Trykt i Information 19. september 2009

 

 

Mere fornuft i galskaben

 

Med stop for anti-raketbaser i Polen og Tjekkiet sætter Obama militær effektivitet i højsædet

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

 

Da ændringerne i USA's bidrag til et såkaldt raketskjold for Europa torsdag blev fremlagt, anvendte præsident Obama en redegørelse, som osede af spindoktorers indsats. Der var ingen direkte kritik af Bush-regeringens nu skrottede projekt, idet ændringerne angiveligt helt skyldes et forandret trusselsbillede og teknologiske fremskridt. Man fremlagde en plan, som ifølge et fact sheet fra Det Hvide Hus, leverer forsvar af ”USA's udstationerede styrker, deres familier og vore allierede i Europa hurtigere og mere omfattende end tidligere programmer og inddrager mere fleksible og usårlige systemer”.

Fremhævelsen af, at hensynet til militær effektivitet nu er sat i højsædet, påvirkede imidlertid ikke en del kommentatorer, som nu fremturer med, at Obama har ”skrottet Europas raketskjold”, svigtet Østeuropa og gjort knæfald for Sovjetunionen – undskyld, de skriver vist Rusland. Disse reaktioner bekræfter blot, at et forsvar mod raketter stadig er omgivet af ideologiske tåger, som for nogle blokerer nøgtern analyse.

Kernen i Obama-regeringens beslutning er, at man efter seks måneders kulegravning af arven fra Bush har indset, at uafhængige amerikanske forskeres kritik var berettiget. Den banebrydende undersøgelse af Bush-projektet blev gennemført af fysikerne George Lewis fra Cornell University og Ted Postol fra Massachusetts Institute of Technology. I en kritik dokumenterede de, at ”ingen af systemets komponenter kan fungere” i overensstemmelse med, hvad det militære organ bag planerne hævdede. De imødekom endog russiske indvendinger, idet de forelagde ”faktuelle iagttagelser, som forklarer den heftige negative reaktion i Rusland på de foreslåede baser i Polen og Tjekkiet”.

Deres forskning blev fulgt op af Dean Wilkening fra Stanford University, som meget direkte har påvirket Obama-regeringens beslutningsproces. Med udførlige beregninger dokumenterede han, at planlagte radaranlæg af en række årsager ikke kunne give acceptabel vejledning til de våben, som skulle nedskyde iranske raketter på vej imod Europa. Våbensystemerne ville kun yde deres bedste i forbindelse med interkontinentale raketter, som var på vej imod USA. Helt klart var det, at det sydøstlige hjørne af Europa ville stå helt uden beskyttelse.

Knusende konklusion

Det var, pænt sagt, en knusende konklusion. Projektet handlede altså om beskyttelse af USA – ikke Europa. Iranske raketter med interkontinental rækkevidde ligger langt ude i fremtiden. Men Iran har allerede raketter, som kan nå det ubeskyttede hjørne af Europa og der er reel udsigt til, at Iran i overskuelig fremtid får raketter, som kan nå størstedelen af Europa.

Wilkening foreslog en alternativ løsning. Han vil rykke radaranlæggene nærmere Iran og udskifte de planlagte forsvarsraketter, som slet ikke er udviklet endnu, med raketter af typen SM-3, som er klar til brug og i de kommende år forbedres yderligere. Under optimale forhold kan hans forslag give hele Europa dækning. Desuden kan de sydlige dele af Europa samt Centraleuropa beskyttes, også under mindre fordelagtige forhold – hvis fjenden f.eks. affyrer sine raketter i en såkaldt flad bane. Endnu et plus var, at hans løsning ikke udgør en trussel imod Ruslands atomarsenal. Det største minus er, at alternativet ikke vil beskytte USA særligt godt mod interkontinentale iranske raketter.

Obama-regeringen har tilsyneladende kopieret og udviklet Wilkenings forslag, så man trinvist indtil 2020 udvikler et forsvar, som også kan give effektiv dækning til Nordeuropa samt til sidst USA. Dermed bringer man en del militær fornuft ind på et felt, som ellers er præget af ideologisk galskab, hvor påstande og drømme er vigtigere end kendsgerninger. Desuden har Obamas projekt en række storpolitiske følger.

Tyrkiet er vinderen

I den nye amerikanske atompolitik er nedrustningsaftaler med Rusland et redskab, som skal styrke indsatsen mod spredning af atomvåben og langtrækkende raketter. Med stop for provokerende baser i Polen og Tjekkiet er presset på Rusland for deltagelse blevet øget betragteligt.

Endnu en følge er, at Tyrkiets rolle i Europas forsvar bliver markant styrket. Det fremgår klart af Wilkenings forslag, at stationering af radaranlæg og forsvarsraketter i Tyrkiet er den optimale løsning. Man kan altså ikke både være tilhænger af et europæisk raketskjold og modsætte sig vitale tyrkiske interesser. Det bliver noget, som vil volde modstandere af Tyrkiets optagelse i EU en del hovedbrud fremover.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt et forsvar mod raketter er muligt og fornuftigt. Fjendtlige raketter vil utvivlsomt indeholde attrapper – f.eks. balloner – der kan vildlede forsvaret, og denne hindring kan være uoverstigelig. Desuden er det yderst diskutabelt, hvorvidt eksistensen af et forsvar afgørende vil påvirke beslutningstagere i et valg mellem krig og fred. Iran kan være sikker på, at brug af raketter vil blive gengældt med knusende kraft, og det har formentlig afskrækkende virkning. Det er heller ikke oplagt, at vestlige ledere, selv hvis de har et ”forsvar”, tør risikere et angreb, hvor blot én bombe, som når frem, vil udrette enorme skade. Så debatten vil fortsætte.
 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.