Hvordan kan USA med en ny præsident hurtigt genoprette sin
internationale anseelse?
For fire år siden, da demokraten John Kerry havde udsigt
til sejr, pegede strategen Zbigniew Brzezinski under en samtale med mig på
fuldt medlemskab af den internationale straffedomstol ICC. I løbet af 2004
var tortur begået af CIA og amerikanske soldater blevet påvist stadigt mere
detaljeret, og dokumenter viste, at ledende folk i Det Hvide Hus havde søgt
efter smuthuller i lovene, som forbyder tortur. USA’s internationale
prestige var derfor havnet i sølet med store følger for amerikansk
indflydelse.
Brzezinski mente, at medlemskab af ICC, som kan håndhæve
forbud i folkeretten mod tortur, klart ville signalere, at USA igen var blevet
et lovlydigt medlem af det internationale samfund. Under præsident Clinton
havde USA underskrevet traktaten bag ICC, idet han dog ønskede ændringer
inden en ratifikation. I maj 2002 ophævede præsident Bush denne underskrift.
Siden er dokumentationen for tortur med godkendelse fra
højeste sted i Bush-regeringen blevet overvældende. Mange tusinde dokumenter
er blevet frigivet. Kongressen afhører de ansvarlige. Det er kendt, at
Internationalt Røde Kors i en hemmelig rapport har beskyldt USA for tortur.
Mellem dette års bogudgivelser er den britiske
folkeretsjurist Philippe Sands "Torture Team". Han har fulgt sporet
fra overgrebene blev planlagt og talt med mange af de indblandede. Det er et
rystende værk, fordi han gennem sine interviews beskriver ondskabens
banalitet. Embedsmændene, som godkendte tortur, er pæne, ganske almindelige
jurister, som bare afviser, at de selv har skyld. Henvisningen til, at man kun
handlede efter ordre, reddede dog ikke tyske jurister efter Anden Verdenskrig,
påviser Sands. Senest har den amerikanske journalist Jane Mayer i "The
Dark Side" knyttet de mange beretninger om tortur sammen til en helhed,
som anklager præsident Bush. En amerikansk organisation af læger, Physicians
for Human Rights, har undersøgt ofre, og i rapporten "Broken Laws,
Broken Lives" dokumenteres lægefagligt, at de er blevet udsat for
tortur.
Og hvad så? Tjah, Kongressen har vedtaget en lov, som reelt
giver de skyldige immunitet. Dermed har man også givet dommere overalt i
verden en god grund til retssager mod amerikanere, som har deltaget i tortur,
fordi de så åbenbart ikke vil blive straffet i hjemlandet. Men af
storpolitiske årsager vil det næppe ske.
Folkeretten undergraves
Følgerne for folkerettens legitimitet er katastrofale. Små
fisk fra ulande skal passe på, når de rejser til nationer, hvor man
håndhæver forbud mod tortur. Selv store fisk kan, som ICC’s nylige
anklager mod Sudans præsident viser, blive anklaget. Men hvis man er
amerikaner, befinder man sig i en straffri særklasse.
I denne situation har Brzezinskis råd til senator Kerry ny
værdi og aktualitet – i dag støtter han Obama. Begge partiers kandidater
har lovet, at USA ikke vil give grønt lys for tortur, og Kongressen har
vedtaget nye love, som dog delvist undtager CIA. Men er løfterne troværdige?
Det kunne de blive, hvis USA gik med i ICC, og dermed gav en overstatslig
myndighed magt. Selv hvis man fra amerikansk side betingede sig, at
medlemskabet ikke gælder med tilbagevirkende kraft, kunne det give både
domstolen og USA legitimitet.
Hverken republikaneren McCain eller demokraten Obama har
afvist, at USA vil ændre holdning til ICC. Men de har heller ikke lovet det.
Måske vil det overraske nogle, at McCain har udtalt sig mere imødekommende
end Obama.
Under det såkaldte Davos-møde i 2005 sagde McCain:
"Jeg vil have os med i ICC". Men han tilføjede, at han ikke var
sikker på, at garantierne for uberettiget retsforfølgelse af amerikanere er
gode nok. I Senatet har McCain to gange stemt imod love, der skulle fritage
amerikanere for domstolens myndighed, når de befinder sig i lande, som er
medlemmer. Men han har også stemt imod en lov, som skulle sikre, at CIA
overholder forbud mod tortur.
Obama har sagt, at det "er for tidligt" med
tilkendegivelse af en ny amerikansk holdning. Han ser et problem, fordi
amerikanske borgere i kraft af USA’s globale engagement er særligt udsatte,
så han vil først analysere domstolens indsats og konsultere de militære
kommandanter, inden han beslutter sig.
Interessant vil det altså være, hvis man i udlandet,
f.eks. under Barack Obama’s Europa-rejse, rejser problemet, selv om det
måske vil lægge en dæmper på især Obama-euforien.
Jørgen Dragsdahl er også lærer i global politik på
Europahøjskolen.