Trykt
i Information 5. april 2008
Udvidelsen
af NATO kan anses for vigtig succes
Men
alliancens og pressens opmærksomhed har bevæget sig væk fra en af NATO’s
ældste og vigtigste missioner
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Optagelse af de to Balkan-lande Kroatien og Albanien i
NATO ligger i forlængelse af en europæisk strategi, som blev lanceret
under krigene, der opløste Jugoslavien.
Kernen i denne strategi er, at området kan blive
stabiliseret, hvis der med bistand udefra oprettes
"magnet-stater", som i kraft af økonomiske samt politiske
fremskridt udgør en eksemplarisk model. Med optagelsen i 2004 af Slovenien
i både NATO og EU blev den første store milepæl i processen, som
fundamentalt skal ændre Europas urolige hjørne, passeret. Man er nu godt
på vej frem til en ny milepæl, som står, hvor optagelse af flere lande i
EU sker.
Historiske øjeblikke kan nemt overses, når de er blevet
forberedt gennem længere tid, og det kan være forklaringen på, at
udvidelsen af NATO næsten overskygges af andre emner på topmødet.
Adskillige institutioner har æren for den fremgang, som er nået. Til grund
for medlemskab af NATO ligger en række krav, som ansøgere skal opfylde.
Alliancen har bl.a. vurderet politiske og økonomiske reformer, opinionens
støtte til deltagelse i NATO, omstilling af de væbnede styrker,
mulighederne for bidrag til alliancens opgaver samt ansøgernes forhold til
deres naboer. Der er ikke en konkret facitliste, så i sidste ende skal NATO’s
ledere foretage en politisk vurdering af fordele og ulemper.
Kroatiens fremskridt
Kroatien har siden oktober 2005 forhandlet optagelse i Den
Europæiske Union, og EU-kommissionen har rost de fremskridt, som er sket
på en række felter. Der er dog også problemer: korruption, serbiske
flygtninges tilbagevenden og retsforfølgelse af krigsforbrydere.
Opinionsundersøgelser viser, at opbakningen til NATO er
vokset i den seneste tid, så omkring 60 procent nu er tilhængere.
Modstandere mener, at alliancen kan trække landet ind i konflikter, og at
NATO vil forlange baser. Den voksende støtte skyldes, at regeringen meget
ihærdigt har fremhævet fordelene ved medlemskab.
Militæret er blevet omstillet, idet man har afskaffet
værnepligten og skabt en lille, professionel hær. Til alliancens såkaldte
værktøjskasse kan kroaterne bidrage med små specialstyrker, som f.eks.
har ekspertise i minerydning, forsvar mod biologiske samt kemiske våben og
ingeniørarbejde. Man har 190 soldater i Afghanistans nordlige del. Kroatien
har ikke soldater i Irak – og støttede heller ikke invasionen i 2003.
Forholdet til naboerne er ganske godt, selv om anerkendelse af Kosovo nyligt
er blevet mødt med serbiske protester.
Ansvarsbevidste albanere
For Albaniens vedkommende kan et lignende, om end mindre
eksemplarisk, regnestykke opstilles. Siden de første demokratiske valg i
1991 har det politiske liv været præget af skarpe konflikter, og
observatører fra den europæiske samarbejdsorganisation OSCE har rejst
kritik i forbindelse med valghandlingerne. Reformer er undervejs, men der er
ikke sikkerhed for, at vedtagne love også gennemføres i praksis.
Korruption og forbrydersyndikater udgør de største trusler.
Befolkningen er ganske overvældende for medlemskab af
NATO; tilhængerne ligger på op til 96 procent. Det er et tal, som kan
antyde, at folk tillægger optagelse stor symbolsk betydning, men at man
ikke helt har fattet, at der også vil blive stillet krav.
Der er ikke udsigt til, at Albanien kan bidrage meget til
alliancens militære slagkraft. De væbnede styrker har fokuseret på
udvikling af særlige enheder, som kan yde et bidrag, f.eks. ingeniører og
læger. Albanske soldater indgår i EU’s styrke i Bosnien. Der er 140 mand
i Afghanistan samt et lægehold, fælles med Makedonien og Kroatien.
Albanien har desuden et hold specialsoldater, færre end 100, i Irak.
Albanien udmærker sig gennem sin regionale indsats, idet
Tirana har optrådt moderat i forbindelse med Kosovo, hvor størstedelen af
befolkningen er af albansk oprindelse. Især Serbien og Makedonien har
været bange for et "Stor-Albanien", som kunne omfatte Kosovo samt
dele af Makedonien, men de albanske ledere har afvist slige ambitioner. Med
optagelsen i NATO kan denne frygt yderligere formindskes.
Det lille Makedonien fik et foreløbigt nej fra NATO.
Årsagen er ikke, at man har klaret sin eksamen dårligt – resultaterne er
hverken markant bedre eller dårlige end de to succesrige ansøgeres. Trods
mægling fra FN og adskillige indrømmelser fra makedonsk side, afviste
Grækenland optagelse med henvisning til, at bl.a. landets navn kan antyde,
at man har territorielle ambitioner rettet mod Grækenland. Udelukkes helt
kan det vel ikke, at striden finder en løsning, så Makedonien kan komme
med. Der er stærke strategiske argumenter for "magneter" i
nærheden af både Kosovo og Serbien, så måske kan pres på Grækenland
fra NATO’s store medlemmer gavne.
EU skal fuldende processen
Optagelsen af de to lande udgør ikke i sig selv en stor
milepæl. For det første viser erfaringerne med andre ansøgere, at presset
for reformer kan blive mindre, når medlemskab er en kendsgerning. For det
andet mangler NATO en del af det engagement, som i 90’erne pressede andre
østeuropæiske lande til reformer. Som Trine Flockhart fra Dansk Institut
for Internationale Studier skriver i en fremragende analyse op til
topmødet, har NATO "på det sidste stort set kun truffet beslutninger
om at ville træffe beslutninger". NATO er, hedder det videre, blevet
et skoleeksempel på alle "fordomme om bureaukratisk politik",
fordi handling ikke følger efter ord. Det tredje problem er, at NATO
fokuserer så meget på missioner fjernt fra Europa, at man har glemt sin
oprindelige mission, som, foruden forsvar mod ydre fjender, også var
udvikling af harmoni mellem tidligere fjender.
Fraværet af stor begejstring i og omkring NATO over de to
nye medlemmer er dog underlig, fordi NATO’s krise i høj grad bunder i
Kosovo-krigen, som, med Trine Flockharts ord, "efterlod et NATO præget
af mismod, rådvildhed og stagnation og mere end nogen sinde ude af stand
til at træffe beslutninger". Tilføjes må det nok, at George Bush kun
har gjort denne tilstand værre. Men, man kunne da godt prale lidt mere af
de faktiske resultater, selv om de nye har lavt BNP og kun liden militær
slagkraft.
Forventningerne, når det gælder yderligere stabilisering
af Balkan, skal derfor rettes mod EU. I den forbindelse har de militære
aspekter af EU’s virksomhed stor betydning, fordi freden skal håndhæves
og det militære magtapparat i Serbien bør trækkes med ind i processen.
Jørgen Dragsdahl er også lærer på Europa-højskolen
Må kun citeres med udtrykkelig
kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.