Trykt
i Information 4. januar 2008
CIA
skal undersøges for lovbrud
Det
er dog ikke tortur, men sletning af videobånd, som dokumenterer tortur, der
er det muligt kriminelle
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Siden Watergate-affæren i midten af 1970’erne har det
været praksis, at når amerikanske embedsmænd begik ulovligheder, så var
det alvorligste ikke selve forbrydelsen – straffet blev især dem, som
forsøgte at hindre forbrydelsens opklaring.
Denne regel vil tilsyneladende igen blive bekræftet med
en efterforskning, som justitsministeriet har indledt, fordi video-bånd med
CIA’s tortur af formodede Al Qaeda ledere er blevet destrueret. I onsdags
bad justitsminister Mukasey en jurist fra forbundsregeringens
anklagemyndighed gennemføre en formel undersøgelse ud fra den antagelse,
at et lovbrud fandt sted, da båndene blev slettet.
Søgelyset rettes altså ikke imod dem, som gennemførte
og godkendte tortur af fanger. Det kan bestemt ikke udelukkes, at mulige
brud på amerikanske love og internationale konventioner i den forbindelse
vil blive konstateret undervejs, men det er ikke oplagt, at slige
afsløringer vil medføre anklager. Årsagen er, at bødler samt deres
overordnede kan hævde, at de handlede i god tro, fordi ledende jurister i
justitsministeriet og præsidentens juridiske rådgiver, endog præsident
Bush, havde godkendt behandlingen.
Frikendt på forhånd
I efteråret 2001 var disse jurister optaget af et
spørgsmål: Hvordan kan amerikanske ledere undgå straf for
krigsforbrydelser i kampen mod terrorister? De fandt en løsning, som på
forhånd kunne frikende præsidenten og hans underordnede.
I et dokument dateret 9. januar 2002 konkluderede
justitsministeriet, at Geneve-konventionerne med forbud mod tortur ikke
ville forpligte hverken det amerikanske militær eller præsidenten juridisk
i konflikten med Al Qaeda og Taleban. I et memorandum til præsident Bush
dateret 25. januar 2002 beskæftigede hans juridiske rådgiver, senere
justitsminister Alberto Gonzales, sig indgående med fordelene. Han
påpegede, at USA kunne opnå "fleksibilitet" i sine handlinger,
hvis konventionen blev tilsidesat. Man kunne, skrev Gonzales, "skabe et
rimeligt juridisk grundlag" for, at også amerikansk lov på feltet
blev irrelevant, "hvad der vil give et solidt forsvar imod enhver
fremtidig retsforfølgelse".
I de følgende år fortsatte diskussionen mellem
regeringens jurister. Det relevante kontor i justitsministeriet fik i
efteråret 2003 en ny chef, Jack Goldsmith. Trods kraftige protester fra
bl.a. vicepræsidentens nære medarbejder Dave Addington gennemførte
Goldsmith en nyvurdering, som undergravede det juridiske fundament for
tortur, men denne holdningsændring blev revideret, efter Goldsmith forlod
sit embede. Uklarheden består fortsat. Den seneste justitsminister, Mukasey,
sagde i forbindelse med sin udnævnelse sent sidste år, at han ikke er
sikker på, hvorvidt vandtortur er lovlig eller ulovlig.
Juristerne, som ville bevare muligheden for tortur, blev
især drevet af en hensyntagen til de CIA-folk, som i god tro begik tortur.
Det er tidligere sket, at ansatte i CIA er kommet ud i juridisk uføre,
fordi de har begået ting, som senere er blevet anset for lovbrud. Nogle i
tjenesten anså tortur for et problem, som kunne eksplodere, hvis
politikerne og opinionen ikke længere stiltiende ville godkende denne
praksis. Der var folk i CIA, som hemmeligt gik til journalister, så den
farlige adfærd kunne blive afsløret og stoppet tidligt. Der var andre, som
sent i 2002 fattede, at video-bånd med torturscener var et bevismateriale,
som kunne skade tjenestens ansatte og CIA generelt, så de fik optagelser
stoppet og arbejdede for, at de eksisterende bånd skulle slettes.
Men, som Jack Goldsmith nu citeres for: "Præcist,
hvad de frygtede, sker nu. Tiderne er skiftet, og de gensidige beskyldninger
er begyndt".
Syndebukke
Det vil dog stadig virke underligt, hvis CIA-folk anklages
af justitsministeriet for tortur, som ministeriet selv har godkendt. Så det
mulige "lovbrud" er, at video-båndene efter tre års debat i
Bush-regeringen blev slettet i november 2005 efter ordre fra den daværende
chef for CIA’s hemmelige operationer, Jose Rodriguez. Man må ikke
ødelægge bevismateriale, og båndene kan være relevante i en hel stribe
retssager. Desuden har formændene i kommissionen, som undersøgte
terror-angrebet den 11. september 2001, kaldt det "obstruktion",
at de trods flere anmodninger ikke fik båndene udleveret – i dette
tilfælde kan foragt for Kongressen være en mulig anklage.
Det er et stort apparat, som sættes i gang. Kongressen
indleder den 16. januar høringer, hvortil bl.a. Jose Rodriguez er indkaldt.
Agenter i forbundspolitiet FBI vil opsøge tidligere og nuværende ansatte i
CIA. Mange må, for egne sparepenge, hyre advokater. Desuden vil pressen gå
på jagt. Luften vil blive tyk af gensidige beskyldninger: Var Kongressen
informeret, og hvornår skete det? Hvem advarede imod at slette båndene i
løbet af de tre års debat og hvem var for? Vil CIA passivt affinde sig med
at blive syndebuk?
Der vil utvivlsomt være kilder og kritikere, som
påpeger, at adskillige fanger er døde i CIA’s og det amerikanske
militærs varetægt, og at stort set ingen ansvarlige er blevet
retsforfulgt. Der vil også være folk, som peger på, at miserens start er
de juridiske overvejelser fra januar 2002 og præsidentens åbenbare
medansvar. Men det vil være overraskende, hvis andet end nogle
CIA-officerers rettidige omhu i selvforsvar og diverse løgne i den
forbindelse bliver taget op ved domstolene.