Trykt
i Information 6. december 2007
Iran-rapport
lægger op til forhandling
USA
har flere gange afvist forhandlinger med Teheran, men
efterretningstjenesterne opfordrer til kursændring
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Intet mindre end tredje verdenskrig vil komme, hvis Iran
får atomvåben! Det var budskabet fra præsident Bush for få uger siden.
Iran-rapporten fra amerikanske efterretningstjenester udsætter i det
mindste verdenskrigen på ubestemt tid. Den gode nyhed kan imidlertid
overskygge, at indholdet i tjenesternes vurdering ikke er ensporet
optimistisk, og at en positiv udvikling vil stille store krav også til USA.
Det centrale spørgsmål, som skal stilles nu, er: Vil rapportens
anbefalinger bane vej for direkte forhandlinger mellem Washington og
Teheran?
Meget lidt af den angiveligt 150 sider store analyse fra
efterretningstjenesterne er kendt. Man har kun offentliggjort nogle få
sider med konklusioner, som stort set ikke er underbyggede, og mange
forbehold er indbygget. Som den fremtrædende amerikanske sikkerhedsekspert
Anthony Cordesman skriver i en analyse, efterlader den uklassificerede
opsummering læseren med "flere spørgsmål end svar". Det er
eksempelvis uklart, hvorfor tjenesterne er sikre på, at Iran før 2003
havde et atomvåbenprogram, og hvad det helt konkret bestod i.
Ligeledes er det for uklart, hvad Irans hensigter er. Vil
lederne i Teheran senere beslutte, at de vil fremstille atomvåben? Eller er
selve muligheden blot et kort, som de kan anvende i det storpolitiske spil -
f.eks. til afskrækkelse rettet imod Israel, USA og regionale magter?
USA's nej
Bush har fremhævet, at Iran fortsat bør udsættes for
pres. Rapportens opsummering er ikke i direkte strid med denne politik, men
det vil være forkert, hvis man ser direkte overensstemmelse mellem
præsidentens udtalelser og efterretningstjenesternes vurdering.
Lidt historie må inddrages: Bush hævder, at Iran
stoppede sit våbenprogram efter pres - og derfor vil han optrappe presset
med flere FN-sanktioner, og selv krigs-optionen er stadig på bordet. Men
hvad var situationen i 2003, da Iran angiveligt bøjede af? Hverken
FN-sanktioner eller krig var dengang "på bordet".
Det er tværtimod en kendsgerning, at Iran hjalp USA, da
et alternativt styre skulle oprettes i Afghanistan. Det er også en
kendsgerning, at Iran så med velvilje på invasionen af Irak og bistod USA,
så det var næppe heller USA's militære tilstedeværelse op til Irans
grænser, som var altafgørende for Teherans beslutning.
Det er en ofte overset kendsgerning, at Iran 4. maj 2003
via Schweiz sendte en fredsføler til USA. Meget centralt placerede vestlige
kilder har over for undertegnede bekræftet, at Iran ville forhandle sit
atomvåbenprogram, stoppe støtte til såkaldte terror-grupper, anerkende
Israel og støtte oprettelsen af en separat palæstinensisk stat. Til
gengæld ønskede iranerne ophævelse af USA's sanktioner, accept af landets
legitime sikkerhedsinteresser og anerkendelse af styret i Teheran.
Initiativet var hemmeligt, og USA besvarede det ikke. I
foråret 2006 sendte iranerne igen fredsfølere.
Til gengæld indledte Iran i oktober 2003 forhandlinger
med EU. Amerikanerne var imod i starten, men accepterede forhandlingerne -
delvist fordi de indså, at europæerne først måtte udforske de
'fredelige' optioner, hvis man skulle have dem med i en krig. Amerikanske
eksperter, blandt andet Zbigniew Brzezinski, har dog kaldt samtalerne for
"skinforhandlinger" - og det var en kritik af USA, som efter
kritikernes mening er det eneste land, der kan give Iran de nødvendige
modydelser, og derfor bør være med i forhandlingerne.
Pres på Bush
Det er i den forbindelse, at efterretningstjenesterne, i
øvrigt ganske usædvanligt, lægger pres på Bush. De offentliggjorte
afsnit gør op med centrale antagelser bag amerikanske høges afvisende
politik og anbefaler tilmed, at iranske sikkerhedsinteresser bør
imødekommes.
Opsummeringen fastslår, at Iran ikke vil anskaffe
atomvåben uanset de politiske, økonomiske og militære omkostninger. Iran
er, konstaterer man, mere påvirkelig end tidligere antaget. Tjenesterne
anbefaler derefter en stok-og gulerod-metode med internationalt opsyn, pres
og "muligheder for, at Iran kan opnå sikkerhed, prestige og regionale
målsætninger for indflydelse…". Denne metode kan, vurderer man,
medføre, at Teheran vil forlænge pausen i våbenprogrammet.
Under en konference i Berlin for et år siden appellerede
både Brzezinski og den tidligere tyske udenrigsminister Joscha Fischer
ihærdigt til iranernes egeninteresser. Budskabet til Iran, som blev
repræsenteret på højt plan, var, at landet kan blive Mellemøstens
stormagt på højde med Tyrkiet, hvis man blot opgiver våbenprojektet.
Budskabet fra dem begge til EU og USA var, at man bør vinde tid, så Irans
egne politiske processer kan føre det i en retning, der er mere forenelig
med vestlige interesser.
Brzezinski hævdede bagefter, at "ledere" i
USA's sikkerhedspolitiske apparat i hovedtræk var enige med ham. De ledte
blot efter en udvej, så man kunne kalde en ny amerikansk kurs for
"sejr".
Noget tyder på, at amerikanske efterretningstjenester -
formentlig med støtte fra den militære top - ikke længere vil vente på
sejr. Kursændring anser de nok for nødvendig, hvis amerikansk nederlag
skal forhindres.