Sendt af Danmarks Radio, Orientering 17. juli 2009

 

Hård kritik af Obamas atompolitik

 

 

I sidste uge indgik USA og Rusland en såkaldt rammeaftale, der på langt sigt skal bane vej for total atomafrustning. Og nu kommer kritikken så fra amerikanske sikkerhedseksperter, som har haft topposter i USA’s sikkerhedsorganer. Anklagen er, at Obama svækker USA’s atomarsenal og opmuntrer nationens fjender. Kritikerne ønsker en massiv fornyelse af atomarsenalet, så bomberne bliver mere brugbare.

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

USA’s præsident Barack Obama er farlig. Han er en trussel imod USA’s sikkerhed. Og han er en trussel imod USA’s allierede. Han har en russisk opfattelse af Den Kolde krig, og han går terroristers ærinde.

Det er lidt af indholdet i de bandbuller, som nogle amerikanske sikkerhedseksperter og toppolitikere har affyret imod præsident Obama før og efter topmødet i Moskva, hvor han indgik en aftale, der skal bane vej for nedskæring af atomarsenalerne. Kritikken kan ikke afvises med, at den kommer fra et yderligtgående mindretal. Mange af kritikerne kan måske nok placeres langt til højre i det politiske spektrum, men de har ofte betydelig erfaring fra poster i den del af statsapparatet, som skal varetage USA’s sikkerhed. Deres påstande og analyser vil utvivlsomt spille en vigtig rolle i den debat, som præsidentens nedrustningspolitik har udløst. Og når Senatet engang skal tage stilling til traktater, som amerikanske forhandlere indgår, kan selv et mindretal blokere en vedtagelse, fordi det skal ske med to-tredjedeles flertal. Det er sikkert, at nogle republikanske senatorer vil samarbejde tæt med disse kritikere.

Tilsyneladende vil kritikerne fremhæve, at det er Obama, som er yderligtgående. Det er eksempelvis temaet i en artikel, som er skrevet af den republikanske senator Jon Kyl i samarbejde med den tidligere viceforsvarsminister Richard Perle. Sidstnævnte var i 1980’erne i konstant konflikt med præsident Reagans forhandlere, som ifølge Perle gav Sovjetunionen alt for store indrømmelser. Senator Kyl og Richard Perle henviser til en rapport, som i maj blev afgivet fra en tværpolitisk ekspertgruppe, der var nedsat af Kongressen. Den fremhævede, at USA har brug for en stærk atomstyrke. Desværre, konkluderer Kyl og Perle, er præsident Obamas politik i strid med kommissionens anbefalinger.

Præsidentens erklærede målsætning – en verden uden atomvåben – er skydeskive for mange kritikere. Obama har påpeget, at USA er traktatligt forpligtet til en indsats med denne målsætning, og at indsatsen skal øge presset på lande, som vil anskaffe atomvåben. Men den tidligere CIA-direktør James Woolsey mener, at atomvåbens afskaffelse først er mulig, når alle verdens lande er blevet ”fredselskende demokratier, som anerkender menneskerettighederne og ikke truer nogen”. Problemet, som han ser, er, at præsidentens drøm og langsigtede idealisme fører ham på afveje, så USA ikke beskytter sig selv og besejrer sine fjender.

Det vækker også foragt, at USA nu har genoptaget traditionen med forhandlinger, som gennem aftaler med modparten skal føre til gensidige og kontrollable nedskæringer. Præsident Bush vendte ryggen til denne tradition. Aftaler med gensidige nedskæringer giver jo modstandere indrømmelser – og mindsker egen handlefrihed. Hans kritikere frygtede en verden med atom-anarki uden traktater med regler for militær oprustning. I en avisartikel har Marc Thiessen, som skrev taler for både præsident Bush og hans forsvarsminister Donald Rumsfeld, nu påpeget, at nok var det i Bush-årene småt med forhandlinger, men USA gennemførte alligevel meget kraftige nedskæringer i sit arsenal. Det var muligt, hævder han, fordi man opgav traditionel våbenkontrol. Han kalder Obamas forhandlere ”dinosaurer” og erklærer, at traktater med våbenkontrol i dag er lige så forældede som ”hulemalerier”.

Debatartiklerne med retoriske udfald og dramatiske påstande har opbakning fra rapporter med mere udførlig argumentation. Der er netop udkommet en ny fra Center for Security Policy – et institut, som blev grundlagt i 1980’erne af Frank Gafney, der forlod en post i Pentagon i protest mod, at Reagan indgik en traktat, som afskaffede mellemdistanceraketter. Den er skrevet af ni eksperter – flere af dem har haft ledende poster i Republikanske administrationer.

Mellem dens mest interessante påstande er, at USA i de seneste 17 år ensidigt har fastfrosset sit arsenal kvalitativt, og der er angiveligt slet ikke noget aktivt program for modernisering af arsenalet. Eksperterne hævder altså, at arsenalet heller ikke blev moderniseret, mens George Bush var præsident. Påstanden virker også umiddelbart overraskende, fordi USA i perioden har investeret mange milliarder dollars i forbedring af både bomber og raketter. Undervandsbådene har eksempelvis fået nye og meget præcise raketter, og tre typer atombomber er blevet opgraderet. Men ud fra disse eksperters målestok er det småting. De ønsker en grundlæggende fornyelse af arsenalet med nye bombefly, nye landbaserede raketter, nye undervandsbåde, nye bomber og selvfølgelig også et meget omfattende forsvar imod raketter. Det er utilfredsstillende for dem, at USA blot forbedrer eksisterende våbensystemer.

Denne utilfredshed udgør en nøgle til kritikernes univers. Deres modpol er folk, som mener, at atomvåben kun har én opgave – nemlig gengældelse af et atomangreb. Ud fra denne synsvinkel kan selv et lille antal atombomber på våbensystemer, som fungerer, afskrække en modstander fra angreb, fordi tabene for modstanderen vil opveje enhver mulig gevinst. Men Obamas kritikere mener, at brug i en ekstrem situation kun er én af mange muligheder – og måske den mest uinteressante. Som den tidligere forsvarsminister James Schlesinger siger i et interview, så bruger USA sine atomvåben hver eneste dag. De udøver nemlig et pres på mulige fjender og giver USA’s allierede en tryg tilværelse under den amerikanske atomparaply. Derfor, hævder kritikerne, skal atomvåbnene virke brugbare i mange forskellige situationer.

For Obamas kritikere er det altafgørende, at hele verden skal have et klart indtryk af en supermagt, som er udrustet med alt, hvad den mest moderne teknologi kan levere, og har en ubestridelig vilje til brug af atomvåben mod sine modstandere. Mellem deres beviser er, at nedskæring af arsenalerne ikke har medført, at andre landes interesse for atomvåben er blevet mindre – Nordkoreas og Irans atomprogrammer viser, at interessen faktisk vokser. Samme logik medfører, at hvis USA underskriver en traktat mod atomprøvesprængninger, vil det signalere, at USA ikke længere vil opretholde sin nuværende slagkraft, og så vil allierede, som i dag har beskyttelse fra den amerikanske atomparaply, se behov for anskaffelse af deres egne atomvåben. Det kan gælde f.eks. Japan, Sydkorea og Tyrkiet.

Man kan være uenig i denne logik, men kritikerne har en pointe. Siden præsident Obama præsenterede sin nedrustningspolitik har USA’s allierede ikke netop støttet ham med højlydte klapsalver, så det er muligt, at hans bestræbelser har vakt nervøsitet.

Rapporten fra Center for Security Policy, U.S. Nuclear deterrence in the 21st Century,  kan læses på http://www.centerforsecuritypolicy.org/p18117.xml

Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.