Trykt
i Information 12. november 2007
Danmark
kan være for lille til storpolitik
Valgkampen
blev ikke en regnskabets time for sikkerhedspolitikken, fordi vi mangler de
nødvendige institutioner
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Sikkerhedspolitisk har valgkampen været interessant,
fordi den udstiller, at Danmark ikke er beredt til det store ansvar, som
følger med deltagelse i "skarpe missioner".
Det er en erkendelse, som kan skimtes, når oppositionen
kræver undersøgelse af f.eks. Irak-krigen. Kravet fremhæver indirekte, at
politikerne mener, at de ikke er blevet tilstrækkeligt informerede. Når
man så sent i et forløb kræver indsigt, afslører det, at man undervejs
har været plaget af uvidenhed og afmagt.
Store lande har for længst sørget for, at den udøvende
magt kan få kvalificeret modspil i vigtige sikkerhedspolitiske anliggender.
I eksempelvis både USA og Storbritannien må de folkevalgte krydsforhøre
ministre og embedsmænd under høringer – og nogle høringer er
offentlige. Ordrette referater udgør en kollektiv hukommelse, så man
senere kan hænge den udøvende magt op på et ansvar. Danmark har ikke en
lignende ordning.
Konkrete forslag
Det er også en erkendelse, som kan skimtes bag nogle af
valgkampens konkrete forslag. Det radikale Venstre og Socialdemokratiet har
lovet, at de med regeringsmagt kun vil gå i krig, hvis der er
to-tredjedeles flertal bag. Det er et krav, som indirekte fremhæver en tro
på, at et lille land får styrke og gennemslagskraft via sammenhold.
Måske vil kravet også medføre en mere grundig
forberedelse af dansk deltagelse i krige. Men det er langt fra sikkert,
påpeger Mikkel Vedby Rasmussen, der er chef på Dansk Institut for
Militære Studier ved Forsvarsakademiet. Han tvivler på, at kravet i
praksis ikke vil få store følger, hvis S og R danner regering, thi så kan
man være sikker på, at Venstre og Konservative "vil stemme for enhver
tænkelig krig, som Margrethe Vestager eller Helle Thorning Schmidt vil
beslutte sig for at deltage i".
Hvis vi ønsker en kvalitativt anden sikkerhedspolitisk
beslutningsproces, så vil det, mener Mikkel Vedby Rasmussen, "være
mere meningsfyldt", hvis S og R lover, at deres regering vil
"opstille klare mål for militære missioner og forpligte sig til at
måle på opfyldelsen af disse mål på en måde, som sikrer, at
oppositionen og den interesserede offentlighed får indblik i, hvordan
krigen bliver ført". Thi, som Mikkel Vedby Rasmussen fortsætter,
"både Irak og Afghanistan har vist, at det er langt sværere at
vurdere, om man fører krigen rigtigt, end om man bør deltage i den".
Henrik Breitenbach fra samme institut har i god
overensstemmelse med sin chefs tanker via Berlingske Tidende foreslået, at
Danmark får en national sikkerhedsstrategi, og at statsministeren efter
norsk og svensk forbillede får en sikkerhedsrådgiver – en
"juniorminister", som kan gå i dybden og se de lange linjer i
sikkerhedspolitikkens beslutninger. "Vi har", siger han,
"ikke været gode nok til at føre den politiske debat om, hvilke
muligheder og risici der er".
Regnskabet time
I lovsange til demokratiet fremhæves ofte, at
folketingsvalg er en slags regnskabets time, hvor vælgerne endelig kan
straffe eller belønne, hvad deres repræsentanter på tinge har begået.
Når det, som valgkampen viser, alligevel ikke er muligt i forbindelse med
sikkerhedspolitikken, er en af årsagerne, at politikerne nemt kan smutte
fra ansvaret.
Hvis man, som Instituttet for Militære Studier foreslår,
har en slags facitliste, vil det blive nemmere. Uden en sådan overlades for
meget til politikerne, som reelt ikke er interesserede i, at regnskabets
time bliver grundig. Udspillet fra S og R ignorerer eksempelvis, at det
først gik rigtigt galt i Irak i den fase af krigen, hvor begge partier var
med, og den brede tværpolitiske enighed bag indsatsen i Afghanistan har
heller ikke sikret bedre resultater. Det fælles ansvar er massivt; derfor
udebliver indbyrdes opgør. Og mulighederne for, at befolkningen eller
pressen, "den 4. magt", kan udøve kontrol er små, fordi krigenes
forløb er ringe belyst fra politisk hold.
Det store problem er måske, at Danmark er et alt for
lille land, som hverken kan overskue eller forstå, hvad det roder sig ud i.
Demokratiet er en effektiv styreform, fordi det gennem
modspil og debat sørger for grundig forberedelse af beslutninger og gennem
efterkritik indhøster erfaringer. Men der er tendens til, at afvigende
synspunkter opstår hos de få, og i et lille land kan afvigerne ofte ikke
opnå den "kritiske masse", som giver gennemslagskraft. Kritikere
forbliver få og isolerede, mens de i større lande kan finde
meningsfæller.
Problemet vokser, når man ikke institutionelt har sørget
for, at denne demokratiske proces får gode kår. I Danmark står
Folketinget, pressen og forskere svagt i en konfrontation med den udøvende
magt. Politikerne har ikke uafhængig ekspert-bistand. Forskerne skræmmes
nemt, fordi den udøvende magt holder deres pengepung. Pressen har så
åbenbart ikke de nødvendige ressourcer til et effektivt modspil.
Det nye er, at dette nu bekymrer andet end nogle få
kritikere til venstre i det politiske spektrum. Instituttet på
Forsvarsakademiet er formentlig gået ind i valgkampen, fordi man kan se, at
Danmark ikke kan være en effektiv storpolitisk aktør, som deltager i
skarpe missioner, hvis beslutningsgrundlaget er svagt. Lignende bekymring
trives i store dele af Forsvaret. Her ligger en udfordring, som ikke bliver
mindre – uanset valgets udfald.