Trykt i Information 22. marts 2008

 

USA gennemfører revolution i sin hær

 

Det danske forsvar er klemt af udvikling, som har overhalet politikerne

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Kan vores soldater virkelig ikke beskyttes bedre? Det har været spørgsmålet, som er blevet rejst efter de seneste danske tab i Afghanistan.

Det professionelle svar er: Måske – men det vil næppe være ønskeligt, hvis vi vil vinde krigen.

I nogle reaktioner kan også spores forargelse, fordi den onde fjende slog til imod soldater, som helt beskæftigede sig med bistand til den civile befolkning – oprettelse af skoler, fremme af økonomisk udvikling.

Men igen er det professionelle svar: Netop denne slagmark – den "civile" indsats for befolkningens hjerter og hjerner – er, hvor den afgørende kamp står, og derfor bør det ikke forarge eller undre, at fjenden slår til på dette felt.

Disse professionelle svar kan læses i nye håndbøger for den amerikanske hær. De formulerer den lære, som kan drages af krigene i Afghanistan og Irak. For to år siden fik hæren en ny håndbog i bekæmpelse af oprør, og i den opremses en række paradokser: Jo mere man beskytter sine egne soldater, desto større usikkerhed; Jo mere magt man anvender, desto mindre effektiv er den. I slutningen af februar udgav hæren en mere generel håndbog for operationer. I den står for første gang, at "stabilitets-operationer", der direkte skal gavne den civile befolkning, mindst har en betydning på højde med offensive og defensive operationer.

Bistand til civile afgørende

"Når man besejrer fjenden med offensive og defensive operationer, skal hærens styrker samtidigt forme den bredere tilstand gennem ikke-dødbringende aktioner, som skal genoprette sikkerhed og normalitet for den lokale befolkning", fastslår håndbogen, som repræsenterer hærens grundlæggende doktrin – altså principperne bag de retningslinjer, som hæren skal følge.

"Stabilitets-operationer" indebærer, at hæren skal genopbygge retsvæsenet, hjælpe flygtninge, stoppe smitsomme sygdomme, stimulere økonomisk aktivitet, bygge skoler samt bistå med genopbygning af infrastrukturen. Og det skal, som håndbogen fremhæver, ske samtidigt med kampe, hvor fjenden dræbes.

Ændringen i hærens doktrin er "revolutionær", siger general William Caldwell, som står bag håndbogen. Man har erkendt, at den lokale befolkning i fremtidens krige vil afgøre forskellen på sejr og nederlag. Krigene vil faktisk blive udkæmpet i befolkningen – ikke primært mellem militære styrker, som mødes på afsondrede slagmarker.

Derfor skal soldaterne i nærkontakt med civile. Hvis soldaterne beskytter sig selv i pansrede kampvogne og store baser, kan de ikke samtidigt beskytte civile. Og det skal være lysende klart for befolkningen, at soldaternes tilstedeværelse giver dem et bedre liv. Fordi "fjenden" skjuler sig i den civile befolkning, er det ensbetydende med, at soldaterne samtidigt bliver mere sårbare.

Erkendelsen har været voksende siden sommeren og efteråret 2003, hvor det blev klart, at man kunne tabe "freden" i Irak. I en rapport fra det amerikanske forsvars højeste læreanstalt, National Defense University, lagde man op til en kulturrevolution i hæren. Rapporten brød med en militær tænkning, som fokuserede på at knuse fjendens regulære styrker med højteknologi og ildkraft.

Forældet dansk indsats

I Danmark vendte den militære sagkundskab og politikerne det blinde øje til. Modeordene var, at vi skulle have en topmoderne "først ind, først ud" kapacitet. Det blev også grundlaget for indeværende forsvarsforlig. Forsvarsminister Søren Gade udtrykker stadig sin forankring i datidens vision, når han med foragt siger, at "Forsvaret skal ikke være en væbnet nødhjælpsorganisation". Men det er netop, hvad Forsvaret skal være, hvis det effektivt skal bekæmpe oprør, og det erkender stadigt flere danske officerer da også.

Amerikanerne er længere fremme end noget andet NATO-land – Tyskland er dog en mulig undtagelse – med omstillingen. For supermagten USA er udfordringen, at man stadig skal være klar til krig på andre niveauer: sammenstød mellem regulære hære, atomkrig osv. Men med stor ihærdighed gøres op med en del gammelt arvegods.

Generalløjtnant Caldwell fremhæver, at han i hele sin karriere har troet, at hvis man blot trænede soldater til håndtering af konflikters "skarpe ende", intensiv kamp, så kunne de også håndtere blødere missioner: fredsbevarende operationer, stabilisering og genopbygning. Men, konkluderer han, krigene i Irak og Afghanistan viser, at det ikke er sandt. Der er brug for specialister.

Denne lære fremhæver han med et nyt begreb: "den strategiske menige". Krigsvidenskabeligt er det epokegørende. Den klassiske teoretiker, Carl von Clausewitz, fandt, at strategi – de overordnede retningslinjer for brug af de væbnede styrker – var noget, som fyrster og generaler skulle tage sig af.

Krig var, fastslog han, en del af et politisk spil, og altså ikke en aktivitet, som kunne løsrives fra politik. Men han påpegede også, at politik ikke spillede en væsentlig rolle nede på vagtposters og patruljers niveau. Det nye er, at krige mod oprørere vindes eller tabes på de meniges niveau. Derfor har enhver soldats adfærd politisk betydning, og derfor er den meniges forhold til civile blevet strategisk afgørende.

Set med det fjerne hjemlands øjne har den enkelte meniges liv også fået større betydning. Selv drabet på få soldater kan afgøre, hvorvidt man fortsat vil støtte krigen. Og det ved fjenden også.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.