Trykt i Information 3. oktober 2007  

Mål bør tilpasses midler i Afghanistan

Britiske eksperter siger, at NATO bør opgive Helmand-provinsen

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Vi bør væk fra at tale om, hvad vi bør gøre i Afghanistan, og i stedet tale om, hvad vi kan gøre.

Dette hjertesuk fra Afghanistan-eksperten Rory Stewart under en høring i det britiske parlament opsummerer præcist NATO’s dilemma – og problemet med sikkerhedspolitiske overvejelser i den forbindelse.

Reaktionerne efter danske soldaters død i Helmand-provinsen illustrerer, at hans klage også er relevant i dansk sammenhæng. De kan kort opsummeres med, at missionen, som Danmark har påtaget sig, er så god, at den bør fortsætte trods tab. Men, lyder det videre, der er brug for flere ressourcer – eksempelvis tunge kampvogne eller flere soldater, som meget passende kan komme fra den nordlige del af landet, hvor mange tusinde tyskere holder en slags ferie. Og så er der naturligvis modstandere af krigen, som i tabene ser endnu et argument for, at Danmark skal forlade Afghanistan.

Danskernes debat er sammenlignet med andre NATO-landes specielt luftig. Årsagerne er mange. Den vigtigste er, at hverken regeringen eller Folketinget har leveret grundig viden, som gør reel debat mulig.

Sidstnævnte mangel udstilles indirekte af en stor rapport, som forsvarsudvalget i det britiske parlament har udsendt. Den indeholder høringer med civile embedsmænd, officerer og uafhængige eksperter samt en række skriftlige indlæg. Udvalget har desuden med tværpolitisk enighed leveret en vurdering og anbefalinger.

Det bærende motiv bag rapporten er, at realistisk politik skal have balance mellem mål og midler. I tilfældet Afghanistan er ubalancen ekstrem. Afslørende er det således, at alle uafhængige vidner i yderst skarpe vendinger kritiserede NATO’s indsats. Disse vidner, seks i alt, har vidt forskellig institutionel baggrund, men deres områdekendskab bygger på mange års erfaring. Kontrasten til de officielle vidner er slående. De forsvarer naturligvis alliancens erklærede mål, men de må også indrømme, at midlerne ikke helt rækker. Denne kløft dækker de med håb og vag omtale af lovende fremgang. De uafhængige vidner varsler derimod undergang for engagementet.

Modstridende missioner

Rory Stewart er det mest interessante vidne. Han er herhjemme bogaktuel med værket ”Stederne imellem”, som skildrer en vandretur i 2002 gennem Afghanistan. Siden har han været britisk guvernør for irakiske provinser og har nu i et par år boet i Kabul.

For ham er et centralt problem, at NATO har påtaget sig en række opgaver, som stiller meget forskellige krav til indsatsen og desuden er indbyrdes modstridende. Den kritik delte alle de uafhængige vidner. Indsatsen har ganske enkelt ikke et klart fokus.

NATO vil eksempelvis vinde ”hjerter og hjerner” med de klassiske metoder fra bekæmpelse af oprør. Men det er også en central målsætning, at Kabul-regeringens myndighed skal udbredes til hele landet. Traditionelt har det afghanske kludetæppe af etniske grupper, stammer og klaner altid bekæmpet en stærk centralmagt, så denne målsætning puster til oprør lokalt.

Krigen begrundes også med, at terrorister skal bekæmpes i Afghanistan, så de ikke angriber København og New York. Men det er ikke særligt indlysende, at Taleban-soldater, som dræbes i Helmand, ellers ville have angrebet mål i Vesteuropa. Når NATO dræber fjender, er der stor sandsynlighed for, at man får endnu flere fjender, fordi man har dræbt lokale mænd og drenge. Et vidne, som har boet i Helmand i mere end to år, oplyste, at 26 procent af mændene åbent støtter Taleban.

Mellem NATO’s andre mål er, at produktionen af opium skal stoppes, men indsatsen gør bønderne fjendtlige. Man vil fremme ”udvikling” – men nogle udviklingsprojekter (uddannelse af piger f.eks.) kan være i strid med lokale skikke, true gamle magtrelationer. Osv.

Helmand er en farlig fejl

Sammen med flere andre vidner anså Rory Stewart det for en skelsættende fejl, at NATO er rykket ind i Helmand. Engagementet i dette område og den tilstødende Kandahar-provins undergraver NATO’s interesser og tilstedeværelse i hele Afghanistan. Man bør, lød hans råd, stort set overlade Pashtun-befolkningen i den sydlige del af landet til sig selv. Den militære indsats bør begrænses til jagt efter terrorister, foretaget af specialstyrker. Indsatsen for stabilisering og genopbygning bør fokusere på den nordlige del af landet, så man kan bevare en pro-vestlig regering i Kabul.

Det vil naturligvis være et prestigetab, hvis NATO opgiver Helmand, men alternativet kan være et endnu større tab, hvis man må opgive hele Afghanistan – og det kan blive krigens udfald, lød det fra flere vidner. Den delvise tilbagetrækning vil bringe bedre balance mellem mål og midler. Det er hverken realistisk eller klogt, hvis man med flere soldater vil udbedre balancen. Hvis sikkerhed og udvikling var målsætningen, skulle styrken, ifølge både praksis og teorier fra lignende konflikter, mangedobles. I Kosovo havde NATO 1 soldat per 50 indbyggere; i Afghanistan har man cirka 1 soldat per 800 indbyggere. Men hvis styrken bliver forstærket betydeligt, vil det, ifølge de britiske vidner, forstærke afghanernes uvilje mod fremmede magters indblanding.

Rapporten fra det britiske parlaments forsvarsudvalg kan læses på http://www.publications.parliament.uk/pa/cm200607/cmselect/cmdfence/408/408.pdf

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.