Sendt af Danmarks Radio, Orientering 20. maj 2009

 

Obama forbedrer klimaet i atomforhandlinger

 

 

 

 

Forberedende møde mellem deltagerne i traktaten mod spredning af atomvåben har for første gang i mange år opnået resultatet. Diplomater og uafhængige iagttagere giver Obama en stor del af æren.

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

For seks uger siden erklærede præsident Obama, at total atomafrustning er et strategisk mål for USA. Det var et udspil, som skulle give verdens stærkeste atommagt troværdighed, når den modsætter sig, at flere stater anskaffer atomvåben. Nu har han opnået sit første konkrete resultat. I første halvdel af maj har deltagerne i traktaten mod spredning af atomvåben afholdt deres første vellykkede møde i mange år, og fra mange sider får Obama æren, fordi han med sit udspil har forbedret klimaet i forhandlingerne.

Det konkrete resultat kan måske virke beskedent. Deltagerne har kun besluttet en dagsorden for en stor konference til næste år, hvor forbedring af indsatsen mod spredning kan vedtages. Men alligevel kaldes dette resultat for "et gennembrud" af erfarne iagttagere. Da den sidste store konference blev afholdt i 2005 kunne man under de forberedende møder end ikke vedtage en dagsorden, og under selve konferencen anvendte man tre uger til diskussion af en dagsorden, og selve konferencen blev afsluttet i dyb splittelse, som blokerede ethvert forslag til forbedring. Skylden blev især lagt på Bush-regeringens skuldre, fordi den ikke ville anerkende beslutninger i forbindelse med atomnedrustning, som var vedtaget af alle traktatens medlemmer i 1995 og 2000. Med Barack Obama i Det Hvide Hus har USA radikalt ændret kurs, så man nu, tilsyneladende, er på bølgelængde med næsten alle deltagere i traktaten mod spredning af atomvåben.

Traktaten bygger på tre søjler. Atommagterne skal afskaffe deres arsenaler, andre lande må ikke anskaffe atomvåben, og deltagerne skal have bistand til fredelig udnyttelse af atomkraften. Næsten alle FNs medlemslande er med – dog ikke atommagterne Israel, Indien og Pakistan. Nordkorea har meldt sig ud. Noget forenklet kan bestræbelserne op til konferencen næste år opsummeres med, at USA sammen med sine allierede og nærmeste venner vil have lukket smuthuller i traktaten, som har medført, at f. eks. Iran og Nordkorea ganske lovligt kan udvikle en evne til fremstilling af atomvåben. Især den alliancefrie bevægelse, som består af klodens fattigste lande, vil have sikkerhed for, at atommagterne afruster. Stadig lidt forenklet kan man sige, at traktaten bygger på en handel – hvis atommagterne afruster, så vil lande, som ikke selv har atomvåben, heller ikke anskaffe dem. Det grundlæggende problem er netop blevet beskrevet af Mohamed ElBaradei, der leder det internationale atomenergi agentur IAEA, som fører opsyn med nogle af traktatens bestemmelse. "Vi lever stadig i en verden, hvor man med atomvåben skaffer sig magt, skaffer sig en forsikring imod angreb", forklarer ElBaradei, idet han påpeger, at lande, som ikke har atomvåben og befinder sig i konfliktområder, er ganske opmærksomme på, at atomvåben kan være nyttige.

Det er også grunden til, at en indsats mod spredning af atomvåben må fremhæve, at atomvåben aldeles ikke er nyttige men ret så farlige for alle. Dette budskab har noget begrænset troværdighed, så længe atommagterne bevarer deres arsenaler og andre planlægger anskaffelse. ElBaradei mener, at op til 20 stater "meget snart" har de tekniske muligheder for fremstilling af atomvåben.

Mange lande, som ikke har atomvåben, føler sig forrådt. Under konferencen i 2000 vedtog man et 13. punkts program for atomnedrustning, men i 2005 ville Bush-regeringen sammen med Frankrig ikke anerkende det, og Rusland lignede heller ikke en tilhænger. I en helt frisk rapport fra det amerikanske forskningsinstitut Carnegie Endowment for International Peace viser en gennemgang af atommagternes adfærd, at de nu alle på adskillige punkter er i strid med programmet. Den nye amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton har imidlertid sagt, at man gerne ser "en lignende" pakke med nedrustningsforslag blive vedtaget til næste år, og det har sammen med en række amerikanske initiativer skabt håb for en produktiv konference. Centralt i den amerikanske strategi står, at hvis atommagterne giver noget på nedrustningsfeltet, så vil de andre medlemmer acceptere en stribe forslag, som skal sikre, at atomvåben ikke kan udvikles i ly af et såkaldt fredeligt atomenergiprogram.

Forhandlingerne er, mildt sagt, komplicerede og vidt favnende. Mængden af emner kan illustreres med, at formanden for det nys afholdte møde i et opsummerende dokument henviser til over 300 forslag fra deltagerne. En uafhængig ekspert har grupperet forslagene, som ofte er uhyre tekniske og fylder mange sider, i 27 emnegrupper. De søger svar på en række spørgsmål: Hvordan kan man sikre, at atommagterne hurtigt afruster? Hvordan kan man garantere, at atomvåben allerede nu anses for uden nytteværdi og ubrugelige? Hvordan man flere atomvåbenfrie zoner oprettes? Hvad kan gøres, så kontrollen med atomanlæg bliver effektiv? Hvordan kan man effektivt straffe lande, som bliver grebet i snyd? Og hvordan skal det internationale samfund reagere, hvis et medlem af traktaten melder sig ud?

Mødets formand udarbejdede et dokument med anbefalinger til næste års konference. Alle deltagere skal være enige, når man træffer beslutninger, og hans dokument blev mødt med en del kritik, så det blev ikke vedtaget. Mellem modstanderne var Cuba og Iran, som anså nedrustningselementet for svagt. Men flere diplomater og eksperter fremhæver, at også Frankrig blokerede, fordi man i denne atommagt, ifølge kritikerne, er imod juridisk bindende nedrustningskrav. Fraværet af enighed kan tyde på, at resultater på den kommende konference vil være uopnåelige. Men det er ikke den mest udbredte vurdering, idet mange deltagere og uafhængige iagttagere påpeger, at man faktisk var nået langt i diskussionerne, og at alle deltagere havde udvist fleksibilitet. Selv Iran har angiveligt optrådt konstruktivt – måske et første tegn på, at præsident Obama med sin forsonlige holdning til Teheran er på rette vej. Australiens repræsentant afspejlede den udbredte optimisme, da hun sagde, at møder i forbindelse med traktaten normalt svarer til et besøg hos tandlægen, når man skal have trukket tænder ud, men dette møde havde været ganske anderledes.

Det faktisk sagte og sendte kan afvige fra manuskriptet.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.