Selvrosen fra diverse højskolefolk er kvalmende. I flere
indlæg, som Information har bragt, ignoreres kultursammenstødet, som huserer
inden for vores mure.
Selv var jeg nok for høflig, da jeg trak torne ud af
kronikken "Dannelse til verdensborger", som blev bragt den 1. juli.
Kritikken af tingenes tilstand blev for indirekte.
Men i sin hyldest i Information den 5. juli til den
moderniserede højskole end ikke antyder Svend Thorhauge fra Ry Højskole, at
nydanskerne har skabt en stor udfordring, og nu i et par indlæg har Søren
Lerche leveret tekstannoncer med et misvisende skønmaleri.
Her er en oplevelse fra det virkelige liv. Da kongerigets
aviser tidligere i år genoptrykte en karikaturtegning, havde jeg samme morgen
studiekreds med mit multikulturelle elevhold. De muslimske elever anså på
tværs af deres store indbyrdes forskelle denne magtdemonstration for et slag
i ansigtet.
En meget begavet ung mand, som nogle nok ville kalde for
helt 'integreret', sagde kort efter, at han ikke længere følte sig dansk.
Få forstod nemlig de unge muslimers vrede.
Denne episode er kun et af mange eksempler på hån og spot,
som muslimer og 'fejlfarver' oplever. Håndterer vi det godt nok?
Danskerproblem
Det er min erfaring, at nydanskere foretrækker deres egne
under opholdet.
Grønlænderne, som sendes til Danmark i betydeligt omfang,
har et lignende adfærdsmønster. Er vi gode nok, når vi skal fremme det
'unikke møde' på tværs af alle skel? Og hvorfor danner mindretallene
grupper?
Den sikre vej til blokering af samtale med etniske danskere
er blot antydning af, at der også er et danskerproblem, som har rodfæste i
racisme. Måske kan forståelsen fremmes, hvis vi undgår brugen af ordet
'racistisk' i debatten.
Det er trods alt et ord, som først kom i folkemunde i
1930'erne og er knyttet til teorier, der er bragt i dyb miskredit. Men
forskere diskuterer, hvad de af mangel på bedre kalder 'den nye racisme', og
som har rodfæste i kulturelle modsætninger.
Det særligt ondartede ved traditionel racisme er, at ofrene
ikke har noget valg, fordi mennesket ikke kan ændre sin hudfarve.
Når problemet er undertrykkelse af religiøse eller
kulturelle årsager, kan ofrene undslippe gennem omstilling.
Hvis flertallet mener, at de fremmedartede ikke kan eller
vil omstille sig, opstår en situation, som kommer i betænkelig nærhed af
den historiske definition på racisme. De etnisk-kulturelle særtræk kan så
anses for medfødte og uforanderlige, hvorefter den dominerende gruppe vil
forsvare en samfundsorden, der giver den selv magt over det fremmede.
Desværre beskriver denne tilstand rimeligt præcist
forholdene i Danmark. Faren er, at kulturelle modsætninger giver næring til
nye teorier, som knytter en opfattelse af overhøjhed til brug af magt, og at
man i kampen for magten slipper dem-og-os-kræfter løs med destruktive
følger for alle parter.
Troværdighedskløft
Det er sandt, at nogle nydanskere misforstår signaler fra
flertallets repræsentanter. Men mange medbringer en erfaring om, at
erklærede gode hensigter er uden dybde. Der er i forholdet mellem danskere og
nydanskere en troværdighedskløft, hvor nydanskerne nemt bliver bekræftet i
deres mistillid.
Det må eksempelvis vække undren, når Søren Lerche
opreklamerer et journalistkursus på Grundtvigs Højskole, som angiveligt skal
motivere og kvalificere nydanskere til at komme ind på journaliststudierne.
Det lyder smukt og meget spændende.
Men samme Lerche har bl.a. i foråret 2008 haft et
tilsyneladende helt lignende kursus på Krogerup. Hvor mange af dets elever
kom så ind på studierne? Ifølge mine oplysninger: Ingen. Jeg kender disse
elever og anser dem ud fra min erfaring gennem nogle årtiet i faget for endog
meget store talenter. Alligevel kunne Lerche altså ikke kvalificere dem til
optagelse. Har han selvkritik i den forbindelse? Eller er det
læreanstalterne, som holder nydanskere ude med urimelige krav? Svarene på de
spørgsmål kunne virkelig være spændende.
Vi er enige om, at uddannelserne og medieindustrien er
præget af en 'dræbende hvidhed'. Så hvilke kvalifikationer er nødvendige,
hvis nydanskerne efter optagelse skal modstå den dræbende danske
mediekultur?
Begrænset frihed?
Hvis højskolerne skal fornyes effektivt, er behovet for
ændringer på en række felter stort. Det er formentlig nødvendigt, at
skolen i sin appel til nydanskere fremhæver, at skolen giver konkret
kompetence, selv om vi ikke kan give formel kompetence - og det er ikke kun et
knæfald for VK-regeringens værdisæt.
Nydanskere er i en eksistenskamp, og for mange ligner
højskolen en omvej, som udsætter højere uddannelse og givtige job.
Højskolernes ry for ubegrænset frihed er heller ikke et
plus. Vil oprettelse af pigegange, så forældrene kan sove roligt, være et
uacceptabelt kompromis? Hvordan beskytter vi i en tid, hvor fotografier
hurtigt kan blive cirkuleret, de nydanske elevers frie privatliv under
opholdet? Og kan vi indrette bederum i et højskolemiljø, som ikke netop
dyrker religion? På Krogerup blev det til et 'bollerum' for Gud-løse
danskere.
Hvis vi vil præge nydanskerne med ny dannelse, er det
nødvendigt, at højskolen også kritiserer dansk kultur og sig selv.
Flertallets selvkritik er en forudsætning, hvis man vil gøre op med træk
ved mindretallets kultur. Men kan vi undgå, at de 'danske' elever vender
ryggen til, når de ikke længere kan sole sig i dansk selvglæde?
Nydanskere kan i dag få et højskoleophold betalt, men få
søger ind. Hvorfor? Adskillige anekdoter tyder på, at en del 'danske' elever
fravælger højskoler, hvor de kan møde unge fra Østeuropa eller nydanskere.
Hvordan håndterer vi samtidigt den udfordring?
Jørgen Dragsdahl er journalist og lærer på
Europahøjskolen.
Artiklen fremprovokerede en voldsom debat på Informations
hjemmeside, idet militante feminister og neoracister brugte anledningen.
Reaktionen kan begrunde en uddybning af ét punkt. Med tanken om
"pigegange" lægges ikke op til en kønsopdeling af hele skolen –
blot at man giver elever, som ønsker det, mulighed for ikke at bo på gange,
hvor kønnene blandes og man f.eks. deler badefaciliteter. Dette forslag
afspejler et udbredt ønske fra mange unge nydanskere.