Rustningskontrol er tilbage efter pause under Bush - (ATOMVÅBEN)

Aftalen i Moskva udgør en bro, som forbinder fortid og fremtid, så yderligere nedrustning bliver mulig

Målsætningen for USA’s erklærede strategi er med præsident Obama blevet, at atomvåben skal afskaffes helt. Så hvordan passer resultaterne fra topmødet i Moskva ind i denne strategi? Svaret har både tekniske og politiske aspekter.

Det altoverskyggende er, at traditionel "rustningskontrol" er blevet genindført i de to store atommagters relationer. Det er noget nær en videnskab i diplomatiet, som Bush-regeringen vendte ryggen til. Siden 1960’erne havde forhandlere diskuteret detaljer i atomarsenalerne, så deres udvikling blev forudsigelig. Målsætningen var stabilitet – og på længere sigt nedskæring af arsenalerne. Under Bush blev en nedrustningstraktat indgået i 2002, men den udgjorde i mange henseender et brud med traditionen, idet den sammen med andre initiativer vendt imod rustningskontrol ikke bidrog til stabilitet.

Hvis rammeaftalen, som præsidenterne vedtog, medfører, at man indgår og ratificerer en ny traktat, vil det være den første "traditionelle" siden 1991. Det vil også bekræfte, at man har fået genoprettet en proces, som kan føre til yderligere nedskæringer. Rammeaftalen udgør altså en bro fra fortiden til fremtiden. En del af denne bro er, at begge parter skal genoprette bureaukratier med eksperter, som kan rådgive og forhandle. Man får dermed skabt en kontaktflade, som bygger på fælles interesser.

Aftalen indeholder tal for arsenalernes sammensætning. Det påpeges fra nogle sider, at de kun varsler beskedne nedskæringer i forhold til arsenalernes nuværende omfang. Påstanden er både rigtig og forkert. Og tallene vil blive diskuteret heftigt af eksperter, der er for eller imod en traktat.

Ifølge den seneste officielle udveksling af data fra april har Rusland 814 raketter og bombefly med interkontinental rækkevidde. De er bevæbnet med 3.909 bomber. USA har 1.214 raketter og bombefly med 5.951 sprænglegemer.

Man har nu aftalt nye lofter, som skal være på mellem 500 og 1.100 for fremføringsmidler. Det tilladte antal bomber kan ligge mellem 1.500 og 1.675. Altså en endog meget dramatisk nedrustning. Tilsyneladende.

Thi i den virkelige verden er den aktive del af arsenalerne betydeligt mindre, end de officielle tal viser. Uofficielle tal fra amerikanske forskere, som er bragt i Bulletin of The Atomic Scientists, anslår, at Rusland har 620 fremføringsmidler med 2.787 bomber, og at USA har 851 raketter og bombefly med 2.202 bomber. Nogle kilder giver lidt højere tal for Ruslands vedkommende og 1.100 fremføringsmidler i USA’s arsenal. [i]

Man kan også sammenligne med tal i Bush-traktaten fra 2002, som giver parterne ret til mellem 1.700 og 2.200 bomber ved udløbet af december 2012, og så virker nedskæringen mere beskeden [ii]. Et af problemerne med denne traktat er, at den udløber samtidigt med, at bombe-loftet træder i kraft, så teoretisk set kan man 1. januar 2013 hente bomber fra oplagring og genoplade raketterne.

I dette virvar af matematik er det vigtige, at en ny traktat vil forpligte parterne ti år ud i fremtiden til overholdelse af de nye lofter [iii]. Der er således fornuft i sammenligning af den kommende aftale med parternes, for høje, officielle tal.

Der er flere årsager til, at de nye lofter har en fleksibilitet indbygget, idet man jo f.eks. anfører, at raketters og bombeflys antal skal være mellem 500 og 1.100. Fleksibiliteten imødekommer, at parternes arsenaler er meget forskellige.

Ruslands arsenal er stærkt forældet, og det vil formentlig svinde ind hurtigere, end man kan erstatte de ubrugelige våben. USA moderniserer sædvanligvis gamle våben, så man kan nemmere opretholde arsenalets omfang. Russerne ønsker amerikanerne ned i nærheden af deres eget niveau, men det vil amerikanerne ikke. Desuden ønsker Obama-regeringen fleksibilitet i en aftale, som skal være klar i år, fordi man er i gang med en omfattende nyvurdering af arsenalets opgaver og sammensætning. Denne nyvurdering er først klar efter, at den nye traktat skal være indgået, og hvis man forpligtede sig lavt nu, ville det skubbe den vigtige proces med nyvurdering til side.

Traktaten vil indeholde regler for, hvordan man kontrollerer hinanden. Den vil også udgøre fundamentet i nye forhandlinger, som yderligere skal medføre nedskæringer.

Mellem Bush-regeringens overgreb på traditionel rustningskontrol var, at man ensidigt opsagde ABM-traktaten, der forbød et effektivt forsvar mod raketter.

Ifølge paragraf 5 i rammeaftalens russiske tekst – USA har i skrivende stund ikke offentliggjort en engelsk tekst – skal den nye aftale også beskæftige sig med forholdet mellem offensive og defensive våben. Det er både et fremskridt – og en potentiel "bombe".

Det positive fremskridt er, at russerne har fået en indrømmelse, som kan gøre dem mere medgørlige. Hvis man ikke har aftalt begrænsning af et forsvar mod raketter, kan det blokere nedrustning af offensive våben, fordi Rusland vil se behov for mange raketter, som kan overvælde et forsvar.

Men bestemmelsen kan også sabotere den kommende aftale, hvis parterne ikke når til enighed. Det er dog en udbredt opfattelse, at missilforsvarets fremtid ikke vil blokere for aftalen, som skal indgås i år. Bestemmelsen vil dog forpligte USA til forhandlinger, og den vil blive meget vigtig, når man skal i gang med yderligere nedskæringer.

Ud fra USA’s strategiske målsætning – total atomafrustning – er et nært samarbejde med Rusland afgørende. Man har aftalt et bredt samarbejde, som omfatter langt mere end rustningskontrol, men den barske virkelighed er, at samarbejdet ofte vil ske på ulige vilkår, fordi Rusland ikke kulturelt, økonomisk, militært eller politisk er en supermagt. Men netop i forbindelse med missilforsvar kan man fra russisk side tilbyde noget reelt – både teknologisk og geografisk (f.eks. radaranlæg på eget territorium).

For russerne er der både status og sikkerhed på spil i forbindelse med USA’s udvikling af det såkaldte raketskjold – og i begge henseender kan samarbejde med USA imødekomme russiske interesser.

[i] Efter artiklen var skrevet, oplyste den dansk forsker Hans Kristensen, som sammen med amerikaneren Robert Norris, udarbejder tallene i Bulletin of the Atomic Scientists, at de mest aktuelle tal ( 9. juli 2009) for fremføringsmidler er 798 amerikanske og 620 russiske. Den store kløft mellem "officielle" og "reelle" tal skyldes optællingsreglerne i START I traktaten fra 1991. Den medfører, at våbensystemer, som ikke længere har en nuklear rolle, stadig tælles med. For USA's vedkommende er det primært antallet af bombefly, som giver den store forskel.

[ii] SORT traktaten fra 2002 har ikke et loft for antallet af raketter og bombefly. En stor kilde til usikkerhed i tal for bomber er, at traktaten kun tæller bomber i "aktiv tjeneste" (deployed). Mange tusinde bomber befinder sig i begge lande på lagre eller er undervejs til destruktion.

[iii] Som anført er traktatens planlagte gyldighedsperiode ti år. Nedskæringen af arsenalerne skal dog være gennemført i løbet af syv år. Det forventes dog, at en ny traktat, som skal forhandles fra næste år, vil gennemføre yderligere nedskæringer, og den vil så erstatte de her nævnte lofter.