Trykt i Information 27. marts 2009

 

 

Generalsekretær skal give NATO en ny start

 

NATO's næste generalsekretær står over for store udfordringer. Spørgsmålet er, om Anders Fogh Rasmussen besidder de kvalifikationer, som NATO har brug for

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

 

Siden Den Kolde Krig blev afsluttet, har NATO haft to generalsekretærer, som i kraft af personlige kvalifikationer spillede en meget stor rolle for alliancens udvikling. Deres indsats blev leveret, da alliancen stod i kriser, som truede dens eksistens. Generalsekretæren, som skal afløse den nuværende, vil stå med udfordringer, som er helt på højde med dem, som de to store forgængere, Manfred Wörner og Javier Solana, håndterede brillant.

Når generalsekretærens job beskrives, er der en tendens til, at hans formandspost i Det Nordatlantiske Råd fremhæves. Ud fra dette perspektiv er han en embedsmand, som skal koordinere medlemmernes interesser. Men generalsekretærer har været fremragende, når de også udnyttede to andre opgaver. Som både alliancens øverste talsmand og chef for hovedkvarterets internationale stab kan generalsekretæren være en politisk leder.

Manfred Wörner, som havde posten fra 1988 til 1994, kom til Bruxelles med stor sikkerhedspolitisk erfaring – fra 1982 til 1988 var han eksempelvis Vesttysklands forsvarsminister. Ganske mange troede, at Murens fald og Warszwa-pagtens opløsning ville blive NATOs død. Men med grønt lys fra chefen blev den internationale stab en sprudlende tænketank, og Wörner selv rejste store visioner med sine taler. Privat sympatiserede han med det østeuropæiske ønske om optagelse og banede reelt vej for det i sine officielle taler. Fra september 1993 opfordrede han bag lukkede døre USA til at gå ind for en udvidelse.

Efter Wörners død i 1994 kom et lidet bemærkelsesværdigt mellemspil med belgieren Willy Claes, som måtte gå af på grund af korruption. Men Javier Solana, som var Spaniens udenrigsminister og tidligere NATO-modstander, hyldes ofte for sin indsats fra 1995 til 1999. Han gav alliancen et sympatisk ansigt og blev en central aktør, som bidrog måske afgørende til, at den første udvidelse fandt sted. Solana var også en yderst aktiv diplomat, som plejede russernes sårede følelser og ellers fokuserede på Balkans konflikter. Under hans ledelse lignede NATO stadigt mere en kollektiv sikkerhedsorganisation for ligeværdige med en kreativ stab.

Ny start med Obama

Visionerne fra 90’erne blev knust, da George Bush kom til magten. For den nye amerikanske ledelse var allierede kun vasaller, som lydigt skulle indordne sig under imperiets diktater. Med Barack Obama er man tilbage i en tilstand, hvor gensidighed, fælles interesser og konsultationer er nøgleord.

Udnævnelsen af den 49-årige Ivo Daalder til amerikansk ambassadør i NATO viser, at USA sammenlignet med de seneste otte år ønsker store ændringer. Han var oprindelig hollandsk statsborger, og angreb i 80’erne med stor ildhu Reagans stjernekrigsprojekt. Siden har han, afbrudt af en kort periode i Clintons nationale sikkerhedsråd, gjort akademisk karriere i USA, senest på tænketanken Brookings Institution. Mellem hans værker er et opgør med Bush-regeringens "revolutionære" imperie-strategi og flere artikler, hvor han argumenterer for, at NATO skal være en global alliance, hvor alle demokratiske lande er med. Han har også, ofte ganske udiplomatisk, gjort klart, at europæerne yder et alt for ringe og lille bidrag.

Alliancens næste generalsekretær får derfor et meget krævende job. Han skal bidrage til, at det atlantiske fællesskab bliver fornyet, og at alle europæiske lande helhjertet støtter NATO. Bestræbelserne fra 90’erne for inddragelse af Rusland i et strategisk fællesskab skal genoptages. Man skal selvfølgelig finde en løsning på moradset i Afghanistan, men mindst lige så vigtigt er det, at NATO får et godt image hos verdens muslimer.

Gårsdagens mand

Det store spørgsmål i forbindelse med Anders Fogh Rasmussens kandidatur er, hvorvidt han har kvalifikationerne, som NATO har behov for i lyset af disse udfordringer. Det er et spørgsmål, som endnu ikke er blevet diskuteret i det land, som kender ham bedst.

Den tilsyneladende opbakning til statsministerens kandidatur er overraskende, fordi han så udpræget i sikkerhedspolitisk sammenhæng er gårsdagens mand. Som måske den eneste topleder i NATO har han et medansvar for hele Bush-periodens fejl og forbrydelser. Han bidrog til splittelse af Europa, da Bush havde brug for opbakning til angrebet på Irak. Fogh er ikke en statsmand, som stråler af respekt for international lov – invasionen og holdningen til USA’s brug af tortur tyder mest på disrespekt. Der er heller ikke tegn på respekt, når det gælder islam, og det kan blive interessant, når han udsættes for bombardement af et højt kvalificeret internationalt pressekorps.

Ingen forudså på forhånd, at Wörner og Solana ville blive store statsmænd, så det er jo muligt, at Fogh Rasmussen også vil vokse med opgaven. Men det bemærkelsesværdige er, at forventningerne til ham ikke er store. Som en erfaren amerikansk ekspert, der selv kan være på vej til et NATO-job, siger: "Obamas folk vil vise, at man i modsætning til Bush lytter til europæerne, og derfor vil man ikke gå imod et europæisk ønske. Desuden kan ingen få øje på en stærkere europæisk kandidat".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.