Trykt i Information 1. april 2008

 

Obama udfordrer racisten i alle amerikanere

 

Den sorte Demokrats tale om racismen har ikke svækket ham i opgøret med Clinton

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Republikanernes præsidentkandidat John McCain har en ny TV-reklame, der afsluttes med ordene: "John McCain – den amerikanske præsident amerikanerne har ventet på".

Umiddelbart lyder det måske ganske uskyldigt. Lige indtil man tænker nærmere over meningen. Hvorfor ikke blot: "Præsidenten vi har ventet på"? Vil McCain lægge afstand til Demokraternes sandsynlige kandidat, Barack Hussein Obama – som foruden et ikke netop typisk amerikansk navn også er sort?

Disse spørgsmål, som nu rejses i dækningen af valgkampen, er relevante, fordi amerikanske politikere i meget vid udstrækning anvender kodeord under angreb på modstandere. Hvad man ikke kan sige direkte, signaleres indirekte. Politikere i Danmark fandt frem til en lignende fidus, da de gjorde "danskerne" til et evigt omkvæd.

Obama selv tog nyligt racemodsætningers rolle i valgkampen op med en tale, som en hærskare af kommentatorer allerede har givet fornem placering i en kanon over amerikanske lederes mest bemærkelsesværdige taler - "funklende", "intellektuel", "inspirerende" og "historisk", lyder det. Han har, erklærer sociologen Alan Wolfe, bedt alle amerikanere tænke meget seriøst over den betydning, som race har i samfundet.

Opinionsundersøgelser viser, at talen og dens årsag har vakt mere opmærksomhed end noget andet indslag i valgkampen. Anledningen til talen var, at nogle nyhedsmedier satte fokus på prædikener af Obamas præst med tilsyneladende anti-hvidt og anti-amerikansk indhold. Men tallene tyder på, at Obamas chancer for sejr over Hillary Clinton ikke er blevet skadet. Hans egne tilhængere, 43 procent af Clintons støtter og én-tredjedel af republikanske vælgere ser positivt på håndteringen af sagen.

Lakmusprøve

Tallene varsler imidlertid også, at Obama kan få problemer i et opgør med McCain. Lige nu fører han over McCain. Men det er muligt, at en del dårligt uddannede og ældre Demokrater vil stemme på Republikaneren. Karakteristisk for gruppen er, at den, som en undersøgelse diskret antyder, har "visse samfundsopfattelser og holdninger", der vil holde den væk fra en afro-amerikansk kandidat. Mange af disse vælgere mener eksempelvis, at indsatsen for ligestilling er gået for langt og at kæresteri på tværs af raceskel er forkasteligt.

Valget vil sikkert af mange i og uden for USA blive anset for en lakmusprøve, der vurderer graden af hvid racisme i USA. Inden den debat for alvor indledes, bør man nok få afgjort, hvad racisme er i dag. Det bliver ikke nemt. Der er mange forskellige definitioner på racisme. Der er desuden forskelle, som udspringer af tid og samfund.

Hvide og sorte amerikanere har meget forskelligt syn på fænomenet. Nogle undersøgelser viser, at hvide opdeler deres egen gruppe ud fra en enten-eller opfattelse – man kan enten være racist eller også er man det ikke. Racister kan, ifølge denne opfattelse, ikke lide sorte, og de giver udtryk for det med ord og handlinger. Kategorien af "ikke racister" er dem, som ignorerer racebestemte forskelle. Bag denne opdeling ligger antagelser om, at racisme er hadefuld og udgør et marginalt fænomen.

Kulturel agtpågivenhed

I kontrast hertil står, hvordan sorte og andre "farvede" opfatter racismen. For dem præger racisme samfundets institutioner og medfører ulighed. Set fra denne synsvinkel fordeler hvide sig på en skala, der strækker fra anti-racistisk engagement til åbenlys racisme, hvor det store flertal ligger et sted midt imellem – nogle forskere kalder dette flertals holdning for "tavs racisme". Det er ikke underligt, at ofrene har en særegen opfattelse. Men forskellen mellem den hvide og den sorte opfattelse forstærkes af, at f.eks. sorte amerikanere har en dobbelt identitet. Den blev først beskrevet meget præcist af den sorte borgerretsaktivist og historiker W.E.B. Du Bois i hans "The Souls of Black Folks" fra 1903. Man er, skrev han, både "en amerikaner" og "en neger". Det er to sjæle, to tænkemåder, to bestræbelser, to idealer i stadig kamp i den samme krop. Det er ikke en erfaring, som hvide har, og desuden kan de næppe forstå den fuldt.

Når racismen skal analyseres, kan man anvende mikroskop, bakspejl eller kikkert. Med mikroskopet ser man på det enkelte menneskes psykologi, altså fordomme, og handlinger. I bakspejlet studeres racismens historie, hvor en sammenhæng mellem flertallets opfattelse af en berettiget hvid overhøjhed og brugen af magt, herunder institutioners indretning, tårner sig op, idet forholdene i USA’s sydstater, Nazi-Tyskland og Sydafrika bliver de mest nærliggende eksempler. Kikkerten anvendes af sociologer, som ser på mønstre i hele samfundet, idet de især bemærker en ulighed, som opretholdes af det hvide flertals accept.

Analysen kompliceres yderligere, når tidsfaktoren inddrages. Racismens rødder kan af historikere findes i religiøse holdninger, i starten vendt mod jøder. Meget senere kom i takt med videnskabens fremmarch opdelingen af menneskeheden i racer. Anden Verdenskrig bagte raceteoretikerne i miskredit, men forskerne diskuterer nu den "nye racisme", der har rod i en opfattelse af kulturelle modsætninger. Det gennemgående træk er, at racismen henter sin inspiration fra forskelle, som anses for uforanderlige, og derefter skaber et hierarki, som opretholdes med magt.

Siden 1960’erne har den sociologiske opfattelse af racismen vundet frem i USA. Det er blevet erkendt af flere, at selv velmenende hvide har racistiske elementer i deres tankegang og væremåde, og at samfundets institutioner skal indrettes, så racismen nedbrydes. Det kaldes "kulturel agtpågivenhed". Politifolk skal eksempelvis undervises i denne kunst, og selv amerikanske soldater indleder nu, otte til atten måneder inden missioner i f.eks. Irak og Afghanistan, træning. Af samme årsag har de såkaldte Muhammed-karikaturer ikke fået megen plads i amerikanske nyhedsmedier.

I den meget populære Broadway musical, "Avenue Q", lyder nogle strofer: "Hvis vi bare alle kunne indrømme, at vi er en lille smule racistiske, selvom vi alle ved det er forkert, så ville det måske hjælpe os videre". Det er samme opfordring, som Barack Obama har sendt videre til ikke mindst den hvide arbejderklasse med den nærmest socialdemokratiske tilføjelse, at racisme leder opmærksomheden væk fra samfundets største problemer, så alle bliver ofre.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.