Trykt
i Information 23. november 2007
NATO
fortsat på taberkurs i Afghanistan
Trods
alliancens militære sejre vokser Talibans indflydelse, hævder flere
rapporter
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Næsten 6.000 afghanere er blevet dræbt i år, og –
formentlig – er størstedelen fra Taliban. Det er en rekord. Men alligevel
er NATO på taberkurs og Talibans tilstedeværelse er voksende, fremgår det
af en ny rapport fra Senlis Council, som nøje følger udviklingen i landet.
Det tilsyneladende paradoks udstiller reelt behovet for en
vidtgående ændring i NATO’s strategi. Budskabet i rapporten er, at de
vestlige styrker bør ændre fokus fra kamp mod fjenden til en indsats, som
forbedrer afghanernes livsvilkår.
Men er det ikke lige netop, hvad NATO selv siger? Jo, og
det har man sagt lige siden alliancen i 2006 rykkede ind i landets sydlige
dele. I praksis har man imidlertid gennemført en på det nærmeste
konventionel krig, som skal knuse Taliban med militær magt. Forskellen
mellem erklærede hensigter og den faktiske adfærd er blevet så grotesk,
at selv amerikanske officerer nu i militære fagblade klager over NATO’s
håndtering af konflikten – lettere ironisk, fordi amerikanerne ofte er
blevet beskyldt for at lægge for stor vægt på de rent militære aspekter.
Til alliancens forsvar kan anføres, at genopbygning og
humanitær bistand er svær, hvis der ikke først er skabt sikkerhed. Men i
kamp mod oprørere er det afgørende, at befolkningen mærker fremgang på
trods af usikkerhed, og den opgave har NATO ikke fået løst.
Udvidet kontrol
Ifølge rapporten fra Senlis Council er der nu "en
permanent Taliban tilstedeværelse" i 54 procent af Afghanistan. Dette
område dækker den sydlige del af landet. Men desuden har Taliban en
"betydelig" tilstedeværelse i andre 38 procent af landet. 8
procent har kun ringe tilstedeværelse.
Nogle medier har fået den opfattelse, at Taliban
"kontrollerer" 54 procent af landet. Der er imidlertid væsentlig
forskel på "kontrol" og "tilstedeværelse" –
sidstnævnte er mulig, selv om både NATO og den afghanske regering har
styrker i området. Men rapporten slår fast, at Taliban rent faktisk
kontrollerer "enorme" landområder, distriktscentre og vigtige
veje. I væsentlige dele af landets sydlige dele er Taliban "de
facto" regeringsmagten med kontrol over den lokale økonomi og
infrastrukturen. Dertil kommer en "betydelig" psykologisk kontrol,
og Taliban opnår større og større politisk legitimitet.
Hvordan ved Senlis Council så det? Organisationen er
formentlig den eneste NGO’er, som har en landsomfattende repræsentation.
Desuden har den med en stribe rapporter i de seneste år opnået en del
troværdighed i nyhedsmedierne. Nogle af organisationens vurderinger svarer
til, hvad nødhjælpsorganisationen Oxfam skriver i en rapport, som også
lige er udkommet.
For et par uger siden udgav den amerikanske forsker
Anthony Cordesman fra Center for Strategic and International Studies i
Washington en rapport, som ikke er ret meget mere optimistisk i sin
vurdering. Han gengiver en opinionsundersøgelse fra oktober, som ikke tyder
på, at Taliban er en populær bevægelse, og ifølge tallene har langt de
fleste afghanere også en positiv holdning til de udenlandske styrker. Men
ellers er han på linje med Senlis Council i kritikken af NATO og USA. Og
Cordesman har høj troværdighed, også i vestlige militære kredse.
Cordesman konstaterer, at Taliban
"tilsyneladende" stadig trods NATO’s militære sejre udvider sin
kontrol med den politiske samt økonomiske udvikling og selve
landbefolkningen. Han antyder også, at det ikke går helt så godt, som
NATO hævder, og at der er et fravær af "meningsfulde" officielle
rapporter om, hvad der sker. Ja, i en opsummering af en sejrs
forudsætninger skriver han direkte: "Lyv ikke for os selv, parlamenter
og befolkninger".
Kabul truet
Rapporten fra Senlis Council, som er på over hundrede
sider, indeholder mange væsentlige iagttagelser og anbefalinger:
Der er "alvorlig fare" for, at Taliban igen
tager magten. Bistanden til civile har været underfinansieret og har ikke
ændret befolkningens kår. Økonomisk utilfredshed er drivkraften bag en
"græsrodsbevægelse", som er allieret med en hård kerne af
militante islamister. Kampmetoder, som har vist sig effektive i Irak,
importeres, bl.a. via stadigt flere udenlandske guerillasoldater. Rapporten
påpeger, at NATO’s militære offensiver ikke følges op, fordi man ikke
kan bevare kontrollen med erobrede områder. Og endelig hævder man, at det
ikke er et spørgsmål "om" Taliban igen kan operere i hovedstaden
Kabul; det er et spørgsmål om "hvornår" og "under hvilken
form".
Mellem anbefalingerne er, at NATO bør fordoble sin styrke
til 80.000 soldater, og at militæret bør tage ansvaret for, at nødhjælp
når frem og genopbygning sker. Det anbefalede styrketal bygger mindre på
en vurdering af behov end på, hvad man realistisk kan forlange af NATO.
Langt større antal er nødvendige, hvis man skal være i overensstemmelse
med, hvad eksperter anbefaler.
Endelig lægger både Senlis rapporten og Cordesman op
til, at det ikke længere er en "afghansk konflikt". Det er en
regional konflikt, fordi Taliban også står stærkt i Pakistans
pashtun-befolkning, men hverken NATO eller den pakistanske hær kan fjerne
dette bagland. Som bekendt har Pakistan for tiden en del problemer, som ikke
varsler, at det regionale aspekt vil blive mindre.
Rapporten fra Senlis Council, "Stumbling into Chaos:
Afghanistan on the brink" kan læses på www.senliscouncil.net.