Trykt i Information 20. juli 2009

 

 

Voksende pres på NATO’s atomvåben

 

Alliancen beskyldes for fremme af spredning med en atompolitik, som fremhæver våbnenes betydning

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

 

Som sit bidrag til indsatsen mod spredning af atomvåben bør NATO afskaffe de atomvåben, som alliancen har lånt af USA, lød det fra lederen af det internationale atomenergiagentur IAEA, Mohamed ElBaradei, under et nyligt møde i alliancens hovedkvarter. Han fik straks et totalt afvisende svar fra NATOs generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer.

Uenigheden var det første åbne slag i en strid, som kan blive meget hård og offentlig – især hvis nyhedsmedierne interesserer sig for den. NATO skal have et nyt strategisk koncept – et dokument med grundlæggende retningslinjer for alliancens politik og adfærd. Konceptet vil derfor også indeholde alliancens holdning til atomvåben. Traditionelt er udarbejdelsen af strategiske koncepter sket bag lukkede døre, men denne gang har NATO lovet, at man vil inddrage uafhængige eksperter og offentligheden.

Ret uforenelige udspil har dannet optakt til processen. Fra én fløj henvises til, hvordan NATO kan bidrage med et godt eksempel i den politiske samt diplomatiske indsats mod spredning af atomvåben. Fra modsat hold fremhæves, at NATO har brug for en mere synlig og effektiv atomstyrke, som kan bruges militært til aktiv krigsførelse, eventuelt i forebyggende angreb.

Farligt budskab

ElBaradei’s mening er vigtig, fordi hans organisation spiller en central rolle i indsatsen mod spredning.  Han kritiserede det eksisterende strategiske koncept fra 1999, som giver alliancens atomvåben en række opgaver: ”I sender et budskab til enhver ude i verden, som læser jeres koncept, om, at de også har brug for atomvåben”. Derfor bør NATO ”kraftigt mindske” den vægt, som man i konceptet tillægger atomvåben.

Jaap de Hoop Scheffer, som i august udskiftes med Anders Fogh Rasmussen, svarede: ”Det er krystalklart, at NATO fortsat vil have en blanding af nukleare og konventionelle midler. Hvad NATO angår, så tror jeg ikke, at der vil ske en ændring. Jeg vil ikke være for en sådan ændring”.

Under arbejdet med det nye koncept er det store spørgsmål: Hvad mener USA? Der er mange tegn på, at USA under præsident Obamas ledelse meget gerne vil trække sine cirka 200 atombomber i Europa hjem. Præsidentens erklærede begrundelse for nedskæring af atomarsenalerne ligger tæt på ElBaradeis argumenter, og den nye amerikanske NATO-ambassadør, Ivo Daalder, har i en artikel bragt i tidsskriftet Foreign Affairs også indtaget et standpunkt, som afviger fra NATO’s officielle.

”Nogle mener, at atomvåben er nødvendige til afskrækkelse endog forebyggelse i forbindelse med spredningen af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben”, skrev Daalder i november-december udgaven af tidsskriftet. ”Men virkeligheden er, at der kun er et reelt formål tilbage for USA's atomvåben: at forhindre andres brug af atomvåben”. Han fremhæver, at når det gælder dette formål, så bør man først overbevise ”sine nærmeste og vigtigste allierede”.

Den stik modsatte holdning blev sidste år markeret af fem tidligere topofficerer, bl.a. den tyske general Klaus Naumann og den amerikanske NATO-kommandant John Shalikashvili. I et manifest gik de ind for, at NATO er rede til et afvæbnende overraskelsesangreb med atomvåben mod lande, som måske vil anvende masseødelæggelsesvåben.

Desuden har militære eksperter fra de baltiske lande fremhævet, at NATO har brug for en klar og utvetydig atompolitik, som kan afskrække eksempelvis Rusland.

Danmark er forpligtet

Kritik af NATO’s atomvåben har ofte taget udgangspunkt i NPT-traktaten mod spredning af atomvåben. Dens artikel I og artikel II er tilsyneladende uforenelig med, at USA stiller atomvåben til rådighed, så lande, der ikke selv har atomvåben, kan bruge dem. Modargumentet har været, at traktaten ophæves i krig – et argument, som er uden holdepunkt i dens tekst.

Der er udsigt til, at traktatens artikel VI vil blive udsat for ny interesse. Ofte påpeges det, at denne bestemmelse forpligter atommagterne til total atomafrustning, men den faktiske ordlyd er, at ”alle medlemmer” skal arbejde for denne målsætning. Det er en forpligtelse, som USA vil bruge, når man skal argumentere for fælles front imod de lande, som vil udvikle atomvåben. Men argumentet kan meget nemt blive et tveægget sværd for de NATO-lande, som ikke længere gør en synlig indsats for atomafrustning. Nogle NATO-lande har i de seneste år antaget en skarpere profil vendt mod atomvåben – Norge er mellem dem. Men andre – Danmark er mellem dem – har udmærket sig med noget nær total passivitet.

Desuden er USA på vej ud i en stor debat, hvor kritikere fra højrefløjen angriber præsidentens nedrustningspolitik. Et af deres centrale argumenter er, at USA har brug for et stort og moderne atomarsenal, så man kan levere en troværdighed ”atomparaply” til sine allierede. Udlån af atomvåben til allierede indgår i denne ”udvidede afskrækkelse”. Obama har brug for de allieredes opbakning, hvis han skal gennemføre sin politik.

Endnu et emne for debat bliver formentlig, hvorvidt de taktiske atomvåben i Europa skal indgå i forhandlinger med Rusland. Det russiske arsenal med taktiske atomvåben – altså kortrækkende våben til brug på en slagmark - er langt større end USA’s og der er adskillige vidnesbyrd om, at disse våben i russisk planlægning har voksende betydning. Den danskfødte forsker Hans Kristensen, som er den ledende ekspert i Federation of American Scientists, har beregnet, at det russiske arsenal er på 5.390 bomber, hvoraf de 2.050 er i aktiv tjeneste. USA har omkring 500 taktiske bomber i aktiv tjeneste.

Her står NATO og USA med et valg: Skal man forklare opretholdelsen af NATOs atomstyrke med henvisning til Ruslands – og dermed udsætte en afskaffelse til senere forhandlinger? Eller skal man, som ElBaradei opfordrer, til udsende et signal om, at atomvåben ikke længere udgør en brugbar sikkerhedsgaranti, og på denne måde bidrage til indsatsen mod spredning?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.