I den just forgangne uge havde Danmark besøg af en ledende
repræsentant for det amerikanske udenrigsministerium, Judy Garber. Hun har
rang af "Deputy Assistant Secretary of State", en slags
viceudenrigsminister på tredje niveau i hierarkiet, med ansvar for Europa
samt en del af Asien. Det betyder, at Garber er en vigtig kilde i forbindelse
med oprettelsen af baser for det amerikanske missilforsvar i Polen og
Tjekkiet.
Den amerikanske ambassade arrangerede middag i en pragtvilla
med udsigt til Øresund for en håndfuld danskere – foruden én politiker
også journalister samt forskere. Som deltager kan jeg ikke referere direkte.
Men det kan vel afsløres, at samværet var en både hyggelig og informativ
affære – og lammeryggen smagte fantastisk. Judy Garber er
karriere-diplomat, så aftenen var uden de ideologiske falbelader, der har
præget tidligere besøg, som Bush-regeringens topfolk har aflagt.
Opholdet i Danmark var led i en rundrejse, der følger op
på møder i NATO og Rusland, hvor Bush-regeringen har opnået diplomatiske
fremskridt for missilforsvaret. Rejsen er interessant i sig selv, fordi denne
regering ikke har udmærket sig med dialog, hvor mulige kritikere inddrages.
Forbudet mod referat er ikke et stort problem, thi
amerikanske embedsmænd har tidligere leveret nogle af de vigtigste
informationer og vurderinger. Præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver
Stephen Hadley har eksempelvis fremhævet, at både Rusland og NATO nu
erkender en trussel, at Rusland gerne vil med i et forsvar mod raketter og at
NATO anser amerikanske anti-raket baser i Polen samt Tjekkiet for en del af
alliancens eget, mulige, raketforsvar.
Kompromis anes
USA har foreslået initiativer, som skal imødegå Ruslands
indvendinger mod baser i de to lande, og russerne har svaret med yderligere
forslag. Under mødet med Putin opnåede Bush, angiveligt overraskende, en
erklæring, som slår fast, at hvis man kan gennemføre disse initiativer, så
vil det "lindre" russiske bekymringer. Parterne virker ikke langt
fra hinanden. Det er muligt, at de amerikanske raketter i Polen først vil
blive placeret i affyringsramper, når en trussel fra f.eks. Iran opstår. Det
er også muligt, at radar-anlægget i Tjekkiet kan blokeres, så det ikke kan
overvåge russisk område. Man overvejer russisk inspektion af anlæggene.
Rusland er desuden gået med til en fremtidsvision, som
proklamerer, at man gerne vil udvikle et missilforsvar, hvor Rusland, USA og
Europa er ligestillede partnere.
Hadley indrømmede, at der er mange "hvis’er" i
de opnåede fremskridt, og "det vil tage nogen tid", inden man kan
gennemføre initiativerne i praksis. Han anser det ikke for
"nødvendigt", at forhandlingerne afsluttes i den nuværende
regerings tid.
Det mest bemærkelsesværdige er, at Rusland har dæmpet sin
skarpe, til tider truende, retorik. Mellem årsagerne er formentlig, at
Rusland i dag føler sig langt stærkere. Landets forsvar, ja hele landet, har
været truet af sammenbrud, men økonomiens udvikling har sikret, at russiske
atomvåben kan moderniseres, så et teoretisk amerikansk overraskelsesangreb,
suppleret af et missilforsvar, er blevet en mindre sandsynlig mulighed i
fremtiden. Med styrken kommer også en større vilje til kompromis, fordi
dermed forbundne risici bliver meget teoretiske.
Som Hadley nævnte er der mange "hvis’er" –
ikke mindst i NATOs lejr. Polen kræver stadig for sit ja til en raketbase
betydelige amerikanske modydelser. Amerikanerne vil nok gerne sælge
polakkerne Patriot missiler (PAC-3 typen), som kan anvendes mod fly og nogle
raketter, men det er ikke givet, at Polen vil betale den fulde pris (omkring 3
millioner dollar pr. stk.). Det er også muligt, at USA og NATO har en
opfattelse af Polens behov, som afviger fra polakkernes. Derfor har man nu
aftalt en uafhængig undersøgelse af behovet.
Det er heller ikke oplagt, at Polen og Tjekkiet vil
acceptere russisk inspektion af militære anlæg. Det er vigtigt for russerne,
fordi amerikanske raketter i Polen teoretisk set kan medføre atombomber, der
hurtigt kan udslette russiske kontrolcentre. Men i Warszawa og Prag vogter man
sin suverænitet med nidkærhed. Løsningen kan være, at polakkerne og
tjekkerne i gensidighedens ånd får lov til inspektion af russiske anlæg.
Tekniske problemer
Langt det største "hvis" gælder det planlagte
amerikanske missilforsvars tekniske formåen. Raketterne, som skal placeres i
Polen, er en version af den raket, som indgår i missilforsvaret, der allerede
er opstillet på baser i USA. Versionen eksisterer endnu ikke. Værre endnu
for Bush-regeringen er, at man ikke overbevisende kan hævde, at USA har et
forsvar mod missiler – selv om der er oprettet anlæg med det formål.
Den uafhængige amerikanske myndighed, Government
Accounting Office, har senest i april i en rapport til Kongressen
fastslået, at man ikke kan vurdere det landbaserede forsvar mod
langtrækkende raketter, fordi der er blevet gennemført for få prøver.
Nogle kritikere anvender betydeligt skarpere formuleringer.
Philip Coyle, som senest i Clinton-regeringen havde ansvaret for vurdering af
militær teknologi, har under en høring i Kongressen den 16. april sagt, at
Pentagons offentlige erklæringer om missilforsvaret er i strid med de
tilgængelige kendsgerninger. Siden Reagans tid har USA brugt 120 milliarder
dollar på missilforsvar – men man er tilsyneladende ikke kommet en løsning
væsentligt nærmere. Rimeligt detaljeret påviste Coyle, at de udstationerede
raketter aldrig er blevet afprøvet imod en realistisk trussel, og det kan
tage mange år, inden man når så langt.