Trykt
i Information 9. februar 2008
En
bøddel og hans håndlangere
Den
danske regering vendte det blinde øje til, men nu har USA indrømmet tortur
Af JØRGEN DRAGSDAHL
CIA’s direktør Michael Hayden fortalte i tirsdags
Senatets efterretningsudvalg, at simuleret drukning, waterboarding, i
2002 og 2003 blev anvendt under forhør af tre Al Qaeda-fanger – Khalid
Sheik Mohammed, Abu Zubaida og Abn a-Rahim al-Nashiri. Som avisen Washington
Post fredag konstaterede på lederplads er der med denne indrømmelse ikke
længere tvivl om, at præsident Bush har godkendt tortur.
Teknikken i forbindelse med simuleret drukning er, at en
fange bindes, klæde lægges over hovedet, fangen lægges med hovedet nedad,
hvorefter der hældes vand over næse og mund. Fangen får dermed en klar
fornemmelse af, at druknedøden er nær. Dødsangsten gør så fangen
samarbejdsvillig.
Gennem århundreder har civiliserede lande anset simuleret
drukning for tortur. Japanske soldater, som anvendte metoden mod fangne
amerikanske soldater, blev af USA anset for krigsforbrydere. Under
Vietnam-krigen vakte billeder, som dokumenterede denne tortur af
vietnamesere, skandale. Og for ganske nyligt sagde den øverste direktør
for amerikanske efterretningsvæsener, Mike McConnell, til magasinet The New
Yorker, at hvis han blev udsat for simuleret drukning, ville det være
tortur. "Hvis jeg fik vand hældt ned i min næse, åh Gud, jeg kan
ikke forestille mig, hvor smertefuldt, det ville være! Uanset om det er
tortur ud fra andres definition, så ville det for mig være tortur".
McConnell har ikke dementeret dette citat. Han lod blot en
talsmand forklare, at "USA begår ikke tortur. Vi anvender kun
forstærket forhørsteknik". Talsmanden i Det Hvide Hus har efter
Haydens afsløring forklaret, at simuleret drukning anses for en lovlig
teknik, og at præsident Bush måske også i fremtiden vil give bemyndigelse
til anvendelse.
En talsmand for menneskeretsorganisationen Human Rights
Watch erklærede, at Haydens indrømmelse udgør en milepæl i debatten,
idet "næsten enhver juridisk myndighed i USA anser simuleret drukning
for tortur og en forbrydelse".
Moralsk skred
Ved denne milepæl kan man så se tilbage – ikke mindst
på den danske regerings ageren i denne sag. Det er muligt med et besøg på
Folketingets hjemmeside. Under "søg" skal man bare taste
"tortur", og derefter gennemgå Folketingets samlinger siden
2002/2003. Hvis man tror på, at regeringen har værdier, som den vil kæmpe
for, er det ikke en rar oplevelse.
Den 30. april 2003 forsøgte Enhedslistens Line Barfod sig
eksempelvis med et spørgsmål til udenrigsministeren. Hun ville gerne vide,
hvordan man kan sikre sig, at fangerne på Guantanamo ikke udsættes for
tortur. Per Stig Møller satte sin lid til Røde Kors og henviste desuden
til, at New York Times i en artikel havde afvist, at tortur sker på
Guantanamo. Ministeren erklærede, at "jeg er temmelig sikker på, at
USA naturligvis heller ikke udøver tortur". Og lidt senere. "Jeg
er imod tortur, USA er imod tortur, og hvis vi hører, at der bliver anvendt
tortur, vil vi også reagere på det".
Det er undskyldeligt, at ministeren på det tidspunkt var
uvidende. Skrigene fra den samtidige tortur kunne ikke høres i København.
Men et år efter fjernede generalsekretæren for Dansk Røde Kors
regeringens alibi, da han i et anklageskrift mod regeringen fastslog, at man
med tilsidesættelse af Geneve-konventionerne har "sat scenen for
krigsforbrydelser". Han pegede endvidere på "et moralsk skred i
de civiliserede og demokratiske staters vilje til at efterleve og respektere
de grundlæggende humanitære regler".
Aggressivt svar
I de følgende måneder strømmede afsløringerne i en
lind strøm. Anonyme CIA-officerer gav detaljeret beskrivelse af, hvordan
tortur var og blev udøvet. Men den 9. november 2005 havde statsminister
Anders Fogh Rasmussen stadig intet hørt. Som svar på spørgsmål fra
Enhedslistens Rune Lund og Frank Aaen kaldte han alle forlydender for
"løse avisrygter", og dem kan en "ansvarlig regering"
ikke lægge til grund. Vi har, sagde han, "ikke nogen som helst grund
til at formode, at der skulle være uenighed mellem den danske regering og
den amerikanske i afstandtagen fra enhver form for tortur".
Det mest bemærkelsesværdige ved statsministerens indlæg
var den aggressivitet, som han udviste imod spørgerne. Han fandt, at
"Enhedslisten er meget mindre optaget af terroristers virksomhed og af
den tortur, der i sin tid fandt sted i Saddams fængsler, end Enhedslisten
er optaget af at kritisere USA. Men det er der altså ikke noget nyt i,
sådan har det altid været, sådan har det været historisk set, og sådan
var det under den kolde krig. Man var altid imod USA og allieret med den
anden side. Sådan har det altid været; det er ikke noget nyt under
solen".
Det er klart, at en regering skal have vægtige grunde til
kritik af en nær allieret. Men forløbet kunne rejse et par spørgsmål.
Hvad har regeringen eksempelvis modtaget af indberetninger fra sine
ambassader i denne sag? Har den taget nogen initiativer til undersøgelse af
"løse avisrygter"?
Der er mange gode grunde til disse spørgsmål. En af dem
er, at Danmark spillede en ledende rolle, da en tillægsprotokol til FN’s
torturkonvention blev vedtaget i december 2002. Den skulle sikre inspektion
af steder, hvor mennesker holdes indespærret, så tortur kunne forebygges.
USA var imod vedtagelsen. Fordi protokollen ikke er trådt i kraft, hviler
ansvaret for konventionens overholdelse tungt på alle landes egne skuldre.
Man skal og bør overvåge hinanden.