For mere end fire årtier siden skrev min far, Johannes
Dragsdahl, en lille bog, "Opdragelse til verdensborger". Centralt i
hans og samtidens opfattelse stod, at verdensborgeren skal forstå og
respektere, at verdens mangfoldighed er en nødvendighed. Han var foruden
teolog også højskoleforstander, så hans grundrids til en skole i
verdenssamarbejde blev søgt omsat i praksis.
Fra mine drengeår husker jeg især et kursus i dialog
mellem religioner med oplæg fra bl.a. en katolik, en buddhist og en muslim.
Det mest farverige indslag kom fra en mand, som havde boet i en afrikansk
landsby og nu dansede med besynderlige masker på og ofrede tomater til guden
i Gyrstinge sø.
Blandt deltagerne var min farfar og farmor. Han var
sognepræst. Hun var datter af professor i teologi, Henrik Scharling. Selv
bidrog de med højtlæsning af Kaj Munks hyldest til den nationale helt, Niels
Ebbesen, som "vog den kullede greve".
Bidraget var ikke to kristne danskeres demonstration imod
udskejelserne. De hvilede begge roligt i deres tro. Derfor evnede de også den
rummelige forståelse, hvor det fremmede mødes med et nysgerrigt og åbent
sind samtidigt med, at man lader egne værdier indgå i dialogen. Set med min
farmors øjne lå møderne på højskolen i smuk forlængelse af hendes fars
lange dannelses-rejser til blandt andet Ægypten. Der skrev han på Nilen
"Ved Nytårstid i Nøddebo Præstegaard", som senere blev til det
klassiske danske skuespil på Folketeatret. Kernen i Scharlings liv var, som
sønnen Carl Immanuel, biskop i Ribe, formulerede det, at "intet
menneskeligt var ham fremmed".
Som udenrigsjournalist har jeg siden gennem fyrre år levet
i den globale og multikulturelle virkelighed. Især i de seneste årtier er en
"ny verden" blevet meget nærværende og konkret.
Jeg har på nærmeste hold oplevet et USA, som i tresserne
var på randen af racekrig, men nu har udviklet sig til et samfund, hvor
Barack Obama måske kan blive valgt til præsident. Under Den Kolde Krig
lignede det for nogle et højdepunkt af naivitet, når aktivister krævede
både fred og frihed, og i en appel fra 1980 erklærede: "Vi må begynde
at handle på en måde, som om et forenet og fredeligt Europa allerede
eksisterede. Vi må lære at være loyale, ikke over for ’Øst’ eller ’Vest’,
men overfor hinanden, og vi må se bort fra de forbud og begrænsninger, som
nationale stater pålægger os". Men denne vision blev til virkelighed.
Og jeg har siden gennem undervisning i demokratisk kontrol på seminarer for
officerer i østeuropæiske hovedstæder samt to år ved den dansk
finansierede militære læreanstalt i Estland oplevet, at selv soldater, som
blev rekrutteret under kommunismen, kan tænke nyt.
Dansk tilbagegang
Chokket var derfor overvældende, da jeg efter syv år i
Polen, kom hjem til et Danmark, som lukker sig inde i nationalisme og dansk
selvtilfredshed. Mange gamle venskaber brød sammen.
Helt uforberedt var jeg dog ikke. Som udenrigsjournalist
oplever man tit, at danskerne trods egen selvopfattelse, bestemt ikke begår
sig godt i det fremmede. I Polen fnyste skovriddere vredt over danske
kollegaer, som for bistandsmidler skulle lære dem skovdrift, men ikke lyttede
til polakkerne – "selv om I ikke har rigtige skove i Danmark". Det
var også i Polen, at jeg oplevede, hvordan danske forretningsmænd med polske
rødder med succes kunne bestyre danske investeringer – men de var
fortvivlede over, at alt for mange "etnisk danske" forretningsfolk
så ned på polakkerne og fremprovokerede modreaktioner.
Når man har oplevet racemodsætningerne i tressernes USA,
er følelsen af deja vu i dagens Danmark forvirrende og deprimerende.
Forvirringen skyldes, at der er store "objektive" forskelle mellem
datidens USA og Danmark, men alligevel ligner mange af kræfterne, der
vansirer Danmark, dem, som truede USA med undergang.
Racisme
Mest iøjnefaldende er vel fænomenet racisme. Den sikre vej
til blokering af en samtale med etniske danskere er blot antydning af, at der
også er et "danskerproblem", som har rodfæste i racisme.
Måske kan forståelsen fremmes, hvis vi undgår brugen af
"racistisk" i debatten. Det er trods alt et ord, som først kom i
folkemunde i 1930’erne og er knyttet til teorier, der er bragt i dyb
miskredit. Det er i dag kun få, som åbenlyst forfægter en ideologi, der
biologisk opdeler mennesker i race-grupper og går ind for et hierarki, hvor
magten skal ligge hos de hvide. Ud fra den gamle definition på racisme kan
danskere rimeligt nok erklære, at gruppen af "ikke-racister"
herhjemme er meget stor, og at racister udgør et foragtet, lille bitte
mindretal. Det var også i USA den foretrukne analyse.
Men der er andre definitioner og oplevelser. Mest
tankevækkende er, at racismens ofre i USA ikke oplever, at hvide kan opdeles
i et enten-eller. Set fra ofrenes perspektiv placerer hvide sig på en skala,
der strækker sig fra et anti-racistisk engagement til åbenlys racisme, og
det store flertal befinder sig i feltet, som er blevet kaldt for "den
tavse racisme", idet de udøver deres hvide magt gennem kontrol med
samfundets institutioner. Karakteristisk er, at dette felts beboere har en
adfærd, som f.eks. sorte amerikanerne anser for undertrykkende,
diskriminerende og fordomsfuld. Men de hvide mener selv, at de har lagt
racismen bag sig og nu strutter af god vilje. Hvis noget kritisabelt påpeges
konkret, så er der altid gode forklaringer, som udspringer af alt andet end
et erklæret ønske om hvid overhøjhed.
Herhjemme er det deprimerende, at man i den offentlige debat
knapt nok vil erkende, at også danskerne kan placeres på en lignende skala.
Men hvis man har en anden etnisk oprindelse end dansk eller har brugt en del
af sit liv til at forstå den amerikanske racedebats kodesprog, som for meget
lang tid siden gjorde åbenlys racisme overflødig, er det åbenbart.
Vor tids forskere diskuterer, hvad de af mangel på bedre
kalder "den nye racisme", og som har rodfæste i kulturelle
modsætninger. Det særligt ondartede ved traditionel racisme er, at ofrene
ikke har noget valg, fordi mennesket ikke kan ændre sin hudfarve. Når
problemet er undertrykkelse af religiøse eller kulturelle årsager, kan
ofrene undslippe gennem omstilling. Men hvis flertallet mener, at de
fremmedartede ikke kan eller vil omstille sig, opstår en situation, som
kommer i betænkelig nærhed af den historiske definition på racisme. De
etnisk-kulturelle særtræk kan så anses for medfødte og uforanderlige,
hvorefter den dominerende gruppe vil forsvare en samfundsorden, der giver den
selv magten over det fremmede.
Desværre beskriver denne tilstand rimeligt præcist
forholdene i Danmark. Faren er, at kulturelle modsætninger giver næring til
nye teorier, som knytter en opfattelse af overhøjhed til brug af magt, og at
man i kampen for magten slipper dem-og-os kræfter løs med destruktive
følger for alle parter. Fra litteratur, nyhedsmedier og forskning ved vi, at
disse kræfter kan husere med frygtelig kraft – men vi har endnu ikke i
Danmark oplevet uhyret i sin fulde vælde. I "Fluernes Herre"
beskrev William Golding den dyriske flokmentalitet, som opstår af frygt for
det ukendte, indbildte. Fra nyhedsmedier ved vi, at undertrykte grupper kan
begå forfærdelige forbrydelser – ofte imod deres egne. Fra forskning ved
vi, at i en hierarkisk orden, som i sidste ende bygger på vold, optræder de
mest grusomme overgreb ofte nederst i pyramiden og at vejen til frihed går
via lignende vold mod undertrykkerne. Udfordringen for Danmark er, at vi
kollektivt bør indse, at disse erfaringer giver indsigt i en mulig fremtid
også for os – eller er danskerne virkelig så enestående, at vi kan overse
advarselssignalerne?
Højskolens eksperiment
Men der er også en anden virkelighed i Danmark og andre
muligheder end undertrykkelse. Det har jeg nu i et par år oplevet på
Krogerup Højskole, hvor forstander Erik Boel i 2005 indledte et eksperiment,
der skulle gøre skolen til et multikulturelt samfund. Eksperimentet
fortsætter nu på Europahøjskolen.
Jeg har stået for en studiekreds om "Civilisationernes
Sammenstød?", med fed streg under spørgsmålstegnet. Vi har set på,
hvordan både Koranen og Biblen accepterer slaveri – et godt udgangspunkt,
hvis man vil lære eleverne, at ingen af de hellige bøger kun består af
urokkelige sandheder. Vi har studeret den hvide racismes historie, hvor
antisemitismen kom først – ej heller en dårlig start, hvis man vil
bearbejde nogle af nutidens fordomme. Det kommer overraskende for elever med
rødder i Mellemøsten og Islam, at korsfarerne varmede op til krig mod
muslimer med anti-jødiske pogromer i f.eks. tyske byer. Og vi har gennem
bl.a. film oplevet Den Tredje Verdens frihedskampe, der har efterladt bitre
følelser, som etniske danskere i 20-25 års alderen af naturlige årsager
står uforstående overfor. Gillo Pontecorvo’s mesterværk fra 1965 "The
Battle of Algiers" virker aktuel, fordi franskmændene dengang, som USA
under den såkaldte krig mod terrorisme, anvendte tortur, og den viser,
hvordan terror avler terror. Vi har også set Moustapha Akkads fremragende
film "Lion of the Desert" fra 1981, hvor den libyske frihedshelt
Omar Mukhtar afviser tortur, fordi "vores fjender ikke skal være vores
læremestre".
Hvis man må generalisere lidt, så kendetegner det mange
elever, at de helt har fattet, hvad filosoffen Immanuel Kant for længe siden
påpegede, da han beskrev behovet for verdensborgere: Menneskene er tvunget
til at leve sammen, fordi jordoverfladen er kugleformet. De har også draget
den konklusion, at de selv skal begå sig i en verden, som er langt større og
mere udfordrende end Danmark. De ved udmærket, at de skal hæve sig over det
nationale, og at Højskolesangbogen giver utilstrækkelig, til tider
vildledende, rådgivning. Som 1980’ernes aktivister har de erkendt, at man
skal være loyal over for hinanden og se bort fra de begrænsninger, som den
nationale stat og kultur pålægger os. De er kort sagt på vej til at blive,
hvad filosoffen Peter Kemp i dag kalder verdensborgere – mennesker, der
"tager nutidens store brændende globale problemer op for at bidrage til
løsninger, der kan være til gavn for hele menneskeheden".
Mødet med eleverne har været en af de mest berigende
oplevelser i mit liv, fordi jeg pludselig ser, at min fars vision for
højskolens fremtid kan blive virkelig i en moderniseret udgave, som også
lægger vægt på forandring. Respekt for det "multikulturelle" er
ikke længere nok. Vi må gå videre til det "tværkulturelle", hvor
vi samarbejder og udvikler os til en fælles indsats mod neoracisme, fanatisk
nationalisme, religiøs intolerance, global opvarmning, fattigdom, forurening
osv.
Det særlige ved en højskole er, at den kan bringe
mennesker i en nærkontakt, hvor gensidig forståelse opstår. Sammen har vi
lyttet til den etnisk danske kvinde, som efter studentereksamen med matematik
på højt niveau blev kassedame og måtte finde sig i stribevis af
uforskammede kunder, der tog for givet, at hun ikke kunne regne. Hun trak
oplevelsen frem, da vi diskuterede fordomme mod "nydanskere" med den
pointe, at kunderne ikke kunne se hendes kvaliteter, fordi de blot reagerede
på, hvad de kunne se. Eller den muslimske kvinde med rødder i Kenya og
Somalia. Da hun en dag beskrev arabisk racisme rettet imod sorte afrikanere
var opmærksomheden total, idet man forstod værdien af den sjældne indsigt,
som hun gav os. Og vi har oplevet den unge kvinde med palæstinensiske
rødder, som fortalte, hvorfor hendes 17-årige bror under mødet med
"danskerne" er nået frem til, at hans valg står mellem passivitet
eller deltagelse i Hizb-ut-Tahrir. Spørgsmålet er: Hvad kan vi tilbyde dem
af løsninger?
Nødvendige verdensborgere
Erik Boel har i en kronik, hvor han opsummerer sine
erfaringer, påpeget, at højskolen trænger til fornyelse. På en
gennemsnitlig dansk højskole får man, skriver han, stadig en altmodisch
fornemmelse af, at tiden er skruet tilbage til 1950’erne: "Der er for
meget morgensamling og folkedans på programmet og for lidt BBC World og
Medicins Sans Frontières".
Højskolen kan kaldes en korsvej, hvor mennesker mødes i et
demokrati præget af dialog og aktiv deltagelse. Bagefter går de,
forhåbentlig berigede, videre ad veje, som de måske før ikke kendte til.
Hvis højskolen placerer sig langs fronten, hvor det nye kultursammenstød
udkæmpes, kan den både blive fornyet og levere et bidrag til samfundet, som
mindst er på højde med, hvad den præsterede i det 19. århundredes
omstillingsproces fra land til by. Udfordringen er i dag, at man skal uddanne
verdensborgere, som udgør globaliseringens menneskelige, tværkulturelle og
demokratiske dimension. Altså modstykket til store virksomheders og
statslederes udgave af topstyret globalisering uden væsentlig folkelig
medbestemmelse.
Det er nemlig ikke nok, at man anser sig selv for borger i
verden. Eleverne skal også have nogle redskaber, så de kan begå sig ude i
verden. Mange elever, ikke mindst nydanskere, ønsker, at højskolen skal give
dem konkrete færdigheder. Mellem de mest nødvendige er "kulturel
agtpågivenhed". Det er en kompetence, som ikke kommer automatisk og
faktisk må læres hele livet. Men kurser er under udvikling mange steder;
især i USA har man set behovet. Eksempelvis skal amerikanske soldater 8 til
18 måneder inden udsendelse til Irak og Afghanistan indlede en uuddannelse,
som skal sikre, at de kan indgå i et positivt samspil med befolkningerne. I
civilt samarbejde er behovet endnu større. Dansk erhvervsliv vil utvivlsomt
værdsætte, hvis man kan udsende folk, som har mere end danskhed i bagagen,
og til en god akademisk uddannelse hører i dag, at man kan klare sig
internationalt.
Mellem mine elever var en lidt flippet ung mand, som
pludselig blev stærkt optaget af psykoanalytikeren Frantz Fanon, der beskrev
forholdet mellem undertrykkere og undertrykkere i kolonitiden. Fanons
udgangspunkt var erfaringerne fra Algier-krigen, men kræfterne, som han
påviste, har meget frugtbart inspireret senere analytikere, som beskæftiger
sig med racisme i USA og sexisme. Den unge mand er nu flyttet til Iran, hvor
han studerer, og samtidigt er ret optaget af de unges trivsel under
præstestyrets åg.
I de århundreder, hvor begrebet "verdensborger"
er blevet diskuteret, har man ikke været blind for, at ganske særlige
kvalifikationer var nødvendige. Men mange bestræbelser har været præget af
luftig idealisme og en verdensfjern tilgang. Det nye er, at vi i dag har en
ressource, som kan give alle de smukke tanker et konkret indhold. Det er en
ressource, som nogle kalder for "nydanskerne".
Det er eleverne, som giver højskolen indhold. Lærerne kan
skabe den rette atmosfære og rammerne for samværet. Det er langt fra nok,
hvis man blot samler elever fra forskellige kulturer. Man skal give eleverne
en verdensborgers redskaber, blandt andet evne til frugtbar dialog og respekt
for andre kulturer. Redskabernes værdi opleves bedst, hvis de straks kan
afprøves i en multikulturel verden. Det er muligt, hvis andet end etniske
danskere er i skolens dagligdag. Nydanskerne repræsenterer lokalt den globale
mangfoldighed. Det kan være udfordrende. Men udfordringerne vil være endnu
større, når etnisk danske elever senere skal ud, hvor de selv er fremmede.
Dobbelt identitet
Regeringen har sørget for, at "unge med anden etnisk
baggrund" via den såkaldte Kommunepulje kan få et højskoleophold
betalt. Hensigten er, som det hedder i en præsentation, at de skal "have
et skub i den rigtige retning", så de kan blive "gode og aktive
samfundsborgere". Det er muligt. Men det lyder noget nedladende. Det er
imidlertid min erfaring, at disse unge i kraft af engagement og globalt udsyn
hæver sig over etnisk danske elevers gennemsnit, og at de i høj grad kan
give danskerne et skub i den rigtige retning.
Når jeg i en indledende præsentationsrunde har bedt mine
elever fortælle, hvad deres baggrund er, kommer de alle fra Odense,
København eller andre danske byer. Der er ingen, som kommer fra Somalia,
Libanon eller Pakistan – selv om man med øjnene godt kunne få det indtryk.
Et nærmere bekendtskab afslører dog, at en del har en dobbelt identitet, som
er i indbyrdes kamp. Det kan være svært for den enkelte, men det kan også
være vejen til indsigt og styrke. Mange nydanskere ved tidligt, at
tilværelsen kan være en kamp med svære valg, og at man kun klarer sig
gennem ihærdig indsats. Nogle af dem segner næsten under presset, men der er
også oplagte rollemodeller, som stråler med deres intelligens, nysgerrighed
og gå-på-mod.
Hvis de glade givere bag Kommunepuljen tror, at disse
nydanskere skal opdrages til dansk kultur, så kan de godt tro om.
Erfaringerne fra en lignende indsats rettet mod grønlændere burde give
anledning til mere omtanke. Den dobbelte identitet kan ikke udslettes.
Nydanskerne vil hele deres liv blive belært om, at de ikke er og aldrig kan
blive "ægte" danskere. Som en elev skrev til mig: "Jeg ELSKER
Danmark, jeg føler at det er MIT land, men de seneste par år er jeg blevet
træt, virkelig træt af tonen i debatten, træt af at blive set ned på. I
dag ser jeg mig selv som dansk muslim med arabisk baggrund, men egentlig ved
jeg ikke, hvad det vil sige længere. Man kan jo ikke være muslim og dansker
samtidig – eller, jo, for mig er det helt normalt, men kan man være
fredelig og muslim samtidigt?".
Mange nydanskere blev nyligt udsat for kollektiv straf, da
nyhedsmedier i en tilsyneladende magtdemonstration genoptrykte en
karikaturtegning, og det var kun et af de mange eksempler på hån og spot,
som muslimer og "fejlfarver" oplever. Ydmygelserne strækker fra det
næsten uskyldige: Hvad siger du? – når man ikke har udtrykt sig på
fejlfrit dansk. Og til meget direkte verbale samt fysiske overgreb. Det er
ikke en overdrivelse, at ganske mange går i evig frygt for, hvad det næste
møde med en etnisk dansker kan medføre.
Men nydanskerne kan hæve sig over den dobbelte identitet,
når de gør både deres danske og fremmede rødder til fundamentet under en
ny identitet, verdensborgerens. De etniske danskere står i en lignende
situation, når de skal hæve sig over det nationale og begå sig ude i verden
på dens mangfoldighed af betingelser.
Til denne proces har begge parter brug for dannelse. Især
tre fag står centralt:
Kulturhistorie. Faget har danske
og globale aspekter. Vi må se på, hvad vi fra den danske kulturarv med
fordel kan tage med ind i den globaliserede verden. Og vi må se på, hvordan
civilisationer og kulturer har lært og lånt fra hinanden. Som illustration
kan nævnes, at den berygtede Djenghis Khan fik oprettet det første
multikulturelle imperium, der endog havde udstrakt religionsfrihed. Desuden er
eleverne erfaringsmæssigt ret blanke, når det gælder Islams betydning for
Europas videnskabelige og kulturelle opblomstring. Afrikas kultur skal med ind
i elevernes bevidsthed, så kontinentet ikke blot er et arnested for
katastrofer og modtager af bistandshjælp. Eleverne skal opnå kendskab til de
førende religioner og andre kulturers skikke.
Verdenssamarbejde. Faget strækker
fra sikkerhedspolitik til åndsvidenskab (herunder økumenisk dialog), så
eleverne får indsigt i de fælles udfordringer og bestræbelserne for at nå
frem til svar. I primært militære kredse forventer man årtier med
"vedvarende konflikt", fordi en række sociale, kulturelle,
økonomiske og miljø-betingede udfordringer ikke vil blive løst. Men
højskolen bør også rejse en positiv vision af fremtiden. Det centrale er,
hvilken lære man kan uddrage af mange års indsats mod de udfordringer, som
klodens indbyggere har til fælles. Verdensborgere skal have kendskab til
folkeret, transnationale virksomheder, EU, NATO og FN. De skal følge debatten
i "Alliance of Civilisations" og lignende initiativer, hvor
fremtrædende personligheder søger efter fælles svar på udfordringerne.
Freds- og konfliktforskning hører med. Det gør kendskab til aktuelle og
kommende militære konflikter også. På det lokalt danske plan kan vi se på,
hvordan Danmark håndterer mødet med udfordringerne fra verden.
Etik og menneskekundskab. Eleverne
skal lære, hvordan man skaber frugtbar kontakt mellem mennesker. Den
grundlæggende tanke er, at hvis man søger mennesket bag meningerne, så kan
man også udvikle en samtale mellem kulturer. Faget har desuden en væsentlig
psykologisk "kend-dig-selv" dimension, fordi dialog ikke kan bygge
på svaghed og eftergivenhed, men kræver både styrke og mod. Begge parters
vilje til selvkritik er ofte nøglen, som kan åbne for dyb dialog; samtidigt
skal man være særdeles godt rodfæstet og kunne anvende egne menneskelige
erfaringer. Noget tyder på, at mange unge danskere, som ikke har en religiøs
baggrund, i deres sekulære uddannelse har undgået indsigt i centrale etiske
værdier. Begrebet "grådighed" virker ukendt – selv om det nok
har afgørende betydning, hvis man vil forstå de såkaldt højt udviklede
landes krise. Tilsvarende er "besindighed" vist heller ikke en dyd,
som mange har tænkt nærmere over.
Og så bør man bestemt ikke glemme konkrete projekter, som
giver fælles erfaringer, og skabende fag, der gennem kunst, selv journalistik
og retorik, giver mulighed for selvudfoldelse. Gennem sport kan man udfordre
sig selv og udvikle samhørighed. Når det gælder dannelse af verdensborgere
kan intet bogligt fag helt måle sig med det, som musik og dans, der henter
inspiration fra verdens store kulturer, giver.
Hvis man i den indsats vil se en videreførelse af gamle
danske traditioner, så OK. Indholdet i dansk kultur er i sidste ende, hvad de
unge verdensborgere selv mener og gør.
Den forkortede kronik kan findes på Informations
hjemmeside http://www.information.dk/161532