Trykt i Information 20. september 2007

Greenspans oversete advarsel

USA’s økonomiske overvismand frygter, at voksende ulighed kan undergrave kapitalismen og demokratiet

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Engang kunne nogle få ord fra Alan Greenspan, gennem 18 år formand i USA’s centralbank, bevæge finansmarkeder overalt i verden. Han har nu udsendt en selvbiografi med omkring 200.000 ord, og i weekenden fik Greenspan sandelig bevæget en del redaktører. De gav ham store overskrifter. En typisk version lød: "Irak-krig handler om olie".

Som medoversætter af bogens danske udgave var jeg overrasket. Kunne det tænkes, at hans analyse af dette emne lå på et retteblad til manuskriptet, som ikke var nået frem?

Næh, røret var skabt af nogle ganske få ord, som ikke havde fæstnet sig i erindringen: "Jeg er bedrøvet over, at det er politisk ubelejligt at erkende, hvad alle ved: Irak-krigen handler stort set om olie".

Der er en nærliggende årsag til, at påstanden ikke er uddybet yderligere. Greenspan var ikke med i den ekstremt lille gruppe i Washington, som besluttede krigen, så hans indsigt i motiverne er stærkt begrænset. Han har da også nu oplyst, at han aldrig har hørt præsident Bush eller vicepræsident Cheney sige, at man med krigen ville beskytte verdens olieforsyninger.

Denne opfattelse af krigens nødvendighed er angiveligt Greenspans egen, idet han frygtede, at Saddam Hussein ville opnå kontrol med Hormuz Strædet, hvor 18-19 millioner tønder olie dagligt passerer. Det er nok den svageste argumentation for krigen, som hidtil er blevet præsenteret – erobring af både Iran og Saudi-Arabien var ikke netop, hvad Irak kunne magte i 2001.

Hyldest til kapitalismen

Der er imidlertid andet i bogen, som godt kan fortjene stor opmærksomhed, fordi Greenspan er en mand med betydelig erfaring og repræsenterer en økonomisk filosofi, der er blevet ret så udbredt.

Det gennemgående tema er, at laissez faire kapitalismen har givet verden en periode med lavt renteniveau, lav inflation og global velstand. Han hæver Adam Smith til den guddommelige visdoms niveau og giver et bud på, hvordan dennes "usynlige hånd" styrer økonomien globalt. Det er integrationen af markederne på tværs af landegrænser, ophævelse af regeringers regulering af markedskræfterne og teknologisk opfindsomhed, som har sikret voksende velstand. Nok kan kapitalismens "kreative destruktion" være smertefuld, men det er i sidste ende til fælles bedste.

Hvis den havde været mere velskrevet, kunne man godt have kaldt bogen en "ode" til globaliseringen; hensigten er der. Og den vil utvivlsomt blive brugt til dokumentation af lovsange, fordi han i nogle kredse er den helt store nulevende vismand. Af samme årsag vil den blive beskudt af kritikere; de står allerede i kø.

Læst med mere neutrale øjne er det mest bemærkelsesværdige, at Greenspan også er bekymret. Han peger på, at verden i en tidligere periode med globalisering, i årtierne op til Første Verdenskrig, oplevede en grænseløs optimisme, fordi menneskenes samfund tilsyneladende kunne gøres perfekt. Man troede på fremskridtet. "Første Verdenskrig var mere ødelæggende for civilisationen end den fysisk langt mere destruktive Anden Verdenskrig: førstnævnte konflikt ødelagde en idé", skriver han.

Spørgsmålet for Greenspan er i dag, hvorvidt terror, global opvarmning eller økonomisk populisme vil gøre imod vor tids globalisering, hvad Første Verdenskrig gjorde imod en tidligere tids? "Ingen kan svare med sikkerhed", konstaterer han selv, og det burde være foruroligende nok til et par overskrifter.

Uligheden er tilbage

USA’s økonomiske overvismand har især to bekymringer, når det gælder evnen til at bevare fremdriften i verdens seneste materielle udvikling. "For det første er der den voksende koncentration af indtægter, som udgør en trussel imod demokratiske samfunds stabilitet", skriver han. For det andet er der et "uundgåeligt langsommere tempo i selve globaliserings-processen", som kan "nedsætte væksten i verden og mindske den brede opbakning til kapitalisme, der opstod efter Sovjetunionens fald".

Denne bekymring beskæftiger han sig ikke med i et par henkastede sætninger. Den står centralt. Behandlingen af emnerne sker ud fra et optimistisk grundholdning, men den kan ikke skjule, at analysen indeholder mange usikre faktorer, som kan opfattes langt mere pessimistisk. Det er desuden for Greenspan givet, at den frie kapitalisme og demokrati er uadskillelige siamesiske tvillinger, men han anser det ikke for givet, at den kapitalistiske vej også fører til demokrati.

Når det gælder USA’s eller Europas fremtid frygter Greenspan, at ulighed kan give magten til populister, der vil ødelægge markedskræfternes frie og gavnlige spil.

Uligheden i USA er vokset dramatisk. Mellem 1979 og 2005 var væksten i middel-husstandens indkomst på kun 13 procent, mens de rigeste 0,1 procent oplevede en vækst på 296 procent. I dag er indkomstfordelingen så skæv, som den var i begyndelsen af det 20. århundrede, indtil Franklin Roosevelts New Deal politik udjævnede forskellene og skabte Middelklasse Amerika.

Krisen på det amerikanske boligmarked rammer middelklassedrømmen, hvor eget hus er mere end et symbol på velstand. Takket være et boom i priserne i de seneste år har mange kompenseret for uligheden ved at "spise mursten" – altså udnytte den højere friværdi. Nu tvinger faldet i boligpriser mange på tvangsauktion og udrydder muligheden for, at man kan kompensere for uligheden. Politisk set er Centralbankens nedsættelse af rente i tirsdags en manøvre, som skal hindre, at "middelklassens" utilfredshed eksploderer. Men det er langt fra sikkert, at det vil være nok.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.