Trykt i Information 3. april 2009

 

 

Efter 60 år skal NATO i terapi

 

Alliancen trænger til overvejelse af, hvorfor man har et fællesskab, påpeger amerikanske eksperter

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

 

Op til de kommende dages topmøde i NATO har fremtrædende amerikanske eksperter anbefalet, at alliancen sendes i terapi. Der er, hævder de, behov for en helt grundlæggende fornyelse af det nu 60-årige sikkerhedssamarbejde mellem USA, Canada og de europæiske allierede.

I rapporten Alliance Reborn foreslår de, at en lille gruppe respekterede opinionsledere undersøger, hvordan fællesskabet skal fungere i de kommende år. I den forbindelse bør man indhente råd fra parlamenter, tænke-tanke og eksperter, og det endelige produkt skal være henvendt til medlemmernes folk, deres partnere og modstandere. En variant af denne fremgangsmåde har støtte fra Norge og Tyskland.

Bag forslaget ligger den kendsgerning, at NATO i de seneste otte år har været ude i en dyb krise. Den erfarne NATO-ekspert Stan Sloan mener endog, at krisen har været den hidtil "mest alvorlige i alliancens historie". Ud fra denne synsvinkel opstår et behov for svar på en række spørgsmål: Var det især den aparte Bush-regerings skyld? Eller har europæere og amerikanere udviklet interesser, som stadigt mere vil være uforenelige?

Alliancens generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer har i et par år talt for, at NATO bør udarbejde et nyt strategisk koncept. Det er et grundlæggende dokument, som skal være vejledende i alliancens aktiviteter. Konceptet blev fornyet i 1999. Uenighed medførte dengang, at alt for meget var vagt, og siden er der jo sket en del.

Udsigterne for et nyt koncept er ikke de bedste. To danske forskere har i en rapport for den danske halvofficielle tænketank DIIS konstateret, at NATO "i langt højere grad end tidligere" er præget af "strategisk skizofreni". Det centrale spørgsmål for alliancen er, mener de: Skal det være en global alliance eller skal den kun forsvare Europa?

Det vigtigste i forbindelse med et koncept er processen, hvor medlemmernes repræsentanter diskuterer og i sidste ende tilpasser sig hinanden. Succes er det, hvis man når frem til en højere enighed, men faren er, at man undervejs bliver så uenige, at konceptet bliver et papirtyndt dække over en lurende skilsmisse.

Nyt koncept utilstrækkeligt

Alliancen har brug for et nyt koncept, men det er en udbredt amerikanske opfattelse, at det ikke blot kan være et opdateret kopi af konceptet fra 1999. NATOs missioner, partneraftaler og beredskab bør omvurderes, konstaterer rapporten Alliance Reborn, der er skrevet af bl.a. Daniel Hamilton, Stephen Flanagan og Julianne Smith – meget kendte navne i den transatlantiske debat. I december fik de opbakning på en konference i Washington med mere end 150 deltagere. Men vigtigere end ny strategi og ny slagkraft, herunder en evne til genopbygning i indsatsområder, er altså, at NATO "får genopbygget sin overordnede opfattelse af fællesskab".

Overvejelserne kan passende starte med endnu et spørgsmål: Hvordan og hvorfor overlevede NATO Bush-doktrinen, der skulle gøre USA til den almægtige leder af et imperium med lydige vasaller?

I en analyse har Stan Sloan, som i flere årtier var ansat i Kongressens forskningstjeneste CRS, peget på en række faktorer, som kan besvare spørgsmålet. I flæng kan nogle nævnes her: EU-projektet viste sig i perioden behæftet med så alvorlige svagheder, at europæerne ikke kunne få øje på et alternativ til NATO. Østeuropæerne ønsker af historiske og geostrategiske årsager et stærkt amerikansk engagement i Europa, så de vil finde sig i næsten alt. Udviklingen i Rusland opmuntrer ikke til opløsning af alliancen. Amerikanere og europæere har erkendt et værdifællesskab, som befordrer sammenhold. Og endelig har den økonomiske integration siden begyndelsen af 90’erne skabt ekstra stærke bånd.

Læren af krisen

Sloan uddrager også en stribe lærestreger. Mellem dem er, at USA godt nok er den suverænt stærkeste partner, men det er afgørende for NATOs helbred, at amerikanerne ikke optræder, så man kan mærke, at de har et overherredømme. Den centrale lære er, at samarbejde mellem demokratiske stater har afgørende betydning for alles fremtidige sikkerhed og velfærd.

Det er sandsynligt, at topmødet i erklæringer og skåltaler vil hylde fællesskabet, men det vil være næsten lige så åbenbart, at hyldest til fødselaren ikke er nok. Der er risiko for, at man beruset af egen tilsyneladende succes åbner døren yderligere for nye medlemmer, så "alle" demokratiske lande – f.eks. Indien, Japan og Australien – kan være med i en ægte global alliance. Men problemerne med Afghanistan-Pakistan indbyder ikke til, at NATO påtager sig flere opgaver. Hvis nogen havde behov for bevis, er præsident Obamas forvirrende og uklare oplæg på det felt tungtvejende. Man bør, argumenterer den amerikanske ekspert Charles Kupchan, inden en globalisering først løse mere nære problemer – f.eks. søge Rusland forankret i det euro-atlantiske fællesskab.

Og så må det nok lige bemærkes, at hvis man leder efter europæisk "input" til denne debat, bliver resultaterne, som det indirekte fremgår af ovenstående, ret magre. NATOs fremtid er stadig noget, som i det kreative mest optager amerikanere. Typisk er det, at da DIIS nyligt afholdt en stor NATO-konference, var kun en dansk politiker synlig i forsamlingen – tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft. Så måske skulle nogle medlemslande også sendes til storpolitisk terapi.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.