Spioner og journalister har meget til fælles. Eksempelvis
skal vi i begge professioner helst være mestre udi forførelsens kunst. Så
når vi mødes, sædvanligvis nær slagmarker eller over en udsøgt frokost,
er det ofte et træf, som ligner to turtelduers kurmageri.
Underligt er det således ikke, hvis sympati for modparten
kan anes. En af veteranerne i dansk presse, udenrigsjournalisten Frank
Esmann, har nyligt kaldt folk fra CIA, som han har mødt, "nogle af de
mest klarsynede, modige og dybt sympatiske personligheder i denne
verden". Ud fra mine erfaringer giver jeg ham ret. Personligt og
professionelt er jeg i dyb taknemmelighedsgæld til især veteraner fra CIA,
som jeg fra midten af 70’erne og frem til i dag har haft nærkontakt med.
Helt uden dilemmaer er samværet naturligvis ikke.
Grundholdningen i begge professioner er, at vi for en god historie vil
sælge vores gamle mor, så den gensidige mistillid er sjældent fjern, når
vi udveksler informationer. Set med journalistens øjne er det største
problem vel, at vi dyrker kilder, som ofte er forbrydere – endog
krigsforbrydere. Selv fandt jeg mit første møde med William Colby,
tidligere direktør i CIA, ret svært. Jeg vidste, at han i Vietnam var
ansvarlig for Operation Phoenix – delvist et snigmordsprogram rettet imod
Den Nationale Befrielsesfronts infrastruktur. Men Colby var også et meget
rart menneske, venstreliberal politisk, og med stor viden, som han yderst
generøst øste af. Som mange andre i CIA-miljøet værdsatte han tilmed
uenighed, hvis den var velinformeret og kunne inspirere til frugtbar debat.
Spejlbilledet
Dilemmaet blusser op, når man læser en række af de
bøger, som i de seneste år med nyvunden arkivadgang, belyser CIA’s
historie. Mulighederne for konkret viden er mildt sagt eksploderet, siden
CIA-veteranen Viktor Marchetti og John Marks i 1974 fik udgivet den første
store afsløring, som blev kraftigt censureret inden udgivelsen. Udviklingen
fremgår også af, at den amerikanske ekspert John Prados har
"genudgivet" en bog fra 1986 om CIA’s hemmelige krige, men den
er vokset med 200 sider og mængden af bogstaver på hver side er vokset
markant. Det er ikke mange mistanker, som i dag er ubekræftede, og derfor
melder spørgsmålet sig med fornyet kraft: Hvorfor begik ofte dybt
sympatiske og intelligente personer så meget dumt og umoralsk?
Som John Prados påpeger, har CIA’s folk traditionelt
forsvaret sig med henvisning til den antagelse, at "en pagt med
djævlen er god, hvis den måske kan hjælpe med at redde himlen". Man
hævdede, at fordi hovedfjenden, KGB, anvendte onde metoder, måtte man gå
på kompromis med egne værdier, ja endog overgå kommunisterne i ondskab.
Prisen var imidlertid, at man, som senere efterkritik har
fremhævet, dermed i det mindste blev en slags spejlbillede af fjenden.
Mellem de værste eksempler er en række operationer, hvor CIA fra
slutningen af 40’erne og mange år frem gik i alliance med nazister mod
Sovjetunionen og europæiske kommunister. Denne alliance banede vej for
senere samarbejde med gangstere, diktatorer og terrorister.
Samarbejde med nazister
Siden 1999 har en arbejdsgruppe, som blev udnævnt af
præsident Clinton efter opfordring fra Kongressen, fået afklassificeret
mange dokumenter, som yderligere dokumenterer dette samarbejde – en
endelig rapport udkom i september. Gestapo-officeren Klaus Barbie, slagteren
fra Lyon, var en af dem, som nød godt af amerikanernes behov. Han blev
hyret af en deling i hærens efterretningstjeneste, hvis arbejde blev
videreført af CIA. I 1951 hjalp amerikanerne ham med en flugt til
Argentina, og han slog sig derefter ned i Bolivia, hvorfra han først i 1983
blev udvist til Frankrig og straffet dér.
Ud fra en moralsk synsvinkel kan samarbejdet vel
diskuteres en del, men den hårdeste kritik er, at det i mange henseender
var ineffektivt. Det var en belastning, når USA skulle hævde, at man selv
stod for demokratiske værdier. Mere konkret bidrog alliancen formentlig
til, at partisankrig mod den sovjetiske besættelse af Østeuropa blev en
blodig fiasko. Til langt op i 50’erne stod CIA bag hemmelige krige i bl.a.
de baltiske republikker, Albanien og Ukraine. Partnerne, især for Ukraines
vedkommende, var ofte pro-nazistiske krigsforbrydere. Fordi disse folk havde
et dårligt ry i deres hjemlande, blev mobilisering af et folkeligt oprør
ikke netop fremmet.
Mange af CIA’s ledende folk havde en baggrund i OSS, som
under Anden Verdenskrig bistod partisaner i de tysk- og japansk-besatte
områder. Det var disse folks grundlæggende erfaring, men den havde
begrænset værdi mod kommunisternes totalitære regimer. Faktisk
overvældede den CIA’s virksomhed, så man kun i meget begrænset omfang
udviklede en effektiv organisation, der kunne udspionere fjenden. Analyser
af Sovjetunionen byggede i årtier mere på politiske behov og gætteri end
på efterretninger fra velplacerede agenter. CIA specialiserede sig i kup og
hemmelige krige – sædvanligvis med katastrofale følger for både lokale
befolkninger og USA’s langsigtede interesser.
Amerikanismen
Undtagelsen er politiske aktioner, hvor CIA med agenter og
finanser blandede sig i demokratiske, europæiske landes udvikling.
Hovedværket på dette felt er fortsat den britiske
forsker Frances Stoner Saunders veldokumenterede gennemgang af tjenestens
indsats i den kulturelle krig. Med store beløb, bogforlag, magasiner,
udstillinger, koncerter og avisartikler sørgede man for, at europæiske
kommunister og deres frontorganisationer fik et modspil. Især
socialdemokrater og liberale nød godt af den indsats.
Resultatet var, mener Saunders, at den traditionelle
venstreintellektuelle kritik af statsmagten blev dæmpet ned; en ofte
uforbeholden hyldest til alt amerikansk trådte i stedet. Denne
"amerikanisme", som i vidt omfang ignorerede USA’s skyggesider,
blev først tvunget i defensiven, da amerikanere gjorde op med racisme og
Vietnam-krigen, men den har sat varige spor – og er en del i strid med USA’s
egne samfundskritiske traditioner.
KGB fraværende
Mange bøger, som fokuserer på CIA, har kun nødtørftig
omtale af KGB’s rolle. Det virker umiddelbart underligt, fordi CIA’s
aktiviteter ofte begrundes med, at man skulle forsvare den Frie Verden mod
Kreml-anførte kommunisters undergravende virksomheder. Der er klart behov
for, at historikere ser på CIA og KGB i sammenhæng. Med to bøger, som
bygger på materiale fra KGB’s arkiver, har den britiske forsker
Christopher Andrew sammen med KGB-afhopperen Vasili Mitrokhin givet en
bidrag, som kan anvendes. De påviser eksempelvis, at den chilenske leder
Salvador Allende havde nærkontakt med KGB og fik finansiel støtte, men de
får ikke afvejet den relative betydning af CIA’s og KGB’s indsats.
Noget af årsagen til dette "hul" i
historieskrivningen kan være, at CIA og KGB kun i ringe omfang var direkte
modspillere. Andrew og Mitrokhin har et fascinerende citat af KGB-lederen
Andropov, som i 1972 advarer imod, at man provokerer Nixon-regeringen, idet
han går ud fra, at Latinamerika ligger i USA’s indflydelsessfære.
"USA har tilladt, at vi handler i Polen og Tjekkoslovakiet", skrev
han angiveligt. "Vi må huske det. Vores politik i Latinamerika bør
være forsigtig".
Imperiets tjener
CIA har gennem tres år primært været en tjeneste, som i
ulande skulle skabe eller opretholde en orden, der gavnede USA’s imperiale
politiske og økonomiske interesser. Organisationen var altid et hemmeligt
redskab for USA’s præsidenter; næsten aldrig handlede man på egen
hånd. Man støttede oprørere med en værdig sag i f.eks. Tibet og
Kurdistan, men man svigtede dem også, når USA’s nationale interesser
skiftede. Nogle kup og krige var vellykkede, men på længere sigt var
følgerne katastrofale. Irans folkevalgte og nationalistiske leder Mossadegh
blev væltet i 1953, men med tiden medførte "sejren", at
ekstremistiske islamister vandt.
Ud fra bl.a. CIA’s egen historieskrivning og talrige
fortrolige analyser af tjenesten, begge dele afklassificeret i de seneste
par år, konkluderer New York Times journalisten Tim Weiner i sin ganske
fremragende bog, at CIA gennem 60 år "har været inkompetent, naiv og
en fare for Amerikas interesser". Det bedste, som kan siges om CIA, er,
at tjenestens egne folk ofte har været fremme med en lignende vurdering.
Tim Weiner: "Legacy of Ashes: The History of the
CIA". Doubleday, New York 2007. Pris 16,77 $.
John Prados: "Safe for Democracy – The Secret Wars
of the CIA". Ivan R. Dee, Chicago 2006. Pris 23,10 $.
Christopher Andrew og Vasili Mitrokhin: "The
Mitrokhin Archive II – The KGB and the World". Penguin, London 2005.
30,00 £.
Frances Stoner Saunders: "Who paid the Piper? – The
CIA and the Cultural Cold War". Granta Books, London 1999. 20.00 £.