Trykt i Information 6. september 2007

Canada vil forlade Afghanistan

Tilbagetrækningen er et lærestykke for andre NATO-lande.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Signalet er sendt til NATO og personligt afleveret i august til præsident Bush af den canadiske premierminister Stephen Harper: Canadas soldater i Afghanistan vil være trukket ud i februar 2009.

I weekenden fremhævede den nye forsvarsminister Peter MacKay, at man vil fortsætte med civil bistand og tilbagetrækningen vil blive genstand for en afstemning i parlamentet. Harper har imidlertid sagt, at et militært engagement kun vil blive forlænget med støtte fra oppositionen, og det har den klart afvist.

Med omkring 2.500 soldater har Canada ansvaret for Kandahar-provinsen, der støder op til Helmand, hvor danske og britiske styrker er indsat. Det er utænkeligt, at de canadiske soldater ikke bliver erstattet. Kandahar er af største betydning for NATO’s indsats. Men hvem kan og vil tage deres plads?

Svaret fra kilder i NATO’s hovedkvarter er, at det ved ingen endnu. Alliancen har hidtil ikke i væsentligt omfang fået mobiliseret forstærkninger, som man har stærkt brug for i andre provinser. Den dansk-britiske tilbagetrækning fra Irak vil frigøre nogle soldater, men i Helmand har man brug for alt, der kan skrabes sammen.

Så der er udsigt til forstærket krise i alliancens samarbejde med gensidige beskyldninger, fordi alle ikke yder en tilfredsstillende indsats.

Tiden arbejder for Taleban

Men det mest alvorlige er, at den canadiske tilbagetrækning endnu engang viser, at NATO næppe har tiden med sig. Militære kilder erklærer ofte, at krigen vil vare i mange år – måske årtier. Det er et mantra, som skal afstive viljestyrken i eget bagland og skal forsikre afghanske allierede, at de ikke vil blive ladt i stikken. Men troværdigheden af løftet er skrøbelig.

Canada kom til Afghanistan med de bedste hensigter, men prisen har været høj og resultaterne er udeblevet. Opinionen har vendt sig mod krigen – i en nylig undersøgelse gik 55 procent ind for tilbagetrækning. Det er forståeligt.

Tabstallene er store. 70 soldater er dræbt. Sammenholdt med antallet af soldater er det et tal, som er tre gange højere end gennemsnittet for andre landes styrker, herunder de britiske og amerikanske.

Stadigt flere er blevet dræbt af bomber, som er gemt i vejkanten eller leveres af selvmordere. Mens Taliban i 2006 førte krig med store enheder, kommer den største udfordring i dag fra "terrorister", som nedslider de allieredes vilje til fortsat krig. NATO’s talsmænd hævder, at denne udvikling er et tegn på, at Taliban er blevet svækket. Men det er især et tegn på, at fjenden er fleksibel og er bekendt med guerillakrigens teorier. Fordi NATO-styrkerne er overlegne i en direkte konfrontation, bør Taliban guerillaen undgå store sammenstød.

Tidsspilde

Det er ikke ensbetydende med, at Taliban ikke kan kontrollere landdistrikterne. For et år siden gennemførte canadierne sammen med andre NATO-styrker en massiv offensiv i nærheden af storbyen Kandahar. Bagefter proklamerede man sejr. Et vigtigt område var renset; nu skulle en civil indsats vinde hjerter og sind! Men både New York Times og den canadiske avis Globe and Mail har netop rapporteret, at Taleban igen har kontrollen med Zhari og Panjwai distrikterne. De canadiske styrkers kommandant, brigadegeneral Guy Laroche, citeres for, at "ikke alt, vi har gjort, var tidsspilde, men det er næsten tilfældet".

Syndebukken er det afghanske politi, som ikke kan beskytte "befriede" områder, når soldaterne flyttes til andre opgaver. I en rapport, som International Crisis Group offentliggjorde i sidste uge, konstateres det, at politiet af afghanske borgere "ofte" mere er en "kilde til frygt end til sikkerhed". Rapporten kritiserer skarpt den udenlandske bistand til udvikling af en politistyrke.

Men det er ikke eneste fiasko. I en anden rapport har Senlis Council set på Canadas civile bistand i Kandahar-provinsen og resultatet må chokere selv hærdede iagttagere. Der er tilsyneladende meget få spor af den bistand, som de canadiske myndigheder hævder, at de har ydet. Rapporten konstaterer eksempelvis, at man ikke kunne finde nogen projekter, som skal hjælpe civile krigsofre – hverken med mad eller lægehjælp.

Alliancens repræsentanter fremhæver, at hvis man skal nå frem til et sandfærdigt billede af forholdene i Afghanistan, så må en række fremskridt også nævnes. Det er sandt nok, men det er næppe relevant, hvis man vil vurdere krigen gang og fremtid.

Tiden arbejder ikke for NATO. Taleban kan og vil udnytte alle fejl, som de allierede begår. Det er ikke nødvendigt, at guerillaen på denne vis mobiliserer et flertal af befolkningen mod de fremmede og regeringen i Kabul. En guerilla trives fint med støtte fra få, så længe de mange er bange.

Canadas tilbagetrækning er således et lærestykke for andre lande. De canadiske tab har været store, men intet tyder på, at Canada har en specielt ringe viljestyrke. Der er heller ikke noget, som tyder på, at andre lande har større succes i kampen for hjerter og sind. Også deres tab vokser. Med tiden er det derfor sandsynligt, at de vil følge Canadas eksempel.

Rapporten fra International Crisis Group, "Reforming Afghanistans Police", kan findes på www.crisisgroup.org. Rapporten fra Senlis Council, "The Canadian International Development Agency in Kandahar", kan findes på www.senliscouncil.net.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.