Obamas udfordring - (USA) - Trykt i Kritisk Debat februar 2009

Under dække af kritisk journalistik spreder nogle pressefolk kynisme i forbindelse med USA’s magtskifte.

Herhjemme er tendensen repræsenteret ved bl.a. Henrik Qvortrup, TV2’s nye politiske redaktør. I en kommentar med overskriften "Drømmefyren og virkeligheden" ser han frem til, at "de euforiske Obama-tilhængere rundt om på kloden vil få deres første virkelighedsoplevelse med deres præsident-helt". Der vil nemlig komme et sammenstød mellem "sværmerisk forventning og barsk verdensrealitet", og personligt er Qvortrup spændt på, "hvordan visse venstrefløjsintellektuelle" i Danmark "vil reagere, når de i kommende måneder oplever, at Obama ikke på alle strækninger er helt den drømmefyr, de havde regnet med". Statsministerens tidligere spindoktor forventer, at deres skuffelse vil blive "monumental" [i].

Han står langt fra alene med sin spådom. Da valgresultatet forelå, kunne Berlingske Tidende straks bringe en artikel med overskriften "Kan Barack Obama kun skuffe?". Det retoriske spørgsmål byggede på en udtalelse af Venstres udenrigspolitiske ordfører Søren Pind, som slog fast, at folk med store forventninger vil blive skuffede [ii]. Andre journalister, selv på dagbladet Information, har viderebragt ekstremt kyniske vurderinger fra neokonservative amerikanske kommentatorer, og i danske nyhedsmediers blog-strenge har dele af det danske folk givet deres besyv med. "Politik er kynisme", lød det fra pseudonymet retcute. "Politik er et barsk og beskidt håndværk og har ikke en skid med de flotte skåltaler at gøre" [iii].

Man kan jo nu more sig over, at venstreorienterede, som ofte generelt beskyldes for anti-amerikanisme, pludselig anses for naive, når de knytter håb til en ny amerikansk præsident. Og undre sig over, at kredse, som traditionelt anser USA for "mulighedernes land", kun ser fiasko forude.

Men øjeblikkets politiske manøvrer er mindre interessante end den fundamentale forskel mellem en kritisk og en kynisk holdning til politik, som igen er blevet åbenbar.

Udfordringen fra Obama er, at han så direkte appellerer til håbet. For kynikere er det naturligvis en stærk provokation, fordi han er i konflikt med deres filosofi.

Kommentatorer med et mere åbent sind står foran svære overvejelser, fordi en politikers appel til folks forhåbninger, kan være et røgslør, som skal skjule faktiske hensigter eller blot vinde tid. Det er imidlertid også håbet, som er drivkraften bag politisk engagement. Når kritik knuser håb, får lidet konstruktiv vrede og magtesløshed en grobund. En del tyder på, at Obama appellerer til idealisme og forventninger, fordi han vil gennemføre vidtgående ændringer, og derfor med sin appel til håbet vil lægge pres på forhindringer bl.a. gennem en mobilisering af opinionen. Nyhedsmedierne har i denne strategi en afgørende rolle, fordi pressens fornemste opgave er, at den skal være folkets årvågne vagthund, som med kritisk journalistik udgør et modspil til magthavere – altså både holde Obamas løfter op imod hans faktiske handlinger og afsløre de magtinteresser, som blokerer for gennemførelse af løfterne. Formålet med kritikken er, at indsigt og deltagelse i demokratiets processer skal fremmes, og kritik er mest frugtbar, når den bygger på viden.

For pressens kynikere er mangel på viden ikke et problem. Qvortrup kunne straks efter valget med "hånden på hjertet" indrømme, at han, angiveligt sammen med mange andre, ikke kender ret meget til Obama’s politik – "ud over nogle vage løfter om hope og om change" [iv]. Det burde være en indrømmelse af diskvalificerende karat for en kommentator – Obama havde skrevet to interessante bøger samt ført valgkamp i to år med bl.a. adskillige taler på usædvanligt højt intellektuelt niveau [v]. Men kynikere bygger især deres "viden" på et menneskesyn, som hånligt afviser, at oprigtighed og dyder kan være vigtige motiver for en politiker. Undtagelser er der ikke megen plads til, fordi kynikere bare ved, hvordan menneskets væsen er. Reelt fratager de politik indhold, så man tilbage kun har taktiske manøvrer, "beskidt håndværk". Det er en holdning til politik, som ikke opmuntrer deltagelse, idet håb angående forandring anses for naivitet. Magtesløshed er det eneste resultat. Men en kynisk grundholdning gør unægtelig jobbet nemt for den travle journalist og kommentator, der så aldrig har behov for grundige studier.

Korrekt er det dog, at USA og landets nye ledere – i øvrigt sammen med resten af verden – står foran enorme udfordringer. Den økonomiske krise er kun én ud af mindst seks, som i faretruende grad er indbyrdes forbundet.

Demokratiet er i mange lande ramt af en krise, som truer værdier, der har været grundlæggende. Krisen afspejles i vælgernes oplevelse af magtesløshed og en kynisk holdning til politik. Indholdet i krisen er, at demokratiets institutioner smuldrer. Den danske filosof Peter Kemp har således påpeget opløsningstendenser i den moderne stats indre organisering, som kommer til udtryk i stadig stigende problemer med at skelne mellem f.eks. økonomi og politik, jura og politik, privat og offentlig, krig og fred. De tilsyneladende kriseramte sondringer kalder han den "moderne nationalstats distinktioner" – forstået således, at det er disse distinktioner eller sondringer, der organiserer vores måde at tilrettelægge samfundslivet på [vi]. Politisk forvirring mellem borgerne er en logisk følge, idet vante pejlemærker til "rigtigt" og "forkert" er væk – eller placeret nye steder, måske bedragerisk på skjulte skær.

Obamas sejr udgør en opsigtsvækkende offensiv mod denne krise. Med sit "Yes, we can" budskab - samt hidtil uset mobilisering af frivillige i sin kampagne og forsøg på fastholdelse af deres engagement i en varig folkebevægelse - har han fremhævet, at meget aktiv deltagelse i demokratiet er en forudsætning, hvis USA skal håndtere de aktuelle kriser. Hans appel til håbet er altså ikke kun et kneb, som skal vinde tillid. "Intet værdifuldt er nogensinde sket her i landet uden at nogen, et eller andet sted, var villige til at håbe", sagde han under kampagnen [vii]. Allerede hans sejr bekræfter, at folkelige bevægelser kan få gennemført det næsten utænkelige; derfor stod veteraner fra den sorte frihedskamp med glædens tårer i øjnene under indsættelsen.

Bush-regeringen har været førende i den opløsning af traditionelle sondringer, som Kemp omtaler. Magtens tredeling blev søgt undergravet med en indsats, som skulle styrke præsidentembedet ekstremt og borgernes frihedsrettigheder blev udsat for hårdt pres. Med en række direktiver og en udstrakt hånd til sine modstandere indledte Obama straks en genopbygning af demokratiet, men det er muligt, at Obama vil føle sig fristet af nogle magtbeføjelser, som præsidentembedet har tilranet sig [viii]. Da Franklin Roosevelt blev præsident i en tidligere kriseperiode, opfordrede store dele af opinionen ham til indførelse af diktatur. Roosevelts storhed i eftertiden bygger imidlertid i vidt omfang på, at han generelt modstod denne fristelse, og Obama har lært en del af sine mest succesrige forgængere. Bush-årene har desuden medført, at store dele af opinionen, herunder stærke ledere i Demokraternes parti, er blevet sig meget mere bevidst, at frihedsrettigheder kan gå tabt. Fiasko for Obama kan medføre, at demokratiets krise bliver uhåndterlig.

Vælgerne forventer ikke, at Obama med et snuptag kan løse den økonomiske krise. Han er redet ind i Det Hvide Hus på en bølge af optimisme, som overgår de seneste fem præsidenters, og et stort flertal i opinionen giver udtryk for en tålmodigt afventende holdning [ix]. Men det er sandsynligt, at de vil straffe ham senere, hvis diverse redningspakker ikke giver indtryk af en målrettet og på længere sigt effektiv indsats. Krisen udgør imidlertid mere end blot en truende katastrofe. Den har også givet præsidenten mulighed for vidtgående ændringer. Roosevelt udnyttede Depressionen til forandring. Hans faktiske indsats fulgte ikke en overordnet plan. Mange initiativer var ineffektive og indbyrdes modstridende, men ud af eksperimenterne kom et værk, som holdt i årtier. USA’s økonomiske magthavere og de seneste årtiers økonomiske politik er igen bragt i dyb miskredit, så nytænkning har reelle muligheder.

Obama’s økonomiske rådgivere henviser i dag til noget, som de kalder "Rahms doktrin" – opkaldt efter præsidentens stabschef Rahm Emanuel, som har sagt: "Man skal aldrig lade en alvorlig krise gå til spilde. Dermed mener jeg, at krise er en mulighed for, at man kan gøre ting, som man ikke kunne gøre tidligere" [x]. Opinionen har allerede accepteret, at forbundsstaten kan bruge penge i et omfang, som vil give rekordstore underskud på budgettet. Dermed frigøres ressourcer, som kan give fattige købekraft, modernisere den faldefærdige infrastruktur, forbedre undervisningssystemet, udvikle alternativ energiforsyning, indføre offentlig sygesikring osv. Det er da også Obamas erklærede målsætning, og love, som er undervejs, gør løfterne konkrete. Obama er tilmed heldigere stillet end Roosevelt, fordi man fra den britiske økonom John Maynard Keynes, har teorier, som blev udviklet under indtryk af Depressionen og måske igen kan anvise en vej ud af krisen. Mærkbare resultater kan sammen med præsidentens retoriske evner gennemføre en ideologisk revolution, hvor en styret udgave af kapitalismen igen bliver USA’s fremherskende samfundsfilosofi.

Der er fire kriser mere, som vil kræve ihærdig indsats. Adskillige af de naturgivne ressourcer – f.eks. olie og vand – bliver hastigt en mangelvare. Spredningen af atomvåben og andre såkaldte masseødelæggelsesvåben kan medføre katastrofer, som både vil overskygge og forværre andre kriser. Planetens økologiske krise med bl.a. global opvarmning og befolkningstilvækst truer selve livets fundament. Den sidste, men ikke mindst vigtige, krise er det amerikanske imperiums forfald, der er et problem for mere end USA, idet amerikansk indflydelse og ledelse har givet verden en styring, som eksisterende internationale organisationer ikke selv kan magte. Bush-regeringens forsøg på oprettelse af et mere formelt imperium med stram styring fra Washington led nederlag, og udfordringen for Obama er nu, at han skal levere ledelse, som både accepteres rimeligt frivilligt og er effektiv.

Alle seks kriser udgør tilsammen en gordisk knude, hvor initiativer på et felt kan både forværre og forbedre indsatsen på andre. De har, som den amerikanske journalist Jonathan Schell har påpeget i forbindelse med de fem sidst nævnte, en del fælles træk, som antyder, at de også har en fælles årsag [xi]. De er i vidt omfang selvskabte, forstærkes af grådigt forbrug, ødelægger kommende generationers liv og kendetegnes af dobbeltmoral. Mest iøjnefaldende er det i dag, at de er vokset i ly af vrangforestillinger, som blev fabrikeret af regeringer og magtfulde institutioner – ikke ulig den fornægtelse af virkeligheden, som bragte Sovjetunionen til fald. Kriserne er nået til et punkt, hvor sværmeriske ideologiske luftkasteller er ramlet ind i en ganske barsk verdensrealitet. Når nogen forventer, at Obama vil få fiasko, må det derfor i første omgang til hans fordel anføres, at den nye amerikanske præsident har konfronteret illusionsmageriet med en ganske barsk præsentation af denne verdens reelle trusler. Han har belejret, overvundet og knust neokonservatismens og neoliberalismens luftkastel. Det er, i lyset af de seneste års præstationer på regeringsniveau fra Bush til Fogh, en ganske formidabel bedrift og øjeblikkelig samt konkret forandring med perspektiv i. Franklin Roosevelts storhed ligger i den kendsgerning, at han med pædagogisk retorik og handlekraft trak amerikanerne ud af en mental depression – den økonomiske nedtur blev først vendt til opgang under Anden Verdenskrig [xii]. Obama har så åbenbart et lignende, måske endog mere udviklet, talent.

Faren er, som Jonathan Scheel fremhæver i sit essay, ikke, at Obama vil skuffe en politisk stamme, som går under øgenavnet "venstreorienterede". Den reelle fare er, at præsidenten, fordi han skal vinde politisk opbakning, tilpasser sig den politiske midte, som så længe har ignoreret virkeligheden, og derfor ikke tilstrækkelig effektivt får håndteret de seks kriser. Men talen i forbindelse med hans indsættelse i embedet signalerede overraskende skarpt, at han ønsker et klart brud med fortiden og dens "falske løfter" og "nedslidte dogmer". Modstandere af nytænkning blev fejet til side: "Det, som kynikerne ikke forstår, er, at deres fundament er rykket væk under dem, at de gamle politiske argumenter, som vi så længe har været optaget af, ikke længere er tidssvarende" [xiii]

Udnævnelsen af en række veteraner fra Clinton-regeringen har rejst kritik af Barack Obama. Med et væld af citater er det blevet påvist, at adskillige ministre tidligere havde et forhold til virkelighedens kriser, som i dag virker urealistisk og giver dem et medansvar for illusionsmageriet. Det er en kritik, som kan sløre Bush-regeringens forbrydelser og ekstreme udgave af illusionsmageri, og som overser, at de seneste år har været meget lærerige. Amerika er forandret, og det politiske center ligger ikke, hvor det lå for otte år siden. Med nye folk, som ikke er rekrutteret fra Republikanernes højrefløj, på ministerposter er vigtig forandring kommet.

Obama selv har i et interview besvaret kritikken med, at han har søgt en blanding af opfindere og erfarne. Samtidig gav han en meget væsentlig redegørelse for sit syn på ministrenes rolle: "Jeg har aldrig haft den opfattelse, at man skaber forandring ved ikke at ansætte folk, som ved, hvordan tingene fungerer, så man kan starte på bar bund og helt genopfinde hjulet. Det er mig, som sørger for ændring. Det er min vision. Det er min dagsorden. Det er den, som vi talte om under kampagnen og som millioner af mennesker stemte på. Men jeg ønskede nogle gode mekanikere, som ved, hvordan de skal håndtere systemet ud fra de mål og den vision, som jeg har leveret" [xiv].

Præsidenten er altså den store rorgænger; ministrene skal blot sørge for, at apparatet fungerer, når han bestemmer kursen. Det er en ganske præcis præsentation af den magt, som forfatningen giver præsidenten, men det er få præsidenter, som kunne magte opgaven. Obama har rustet sig til udfordringen med udnævnelse af særligt hårde bananer til ledende poster i sin egen stab og han vil samtidigt modtage råd fra ekspertpaneler, der tilsyneladende skal spille en mere aktiv rolle end vanligt er. På dette punkt kommer inspirationen, oplyser Obama selv, fra en bog af historikeren Doris Kearns Goodwin, som i en Lincoln-biografi fremhæver, at denne udvalgte rådgivere med vidt forskellig ideologi og lyttede omhyggeligt til alle deres argumenter, inden han traf beslutninger.

Tidligere præsidenters eksempel er den bedste modgift, når kynikerne præker. Især fem præsidenter har vist, at samfundsændringer er mulige – det er Abraham Lincoln (1861-65), Franklin Roosevelt (1933-45), John F. Kennedy (1961-63). Lyndon B. Johnson (1963-68) og Ronald Reagan (1981-89). Karakteristisk for disse præsidenter er, at de ikke kun anvendte et flertal i Kongressen eller bevægede sig ind i en politisk midterposition, hvor de kunne indgå kompromisser. De tog dristigt initiativer, som blev gennemført trods modstand og risiko. Doris Kearns Goodwin lægger hovedvægten på deres evne til mobilisering af folkelig støtte: "Når man ser på perioder med samfundsændringer, så har præsidenten i hvert eneste tilfælde brugt ledelse til ikke kun at få folk til at forstå, hvad problemerne var, men de har også skabt en brændende trang for at få disse problemer behandlet på en meningsfyldt måde" [xv].

Goodwin har i sine bøger og i ovenfor anførte interview ud fra de historiske fortilfælde leveret en opskrift for, hvordan en "progressiv" præsident kan få succes. Obama har tilsyneladende nærlæst de råd og følger dem. Især Abraham Lincoln er hans store forbillede. Historiske paralleller kan være vildledende, men Barack Obama har i sine personlige kvaliteter mange træk, som også udmærkede hans største forgængere. Han kan med sine ord bevæge folk og slå bro over kløfter. Det er en mand med viljestyrke og karakter, som vækker tillid. Han er sig bevidst, at præsidentembedet har moralsk autoritet, så han fra sin talerstol kan vejlede om, hvad der er "rigtigt" og "forkert". Og i tilgift har han utvivlsomt fra sin skoling i Chicagos barske politiske klima evne til ganske hård behandling af politiske modstandere, når andre metoder har vist sig frugtesløse.

Amerikansk politik har med store mellemrum oplevet vidtgående omstilling. Den seneste store fandt sted med valget af Roosevelt i 1932; en mindre skete i 1980 med valget af Reagan. Det karakteristiske for disse brud er, at vælgernes adfærdsmønster ændres, og det kan tage årtier, inden de fundamentalt ændrer holdning igen. Journalisten John Judis forudsagde i 2002, at et nyt Demokratisk flertal var på vej. Han henviste især til demografiske ændringer, som ville give Demokraterne en ny rygrad af højt uddannede, etniske mindretal og kvinder [xvi]. Disse gruppers vækst, numerisk og meningsdannende, er forbundet med samfundets udvikling til en post-industriel økonomi, der er centreret i storbyer, som især fremstiller ideer og tjenesteydelser. Deres politiske holdninger kan kaldes progressive eller liberale; det vigtige er, at de kræver vidtgående reformer, og at deres værdier og opfattelse af regeringens passende rolle udgør et brud med den konservative bølge, som siden slutningen af 60’erne har været fremherskende. I en artikel straks efter valget af Obama dokumenterede Judis, at dette flertal stod bag hans sejr [xvii].

Det store spørgsmål er, hvorvidt Obama sammen med sit parti kan fastholde og udbygge sit flertal. Det største spørgsmål er, hvorvidt man kan udnytte kriserne til varige samfundsændringer. De to spørgsmål er formentlig tæt forbundne, og fra amerikanernes historie kan vi lære, at det er muligt, at begge dele kan lykkes for Barack Obama.

Jørgen Dragsdahl er journalist. Han har i mere end 40 år beskæftiget sig med amerikansk politik. Hans seneste større værk er bidrag til antologien "Bushs Amerika" fra 2005.

[i] Henrik Qvortrup: ”Drømmefyren og virkeligheden”. Metroexpress, 15-1-09

[ii] Johan Vardrup: ”Kan Barack Obama kun skuffe?”. Berlingske Tidende netavis, www.berlingske.dk/article/20081105/valgiusa/8110521

[iii] http://blog.tv2.dk/zeeto/entry277064.html

[iv] Henrik Qvortrup: ”Hva’ så nu, Obama?”. Metroexpress 6-11-09

[v] Mindre kendt er det, at progressive forskere og debattører i de seneste år har skrevet adskillige rapporter samt bøger, som beskriver lignende forandring af USA. Se f.eks. Herbert J. Gans: ”Imagining America in 2033”. The University of Michigan Press, Ann Arbor 2008

[vi] Peter Kemp: ”Den nye Verdensuorden – Rapport til Udenrigsministeriet”. Forlaget politisk revy, København 2007.

[vii] Alex McGillis: “Obama Seeks to Transfer Campaign’s Spirit to Challenges Ahead”. Washington Post, 21. januar 2009

[viii] Niels Bjerre-Poulsen: ”Kan Obama modstå kejserfristelsen?”. Information, 23-1-09

[ix] Adam Nagourney og Marjorie Connelly: “Poll Finds Faith in Obama, Mixed With Patience”. The New York Times, 18-1-09

[x] Citeret i David Leonhardt: ”The Big Fix”. The New York Times, 1-2-09

[xi] Jonathan Schell:”Obama and the Return of the Real”. www.thenation.com/doc/20090209/schell

[xii] For en beskrivelse af, hvordan Roosevelt bidrog til håbets sejr se Jonathan Alter: ”The Defining Moment”. Simon & Schuster, New York 2006.

[xiii] Dan Balz: “Obama Signals Need for a Sharp Break From the Past”. Washington Post, 21-1-09

[xiv] Anne Kornblut: ”Transition Signals A Centrist Approach in Obama White House”. The Washington Post, 18-1-09

[xv] Robert Kuttner: ”A Conversation With Doris Kearns Goodwin”. The American Prospect, januar 2008.

[xvi] John Judis og Ruy Texeira. ”The Emerging Democratic Majority”. Simon & Schuster, New York 2002.

[xvii] John Judis: ”America the Liberal”. The New Republic, 5-11-08