Trykt
i Information 6. november 2007
Forsvaret
er valgkampens blinde punkt
Danmarks
væbnede styrker er på sammenbruddets rand, mener kritikere, men
politikerne, pressen og vælgerne virker ligeglade
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Tilbagetrækningen af danske soldater fra Irak skulle
afværge, at Forsvaret brød sammen, fordi man med alt for mange udsendte
var presset til det yderste.
Denne militære begrundelse for tilbagetrækningen kan
høres fra mange officerer. De foretrækker anonymitet, men den kan også
skimtes i offentlige indlæg fra pensionerede officerer og akademikere med
militær indsigt. Den aflyste udsendelse af soldater til Sudan bekræfter,
at Forsvaret har alvorlige problemer.
Alligevel indgår Forsvarets dybe krise ikke i valgkampen
– ja, selv når politikerne og pressen ikke fokuserer på legen med
bogstaver, er en konkret forsvarsdebat stort set fraværende.
Der er end ikke en grundig og realistisk dialog mellem de
politisk og militært topansvarlige, hævder den pensionerede brigadegeneral
Michael Clemmesen. Det er årsagen til, at Danmark har "fået ansvar
for forløb, som vi ikke har søgt forståelse af eller indflydelse
på", siger han. Dermed opstår risiko for, at "soldaterne på
grund af vore og deres lederes forsømmelighed uforvarende bliver medskyldig
kanonføde".
I en ny bog er den fremtrædende professor Bertel Heurlin
ude med en lignende kritik, om end det hans vane tro sker meget høfligt og
diskret. I sit værk, Nationen eller Verden?, påpeger han, at dansk
forsvar i øjeblikket "gennemgår den største ændring siden 2.
verdenskrig". Det kunne teoretisk set give anledning til store
debatter, men der klæber stadig "en vis sakrosant dimension til dansk
forsvar", skriver Heurlin og forklarer det med, at stemmer
tilsyneladende ikke kan hentes på dette felt. Hvis man vil gå dybere med
årsagerne til tavsheden, er der mange delforklaringer.
Ligeglade
Den traditionelle arbejdsdeling, hvor Forsvaret interesser
blev varetaget til højre i det politiske spektrum, er brudt, fordi
regeringspartierne ikke vil kritisere en udvikling, som de selv har et
hovedansvar for. Venstrefløjen føler ikke trang til
"forsvarsvenlige" udspil. Et resultat er, at landets største og
farligste arbejdsplads ikke repræsenteres i politikernes spil.
Hvis man ser på pressens rolle, er det mest
bemærkelsesværdige, at næsten ingen journalister i dag kan kaldes
"forsvarsmedarbejdere" – generelt er det kun en
bibeskæftigelse. Når de virkelige tilstande i Forsvaret dukker op i
spalterne, sker det kun glimtvis – uden opfølgning. Desuden har Forsvaret
opbygget en effektiv pressetjeneste, der, som brigadegeneral Clemmesen
påpeger, "skal skjule alle problemerne og indadtil ’informere’
problemerne væk med positiv tale og artikler". Han hævder, at
"salget" af Forsvaret i sit modsætningsforhold til virkeligheden
hurtigt nærmer sig den fra Irak-krigen berømte "Komiske Ali’s"
niveau.
Fraværet af debat kan også forklares med, at nok er
Danmark i krig, men befolkningen lider af den grund ikke afsavn eller
udsættes for fare. Flertal er imod krigene, men det er ikke ensbetydende
med, at kritikken føles så stærkt, at den skal bestemme, hvor krydset
sættes. Muligt er det også, at utilfredshed bliver imødegået af en
kraft, som den amerikanske journalist Chris Hedges har beskrevet i en bog:
Krige giver livet mening, fordi en længsel opfyldes. Dagligdagen er en
trædemølle fyldt med ligegyldige oplevelser, men krige giver samfundet et
heroisk og spændende indslag.
Soldaternes pårørende har en noget andet opfattelse.
Undre kan det vel ikke, at de med bekymring følger deres kæres
indsættelse i "skarpe" missioner. Men de peger også på en pris,
som hele samfundet vil blive påført, fordi krigene ændrer de udsendte.
Med særligt stor alvor ser de på en udvikling, hvor stadigt flere
"værnepligtige" efter en ekstra grunduddannelse sendes af sted
til bomber, snigskytter og blodige slag. De ældste blev omstillet til krig
mere nænsomt gennem tjeneste i Bosnien, Makedonien og Kosovo. Fordi
regeringen har fravalgt de "bløde" missioner, sendes
eventyrlystne og ofte idealistiske 19-20 årige nu direkte ud i et chok, som
har varige følger. Fra officerer kan høres lignende advarsler; de er
utrygge på grund af "missionsbumser" og "Rambo’er".
Misformet dinosaur
I de velinformerede akademikeres og officerers debat er
det et gennemgående træk, at Danmarks aktuelle forsvarspolitiske kurs er
uholdbar.
Professor Heurlin skriver, at hvis det internationale
engagement fortsat vil bestå af langvarig deltagelse i hårde
kamphandlinger "kan man forestille sig, at nedslidning af personel og
materiel bliver så markant, at målet om den konstante udsendelse af 2000
soldater må revideres".
Unge forskere har en bog undervejs, som tilsyneladende vil
gribe mere bidsk fat. Ph.d.-stipendiat Jeppe Trautner beskriver Forsvarets
situation med ordene: "under sammenbrud". Forsvaret kalder han en
"misformet dinosaur" med bl.a. et alt for stort og udueligt hoved
("officerskorpsets fokus er alle andre steder end på konkrete
militære erfaringer"), samt en krop, som er "lille og udsultet
så ribbenene stikker frem".
Brigadegeneral Michael Clemmesen har en blog, hvor han i
april bragte fem artikler. Der er i disse tekster ammunition nok til en stor
presse- og politikerkrig mod de ansvarlige bag Forsvarets krise, men
opgøret er udeblevet. Han hævder, at de væbnede styrker "sidder dybt
og fast placeret i den danske offentlige forvaltningskulturs kviksand",
og at hæren er "nødlidende", fordi "den rent faktisk er i
krig og i smertelig grad mangler de meget væsentlige ekstra resurser til
uddannelse, personelreformer, reorganisering og materiel". Han
friholder, mildt sagt, ikke officerskorpset for kritik. Det har "mistet
evnen til selvstændig professionel tanke og udvikling" og er
overbevist om, at professionelle erfaringer er "irrelevante". Man
kan, skriver han, håbe på, at en katastrofe "ikke vælter
læsset", men "det er grundlæggende uansvarligt og uprofessionelt
at bygge på heldet".
Det er mit indtryk fra mange samtaler med menige,
befalingsmænd og officerer, at nok formulerer Clemmesen sig usædvanligt
skarpt, men mange er grundlæggende enige med ham. De siger det bare ikke
offentligt. Forsvarets nuværende ledelse får lidt af skylden, fordi den
skjuler og bortforklarer faktiske forhold, men deres skyts rettes især mod
politikerne, der tilsyneladende ikke vil og kan interessere sig for det
redskab, som de har sendt i krig efter overfladisk debat.
På den baggrund er det næsten omsonst, hvis man gør
opmærksom på, at det kommende Folketing skal vedtage et nyt
forsvarsforlig, der kan indebære meget svære valg bl.a. i prioriteringen
af de enkelte værn – og at der desuden er en sikkerhedspolitisk
dimension, hvor NATO’s opløsning af officerer nu anses for en
nærliggende mulighed.
Brigadegeneral Clemmesens blog kan findes på
www.blog.clemmesen.org. Bertel Heurlins bog "Nationen eller
Verden?" er udgivet på Jurist- og Økonomforbundets forlag.
Arbejdstitlen på bogen, som Jeppe Trautner har bidraget til, er
"Forsvaret efter Den Kolde krig", redaktion ved Robert Pedersen