Sendt af Danmarks Radio, Orientering den 23. november 2009
Opgør med Europas ”infantile” forhold til USA
Europa har et ”infantilt” forhold til USA. Som små børn søger europæiske regeringer opmærksomhed samt anerkendelse i Washington – og de vil, barnligt, ikke selv tage et ansvar. Så hård er dommen i en rapport, som en forening af fremtrædende europæiske politikere, eksperter og erhvervsfolk netop har udsendt. Offentliggørelsen sker samtidigt med, at EU har udnævnt en præsident og en udenrigsminister.
Af JØRGEN DRAGSDAHL
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Under og efter Den Kolde Krig har eksperter i USA og Europa, regelmæssigt udsendt rapporter med analyse af det transatlantiske forhold. Rapporterne er forbløffende ens. Det gennemgående tema er frygt for, at en storpolitisk kløft mellem USA og Europa vokser. I europæiske bidrag er den grundlæggende antagelse, at Europa har brug for amerikansk beskyttelse, og amerikanerne truer med, at hvis Europa ikke vil lette USA's byrder, så vil USA gå enegang storpolitisk.
Dette mønster blev brudt i sidste uge med en rapport fra forskere, som er tilknyttet det europæiske udenrigspolitiske selskab, European Council on Foreign Relations. Medlemmerne af selskabet er udvalgt med omhu, så de repræsenterer Europas elite. Det er fremtrædende erhvervsfolk, politikere og forskere. Fra dansk side deltager Uffe Ellemann-Jensen, Helle Thorning Schmidt, Asger Åmund og Hans Hækkerup. Selskabets medlemmer har ikke et direkte ansvar for rapporters indhold, men deres navne fremmer, at forskernes analyser og anbefalinger får gennemslagskraft.
Den centrale påstand er, at Europa i sit forhold til USA hænger fast i fortiden med holdninger, som er direkte skadelige for både europæiske og amerikanske interesser. Denne kritik opsummeres i fire punkter. Europæerne antager, at sikkerhed kun er mulig, hvis Europa beskyttes af USA. De antager endvidere, at USA og Europa har fælles interesser. Når noget tyder på, at man ikke har en fælles forståelse af disse interesser, er det blot et tegn på, at amerikanerne bør være mere lydhøre. Heraf følger behov for et nært og harmonisk transatlantisk samarbejde, og derfor vil det være upassende, ja ”uanstændigt”, hvis Europa samlet stiller krav til USA.
Disse holdninger udgør drivkræfterne bag en påvirknings-strategi, hvor europæerne bejler til USA's gunst. Det sker i vidt omfang individuelt, idet en række lande tror, at hvis de har en særligt godt forhold til lederne i Washington, kan de både opnå indflydelse og goder. Gennem interviews i alle EU's medlemslande har forskerne kortlagt disse forhåbninger. Polen mener eksempelvis, at man er en vigtig strategisk allieret for USA, og at kulturelle bånd styrker forbindelsen til USA. Spanien påpeger, at amerikanerne har baser i landet. Fra dansk side er det åbenbart blevet fremhævet, at man med opbakning til USA giver amerikansk sikkerhedspolitik legitimitet.
Resultaterne er, hævder rapporten, ikke længere tilfredsstillende for hverken Europa eller USA. Efter Bush-årenes forgæves bestræbelser for at håndhæve en verdensorden med amerikansk overherredømme, har amerikanske ledere indset, at de skal klare sig i en verden med mange magtcentre, og det gør man bedst gennem partnerskab med andre magthavere. Men Europa er splittet og svagt. Derfor kan Europa ikke være en ligeværdig partner. Europæerne har opdaget, at der er snævre grænser for amerikansk taknemmelighed, og amerikanerne er irriterede over, at europæerne optræder, som var de gode og kloge forbilleder, der bør efterlignes af USA.
Uden omsvøb skriver rapportens forfattere: ”Set fra Washington er der noget næsten infantilt ved den måde, som europæerne optræder på – de søger både opmærksomhed og vil ikke tage et ansvar”. Rapporten forfattere tilslutter sig denne karakteristik. De henviser ikke til konkrete amerikanske beslutningstagere, som har sagt det citerede, men det er genkendeligt. Adskillige medlemmer af Obama-regeringens udenrigspolitiske hold har i de seneste år ikke skjult deres irritation over, at mange europæiske regeringer officielt støttede Bush-regeringens katastrofale kurs, mens de mere skjult var kritiske og tilbød gode råd. Bemærket er det også blevet, at europæiske regeringer kan ændre politik hurtigt, til tider fundamentalt, når USA får en ny præsident.
Afghanistan anvendes i rapporten til illustration af problemet. Europæiske politikere har erklæret, at udviklingen i dette land har vital betydning for Europas sikkerhed, men i praksis har de overladt ansvaret til USA. Europæerne ville med deres indsats kun behage USA, og fordi Bush-regeringen længe forsømte Afghanistan, var prisen for tilsyneladende solidaritet med USA lav. Derfor blev Afghanistan også forsømt af Europa. Hvis Europa havde analyseret, hvad man selv rent faktisk havde og har på spil i Afghanistan, ville indsatsen have set anderledes ud. Man havde så enten afvist deltagelse eller investeret markant mere økonomisk og militært. Da Obama blev præsident, så tilhængere af et større europæisk engagement frem til, at USA nu ville lægge hårdt pres på tøvende europæiske lande. Men det skete ikke. Meget af forklaringen er, at Obamas pragmatisk indstillede folk ikke kunne få opklaret, hvad Europa vil i Afghanistan, og derfor veg man bort fra et offentligt slagsmål, som måske ikke ville give resultater. Lige nu afventer Europa, tilsyneladende passivt, hvad USA selv vil gøre.
I opgøret med fortiden anbefaler rapporten en ændring, så Europa stort set antager holdninger, der er de modsatte af de hidtil bærende. Man skal ikke optræde, som var man i et afhængighedsforhold til USA. Man skal finde frem til sine egne interesser og så tage ansvaret for dem. Man skal ikke stræbe efter et indtryk af enighed med USA. Man skal erkende, at USA og Europa kan have forskellige interesser, så et kompromis kan være nødvendigt, og i forhandling af dette kompromis skal Europa medbringe sine egne kort i magtspillet, så man både kan give noget og sige fra. Man skal ikke indynde sig hos magthaverne i Washington. De er pragmatikere uden nostalgiske følelser for Europa. Endelig er det nødvendigt, at europæerne kan optræde, som udgør de en forenet magtpolitisk blok.
Med Lissabon-traktaten samt udnævnelsen af en europæisk præsident og udenrigsminister har EU fået redskaberne, som i praksis kan gennemføre denne strategi. Men det vil næppe ske, påpeger rapporten, hvis europæerne ikke først ændrer holdning til det transatlantiske forhold. Inspiration til en ny vision kan man hente fra EU’s økonomiske og handelspolitiske forhold til USA. På det felt optræder Europa nemlig i overensstemmelse med, at man er en økonomisk kæmpe, som analyserer sine egne interesser, forhandler hårdt og påfører USA omkostninger, hvis amerikanerne ikke vil indgå et tilfredsstillende kompromis.
Rapporten Towards a Post-american Europe, der er skrevet af Jeremy Shapiro og Nick Witney kan skaffes via http://ecfr.eu/content/entry/towards_a_post-american_europe_a_power_audit_of_eu-us_relations_shapiro_whi
Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.