulle respekteres. Debatten mellem modstandere og tilhængere af en hård, kompromisløs kurs kunne virke uforsonlig, men faktisk erkendte mange debattører, at deres modparter også havde en værdifuld rolle.

Eksempelvis sagde en af de mest ihærdige kold-krigere, strategen Edward Luttwak, i 1985 til Information, at det var "godt" med advokater, som talte Sovjets sag. Der er nemlig, forklarede han, "i USA en stadig fare for, at vi kun ser vor egen navle, vore egne argumenter".

Fiasko uden efterkritik

Det er Stephen Cohens opfattelse, at Den Kolde Krig blev fortsat af Washington, idet man anså Rusland for en slagen magts efterfølger, en ny undersåt. Lignende klager kom i starten af 90’erne fra Ruslands ellers stærkt pro-vestlige udenrigsminister Andrej Kosyrev, som advarede imod en modreaktion, der ville undergrave det nye partnerskab, han sammen med andre liberale arbejdede for. Kosyrev har fået ret. Men det har ikke udløst megen eftertanke, og i dag er kritikere, som kan hæve debatten over navlens niveau, stort set fraværende.

Hvorfor denne tavshed? Oppositionen mod de ekstreme kold-krigere byggede ofte på en realpolitisk opfattelse af den globale magtkamp. Næsten ingen af kritikerne i USA havde sympati for Sovjet, men man erkendte et skæbnefællesskab. Hvis konfrontation ikke blev afværget, kom gensidig udslettelse nærmere. Som Henry Kissinger, præsident Nixons storpolitiske strateg, sagde: Absolut sikkerhed for én part medfører absolut usikkerhed for den anden part.

Denne erkendelse blev overskygget af en lære, som nogle drog af "sejren" i Den Kolde Krig. Jo længere vi er kommet fra dens tilsyneladende afslutning, desto mere udbredt er det blevet, at Vesten vandt i kraft af hårdt militært pres på Sovjet. Ruslands ekstreme nedtur har kun styrket troen på, at man i Kreml bedst forstår magtens sprog.

Endnu en grund til tavsheden er, at Rusland har bevæget sig stadigt længere væk fra demokratiske idealer og den type udenrigspolitik, som vi hylder i de post-moderne lande. Man kan nemt føle mere behov for protest mod udviklingen i Rusland end lyst til forsvar. Dertil kommer, at Rusland optræder truende imod små lande, som i dag er med i EU og NATO. De har et krav på, at vi står solidarisk ved deres side.

Fælles kurs

Men det bliver stadigt mere åbenbart, at antagelserne bag denne tavshed smuldrer. Rusland er på vej tilbage i en magtposition, som genopretter skæbnefællesskabet. Desuden er vore nye allierede i Østeuropa på en kurs, som ligner Ruslands.

En af heltene fra den polske frihedskamp, Adam Michnik, mener, at polske og russiske lederes politiske stil ligner hinanden meget med angreb på frihedsrettigheder, centralisering af magten og overdrivelse af indre samt ydre trusler. Ifølge en nylig rapport fra Freedom House, er den demokratiske udvikling i otte ud af ti østeuropæiske EU-lande stagneret eller i forfald. I nogle af disse er en nationalistisk prioritering af egne interesser, typisk for den moderne stat, under fremmarch på bekostning af den post-moderne vægt på fælles interesser.

Den realpolitiske erkendelse af behovet for, at en modparts interesser bør tilgodeses, bygger på erfaringerne med det internationale system før Anden Verdenskrig. Magtkampe medførte krig. Nu er det muligt, at autoritære kapitalistiske stater genopstår – klart nok i Rusland og Kina, men også andre steder. Mon det også betyder, at magtens sprog igen bliver enerådende internationalt?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.