Trykt i Ræson nr. 4 efterår 2008

 

En deal med Taliban?

 

Kan USA bekæmpe Al Qaida-terrorister uden Talibans hjælp? Virkeligheden er, at krigen i Afghanistan går skidt. Og mens de danske politikere optimistisk opruster i Helmand frygter Obamas folk, at Afghanistan skal blive for ham, hvad Vietnam var for Kennedy.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

PHILADELPHIA – I de tidlige morgentimer på en amerikansk valgdag er mulighederne for rimeligt fornuftige aktiviteter små, så på min computer fulgte jeg på Folketingets hjemmeside 1. behandling af beslutningsforslag B 24. Forslaget fra regeringen indebærer, at danske soldaters antal i Afghanistan skal øges fra 665 til cirka 750. Udgifterne til den militære indsats i 2008 beløber sig til 650 millioner; med den ønskede vækst forventes en udgift i 2009 på 745 millioner. Desuden vil man på udviklingsområdet anvende 400 millioner kroner årligt i perioden 2009 til 2012. Strategien for Danmark er, at vi i samme periode gradvist skal "ændre balancen i retning af større civil indsats og en mere tilbagetrukken militær rolle". Forøgelsen af soldaternes antal er altså kun "midlertidig". Målet er, oplyser forslaget, at "gøre de afghanske sikkerhedsstyrker parate til at gennemføre operationer på brigadeniveau og håndhæve den afghanske regerings myndighed i de vigtigste dele af provinsen og her understøtte civil afghansk myndighedsudøvelse. Efterhånden som disse målsætninger nås, skal den danske militære indsats reduceres".

Også indlæg fra regeringspartiernes ordførere formoder, at der er lys for enden af tunnelen. Venstres Søren Pind kan berette, at der "er sket store fremskridt", idet han konkret bl.a. henviser til, at der på uddannelsesområdet er "sket enorme fremskridt", og at der er en god udvikling "i det afghanske demokrati på menneskerettighedsområdet". Også ordføreren for Socialdemokratiet, John Dyrby Paulsen, mener, at "det går fremad i Afghanistan". Søren Espersen fra Dansk Folkeparti glæder sig over, at forslaget vil give forsvaret "handlefrihed". Både SF og Enhedslisten er imod, men de savner ammunition til den oppositionelle rolle. De anvender især to citater, fra en tidligere afghansk vicepræsident og en britisk general, med et indhold, som ridser lidt i flertallets optimisme.

Fra min lyttepost i USA er debatten en noget sælsom oplevelse. Man er nok miljøskadet. De pæne hensigtserklæringer i København kan ikke helt forenes med informationer fra sædvanligvis velinformerede amerikanske kilder, som i vidt omfang endog er offentligt tilgængelige. Sagt mere direkte: Danmark er forblændet af eget illusionsmageri, der skal bortlede opmærksomheden fra den faktiske krig.

Taberkurs

Det sikkerhedspolitiske miljø i Washington er lige nu stærkt optaget af et såkaldt National Intelligence Estimate, som alle 16 efterretningstjenester i fællesskab står bag. Analysen, som først skulle afleveres efter præsidentvalget, lækkede til pressen i begyndelsen af oktober: Afghanistan befinder sig, forlød det, i en "nedadgående spiral", som rejser alvorlig tvivl om, hvorvidt Talibans voksende indflydelse kan inddæmmes. Som sædvanligt har eksperter med gode kontakter siden fået bekræftet og udbygget mediernes rapporter. Senator McCains tidligere sikkerhedsrådgiver Anthony Cordesman, i dag forskningsleder på Center for Strategic and International Studies, erklærer ligefremt, at "vi er på taberkurs, og den tendens har været konstant siden 2004". Efterretningstjenesternes analyse viser, at fjenden bliver stadigt stærkere og vinder på "de felter, som har betydning".

Under debatten i Danmark kunne Søren Espersen (DF) kalde den britiske general, som blev citeret for en pessimistisk vurdering, "et tudefjæs". Men briten har en del europæiske og amerikanske kollegaer med lignende synspunkter. Selveste USA’s forsvarschef, admiral Mike Mullen, har således sagt, at i Afghanistan "går udviklingstendenserne generelt ikke i den rigtige retning", og "jeg vil forvente, at næste år bliver et værre år". Den amerikanske chef for NATO-styrkerne i Afghanistan har af samme grund bedt præsident Bush sende yderligere 23.000 soldater, men der er kun udsigt til, at han kan få de 8.000. Generalerne fremhæver, at selv en troppeforøgelse ikke kan garantere sejr. Læren fra andre krige mod oprørsbevægelser er, at man kan kontrollere udviklingen, hvis den indsatte styrke er på 20 soldater for hver 1.000 indbyggere. Ud fra denne tommelfingerregel har USA sammen med NATO brug for omkring 650.000 soldater. Man har kun, med besvær, fået styrken op på cirka 62.000.

Men det alvorligste problem er, som også efterretningstjenesterne fremhæver, Kabul-regeringens noget nær totale sammenbrud, der ses i form af bl.a. galopperende korruption.

Obamas problem

I kredsen af eksperter, som rådgiver Barack Obama, er pessimismen ikke mindre. Under valgkampen har han lagt op til en forstærket indsats, men det er en uomgængelig kendsgerning, at USA selv med en fremskyndet tilbagetrækning fra Irak ikke vil kunne øge den militære tilstedeværelse i overensstemmelse med behovet.

Officielle amerikanske eksperter efterlyser en langt mere omfattende indsats fra udlandet i genopbygning af landet. Nogle af Obamas rådgivere håber, at han vil kunne overtale europæerne til et større engagement, men det er også erkendt, at han kan komme ud i en lidet frugtbar konfrontation med de allierede. Den britiske forsvarschef John Stirrup har således efter valget klart signaleret, at Storbritanniens væbnede styrker er anstrengt til bristepunktet: når den britiske styrke på omkring 4.000 mand i de kommende måneder trækkes ud af Irak, medfører det derfor ikke en tilsvarende oprustning i Afghanistan.

Faren for Obama er at blive inddraget i en optrapning af krigen uden udsigt til sejr. Allerede nu peger folk omkring ham på, hvordan Kennedy for næsten 50 år siden blev suget ind i Vietnam. De mener, at helt fundamentale spørgsmål bør rejses: Hvorfor er Afghanistan vigtig for USA’s sikkerhedsinteresser? Er der realistisk udsigt til, at den afghanske regering i overskuelig fremtid vil få en myndighed, som kan håndhæves med udenlandsk bistand?

Fred med Pashtunistan

Bush-regeringen har påstået, at man vil forhindre, at Afghanistan igen bliver en base for terrorister - men kendsgerningen er, at terrorister nu har et næsten urørligt baseområde på den anden side af grænsen i Pakistan. Og der en vigtig forskel her. For eksperter – nogle omkring Obama – mener ikke, at afghanske bønder i Taliban udgør en konkret terrortrussel mod mål i Vesten – i modsætning til Al-Qaida-terrorister på pakistansk grund. Og netop dén skelnen er nøglen til en mere effektiv indsats i området. Også selvom Taliban mildt sagt ikke repræsenterer noget, som hverken Vesten og en del af afghanerne kan lide.

Hertil kommer risikoen for, at fortsat krig vil medføre Pakistans sammenbrud – og det kan medføre, at terrorister får adgang til atomvåben. Måske kan man indgå en aftale med Taliban og andre modstandere i Afghanistan, så de får væsentlig indflydelse – hvis de samtidigt lover, at Al Qaeda ikke får adgang til landet? Det vil næppe gavne hverken demokrati eller menneskerettigheder i Afghanistan, men hvis man kan få beroliget Pashtunistan – det sydlige Afghanistan og Pakistans grænseområder – vil det gavne USA’s overordnede interesser.

Det er sandsynligt, at USA under Obamas ledelse vil søge efter regionale løsninger, som inddrager især Iran, Rusland, Kina og Indien. Fokus for indsatsen vil blive flyttet fra Afghanistan til Pakistan, som skal sikres stabile forhold. Den militære indsats i Afghanistan skal herefter primært sikre, at Taliban og andre grupper ser en fordel i forhandlinger. Men både den diplomatiske vinkel og Pakistan var totalt fraværende i Folketingets debat, hvor det gamle og snævre omkvæd stadig blev brugt: I Helmand-provinsen forsvarer danske soldater vores sikkerhed, fordi vi for alt i verden må undgå, at Afghanistan igen bliver et fristed for dem, der vil os det ondt.

En opgave som i Irak – med 1/5 af ressourcerne

I den danske debat flages højt med humanistiske idealer, og man har i årenes løb også fået importeret en vis erkendelse af, at oprørsbevægelser næppe kan besejres med militære midler. Men idealismen har ikke medført, at hverken politikere eller nyhedsmedier har investeret stor energi i undersøgelse af konfliktens faktuelle forhold. Megen energi er til gengæld blevet anvendt til bearbejdning af befolkning og nyhedsmedier, så man kunne sikre politisk opbakning.

Da Folketinget i starten af 2006 vedtog indsættelse af 290 soldater i Helmand-provinsen skete det efter kun to ugers behandling af et beslutningsforslag. Debatten fra dengang viser en udbredt tro på, at soldaterne blot skulle være en slags sikkerhedsvagter, mens bistandsorganisationer sørgede for social udvikling. Næsten 100 spørgsmål fra Forsvarsudvalget, hovedsagelig stillet af Holger K. Nielsen (SF), blev besvaret meget kortfattet og uden væsentlige tegn på kendskab til forholdene i indsatsområdet. Den danske militære indsats skete uden videre faglig indsigt i den type konflikt, som man var på vej ud i.

Siden er niveauet for den danske debat og den faktiske indsats kun blevet højnet marginalt. Regeringen har i år godt nok udarbejdet en strategi for indsatsen i perioden 2008-12, men det danske materiale er stort set uden de konkrete informationer, som kan anvendes til vurdering af aktuelle forhold og realismen i hensigtserklæringer. Typisk for niveauet er desuden, at debatten i Folketinget den 4. november slet ikke refereres i pressen – fremgår det af en søgning i databasen Infomedia.

Og to netop udsendte bøger – "De danske tigre" og "I morgen angriber vi igen" – skrevet i nært samarbejde med officerer fokuserer helt på soldaternes dramatiske oplevelser, idet forfatterne stort set udelader omtale af yderst kritisable forhold, som officererne udmærket kender til. Det lille land er åbenbart så benovet over, at danske soldater kan være krigere, at man slet ikke kan forholde sig kritisk eller blot analyserende til indsatsen.

Indtil for nyligt kunne fraværet af relevante informationer i den danske debat undskyldes med, at hverken USA eller NATO har leveret rapporter, som blot tilnærmelsesvis lever op til den standard, man nåede i Irak (hvor det hovedsagligt var takket være krav fra Kongressen og mediernes dækning). Men i 2008 er der faktisk blevet offentliggjort en del grundige rapporter i USA, som afslører en gabende kløft mellem behov og faktisk indsats: USA og NATO har indsat 20 procent af de ressourcer, som er blevet tildelt Irak – til trods for, at de to konflikter i mange henseender er sammenlignelige.

Træning af afghanere underbemandet

Og hvis man fra mængden af nye informationer skal fremhæve blot et element, er afghanske sikkerhedsstyrkers beredskab af særlig betydning. Sammen med sine allierede fremhæver Danmark jo, at den afghanske hær og politi skal overtage kontrollen med landet, og at den internationale indsats derfor bør lægge stor vægt på træning af sikkerhedsstyrkerne. Men en rapport fra USA’s uafhængige "rigsrevision", GAO, kan oplyse at i april var kun 2 ud af 105 afghanske hær-enheder fuldt kampklare, mens 38 enheder kan udføre deres opgaver med international støtte. Resten er i mindre beredskab. Samme analyse fandt, at ingen politienheder var i fuldt beredskab, og at tre-fjerdele har det lavest mulige niveau. Og når det gælder træning af de afghanske sikkerhedsstyrker kan USA og NATO kun levere fra en-tredjedel til halvdelen af det nødvendige mandskab.

Men mest ildevarslende er det, at regeringen i Kabul ikke i overskuelig fremtid kan finansiere sine egne sikkerhedsstyrker, der selv under de mest optimistiske omstændigheder skal betales af udlandet. Så det store spørgsmål er: Kan man hævde, at en national hær og et nationalt politi repræsenterer en afghansk myndighed, hvis de altovervejende er finansieret udefra?

Jørgen Dragsdahl (f.1949) er sikkerhedspolitisk journalist og lærer på Europahøjskolen. Han er medlem af RÆSONs USA-kvartet og således medforfatter til "Bushs Amerika" (2005) der i 2009 opdateres til "Obamas Amerika" (2009) - den kan forudbestilles på raeson.dk/butik

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.