Trykt i Information 19. november 2009

 

 

NATO har svigtet træning af afghanske styrker

 

Tidsplan for tilbagetrækning må bygge på fortsat illusionsmageri eller vidtgående ændring af NATOs indsats

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

 

Ordene ”tidsplan”, ”tilbagetrækning” og ”Afghanistan” er nu af den britiske premierminister Gordon Brown blevet forbundet. Han inviterede i tirsdags til en konference, som skal fastlægge, hvornår afghanske sikkerhedsstyrker gradvist kan erstatte de udenlandske.

Måske er det mest bemærkelsesværdige ved udspillet, at det tilsyneladende begrænser NATOs målsætning, så udviklings- og demokratimissionerne opgives. Kriteriet for succes (tilbagetrækning) er nu, at soldater og politi i afghanske uniformer kan kontrollere landets 364 distrikter. Men selv dette beskedne mål ligger fjernt, hvis man skal dømme ud fra alliancens indsats hidtil.

Udvikling af sikkerhedsstyrkerne blev forsømt indtil 2007/2008. Nogle fremskridt er sket siden, men bestræbelserne er stadig hæmmet af helt utilstrækkelige ressourcer. Der er betydelig risiko for, at NATO vil lægge større vægt på kvantitet end kvalitet i en tidsplan.

Troværdighedsproblem

Opgavens omfang kan illustreres med henvisning til tommelfingerreglen for kamp mod oprørere. Ifølge den skal der være 20 soldater og politifolk for hver 1.000 indbyggere – i Afghanistans tilfælde altså mindst 660.000. Ifølge en helt frisk rapport til Kongressen i USA består den afghanske hær nu af 93.980 mand; antallet af professionelle politifolk er på 81.509. Med omkring 100.000 soldater fra NATO-styrken ligger man altså på under halvdelen af det teoretiske behov.

Eksisterende planer for sikkerhedsstyrkerne er flere gange blevet ændret, så det numeriske slutmål er vokset og datoen for, at niveauet skal nære nået, er blevet fremskyndet. Aktuelt skal hæren være på 134.000 mand i september 2010 og politiet på 109.000. Men NATOs øverstkommanderende i landet, general McChrystal, vil med en måldato i 2014 lade hæren vokse til 240.000 og politiet til 160.000.

Selvfølgelig kan en ”tommelfingerregel” ikke give et endeligt svar på behovet. Men denne byge af tal viser, at selv efter fem år vil et teoretisk behov for store udenlandske styrker stadig bestå. Det vil utvivlsomt fremme troværdigheden af en konference, som skal vedtage en konkret exit-plan, hvis man forinden udarbejder en detaljeret trusselsanalyse, som kan begrunde, hvor stort behovet for sikkerhedsstyrker er i de kommende år. Analysen kan desværre ikke bygge på fremskrivning af positive udviklingstendenser; man skal forudsige, hvordan års tilbageskridt vil blive vendt, og hvor hurtigt udviklingen så vil gå i modsat retning.

Endnu et krav til konferencen må være en plan for, hvordan NATO vil træne, udruste og støtte de afghanske styrker. Retoriske løfter er ikke nok. NATO har udviklet et stort troværdighedsproblem, fordi man hidtil hverken har skaffet penge og trænere nok. Kløften mellem erklærede mål og faktiske ressourcer kan vokse meget, hvis man vil mere end fordoble de nuværende afghanske styrker.

Bristepunktet

Generalinspektøren i det amerikanske forsvarsministerium kunne i en rapport dateret 30. september konkludere, at ”enhver udvidelse” af den afghanske hær hinsides de 134.000 ”kan vise sig problematisk”, idet systemet for træning og udrustning allerede er bragt til bristepunktet.

Kort fortalt er nogle af hindringerne:

- Hæren mangler officerer og befalingsmænd.
- Vigtig udrustning mangler.
- Faciliteterne til træning er utilstrækkelige.
- Evnen til konstruktion af nye baser er begrænset.
- Hærens forsyningsenheder har begrænset kapacitet.
- Udvikling af kompetente ledere med den rette etik tager tid.

NATOs medlemmer har været yderst tilbageholdende med udsendelse af soldater og politifolk, som kan træne afghanerne – og efter uddannelsen også kan indgå med vejledende funktioner i de kæmpende styrker. Generalinspektøren oplyser, at eksisterende planer regner med 5.688 ansatte i træningsprogrammet, men i praksis har NATO kun 2.928 ansatte, altså en dækning på 51 procent af behovet. Og dette underskud er altså beregnet, inden en fordobling af styrkemålet og det følgende behov for flere trænere..

Politiet er særligt hårdt ramt af NATOs forsømmelighed. Det amerikanske forsvars generalinspektør kan oplyse, at kun 39 procent af behovet for trænere er dækket. For mere end to år siden overtog EU noget af træningen, fordi Tyskland, som indtil da havde ansvaret, misrøgtede opgaven. Tirsdag kunne New York Times oplyse, at EU's træningsmission, som ledes af den danske politimand Kaj Vittrup, stadig er underbemandet, mangler køretøjer, og ikke har udviklet et træningsprogram.

Browns konference får også brug for en troværdig vurdering af de resultater, som NATO har opnået. Den amerikanske sikkerhedsekspert Anthony Cordesman, som har været rådgivet for general McChrystal, påpeger, at et system med ”karakterer” til hærens og politiets enheder er ”fundamentalt misvisende”. NATO har ganske enkelt på papiret overdrevet fremskridtene i forbindelse med træning, så man hurtigere kunne sende dem i kamp.

Måske vil eller kan Browns konference ikke præstere den her efterlyste grundige analyser og vedtage brug af større ressourcer. Men det er muligt, at den alligevel kan lette presset fra opinionen for øjeblikkelig tilbagetrækning, hvis de utilfredse får udsigt til, at engagementet er under afvikling. Faktisk er det ret muligt, at konferencens egentlige formål netop er, at han vil købe sig lidt mere tid med illusionsmageri.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.