Trykt i Information 23. september 2009

 

 

Knusende kritik af NATOs indsats i Afghanistan

 

Europæernes militære kultur er ikke tilpasset udfordringerne, så et nederlag er i vente, påpeger den øverstkommanderende for indsatsen 1)

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

 

NATO skal ændre sin indsats i Afghanistan ”fundamentalt”, og det skal ske i løbet af de kommende 12 måneder, hvis et nederlag skal afværges.

Det er temaet i rapporten fra USA’s og NATOs øverstkommanderende i Afghanistan, general Stanley McChrystal. Hans vurdering er epokegørende, fordi ingen hidtil har leveret en så knusende og omfattende kritik af ISAF, alliancens i enhver henseende helt utilstrækkelige styrke. Selv ”uafhængige” forskere har ikke leveret kritik med lignende bid.

Blot et enkelt citat kan formidle den skarpe brod: ”Fordi man har været optaget af at beskytte egne styrker, har ISAF opereret på en måde, som både fysisk og psykologisk distancerer ISAF fra den befolkning, som man søger at beskytte. Det afghanske folk har betalt prisen, og hele indsatsen er blevet truet”. Og der er mange lignende udfald.

Rapporten er kun overraskende, fordi det er så sjældent, at offentligt ansatte og forskere, som ønsker indflydelse, tør tale ”truth to power”. Mange officerer har længe, især privat, luftet stor frustration over krigen – og deres tilsyneladende ligeglade hjemlige baglande. McChrystals forgænger blev fyret, fordi han angiveligt undlod et opgør med de europæiske allierede, så generalen har blot lagt navn til en udbredt kritik. Han har desuden sørget for, at mange blev hørt, inden rapporten blev udarbejdet – selv civile forskere og NGO’er blev inddraget.

USA har lært noget

Helt grundlæggende for rapporten er erfaringerne fra Irak – og et par århundreders ofte fejlslagne kampe mod oprørere og guerilla-bevægelser. Disse erfaringer blev i 2006 opsummeret i en ny håndbog med retningslinjer for effektiv indsats mod denne fjendetype, altså counter-insurgency (akronymet er COIN).  Håndbogens formuleringer gentages næsten ordret i kritikken. USA's væbnede styrker praktiserer i vidt omfang anvisningerne, men de allierede har tøvet. Når McChrystal kritiserer ”ISAF”, som omfatter både amerikanske og allierede soldater, er det et sikkert gæt, at han i første række langer ud efter modstræbende europæere.

Generalen formulerer det således: ”ISAF er en konventionel styrke, der er dårligt konfigureret til COIN, uden erfaring i forbindelse med lokale sprog og kultur, og den slås også med de udfordringer, som opstår i forbindelse med koalitionskrig. Disse iboende skavanker forstærkes af vores aktuelle operationelle kultur og hvordan vi opererer”.

Det altafgørende i en COIN-strategi er, at befolkningen skal beskyttes imod ”alle trusler”. Med det henviser McChrystal ikke kun til drab og afpresning begået af Taleban. Den afghanske regering, dens uniformerede enheder og korruption, udgør også en trussel. Desuden har befolkningen erfaring for, at de fremmede soldaters adfærd kan være dræbende farlig.

Budskabet i analysen er, at NATO slet ikke har forstået denne krigs natur. Det vigtige er ikke, at man dræber fjender og erobrer land – men det er sådanne ”resultater”, at NATO har fremhævet. Forkert, misvisende og faktisk afslørende er det, når NATO opdeler året i et sommerhalvår, hvor fjenden gennemfører offensive operationer, og et vinterhalvår, hvor fjenden angiveligt samler kræfter. Fjenden arbejder året rundt med oprettelse af en alternativ samfundsstruktur og andre aktiviteter, som skal sikre et folkeligt fundament. De mest krævende udfordringer for NATO er politiske – befolkningens tillid og opbakning skal sikres.

Utilstrækkelig dansk indsats

Rapporten konstaterer, at den nødvendige omstilling vil være ”enormt svær”. Man kan i den forbindelse med fordel inddrage det indtryk af Danmarks indsats, som er blevet formidlet til danskerne, ofte med Forsvarets bistand.

McChrystal fastslår, at soldaterne skal ud af deres panservogne og om på den anden side af voldene i deres fremskudte baser. De skal i nærkontakt med befolkningen; helst leve i dens midte. Soldaterne skal mindst dele den risiko, som civile afghanere oplever. Hvis de fremmede soldater udstiller, at de selv er bange – f.eks. kører gennem byer i pansrede vogne med bemandede maskingeværer – må befolkningen også føle sig utryg. Det er en kritik, som den danske styrke også rammes af.

Ja, som drabet på en dansk soldat op til weekenden viste, så kan patrulje til fods give tab. McChrystal skriver da også direkte, at den anbefalede COIN-strategi vil give højere tab. Men det er ofre, som på længere sigt giver større sikkerhed.

Der er også direkte adresse til dansk indsats, når han fremhæver, at soldaterne skal udstationeres i længere tid. Danske styrker sendes hjem efter seks måneder; amerikanske er på stedet i mindst et år. I en COIN-strategi er de personlige relationer mellem soldater og befolkning vigtige. Derfor må de ikke afbrydes, fordi fagforeninger og familier har andre behov.

Er det så realistisk, at NATO i løbet af kort tid kan leve op til kravene? Svaret er nok nej. Man kan måske koncentrere NATOs styrker i nogle byer, mens afghanske sikkerhedsstyrker mere end fordobles. Men hvis indsatsen hurtigt skal forbedres, skal størstedelen af byrden løftes af ekstra amerikanske soldater.  I USA vokser krigstrætheden imidlertid også. Det er sandsynligt, at McChrystals opsang bliver et dokument, som tilhængere af tilbagetrækning vil gøre til et hovedargument, fordi viljen og ressourcerne, som kan sikre sejr, så åbenbart har manglet siden 2001 og næppe kan mobiliseres nu.

----------------------------------

1. USA’s og NATO’s øverstkommanderende sendte 30. august en rapport til forsvarsminister Gates og NATO med en 66 sider lang analyse af indsatsen i Afghanistan. Den hemmelige rapport blev mandag den 21. september offentliggjort i Washington Post og New York Times – dog med enkelte udeladelser efter opfordring fra Pentagon. Rapporten kan hentes på; http://media.washingtonpost.com/wp-srv/politics/documents/Assessment_Redacted_092109.pdf

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.