Trykt (forkortet) i Berlingske Tidende, Ugens Opinion, 28. november 2009
Vestens nederlag i Afghanistan
Den vestlige verdens filosofiske fundament er truet – og vi er selv hovedfjenden
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Krig er underholdning med mening i. Især når krigen opleves på afstand. Alle, som kan lide en god krigsfilm, ved det. Men deltagelse i krige for en retfærdig sag giver dybere tilfredsstillelse end film. Det ved politikere og journalister. Vestens nye krige med humanitære mål fjernt fra eget territorium imødekommer længslen efter en meningsfyldt tilværelse. Vi føler os gode, når vi gør en forskel.
Dette er skrevet uden ringeagt af en journalist, som har stået i Sarajevos gader og raset over, at NATO ikke bare udslettede snigmorderne i bjergene, og som senere jublede, da NATO slog til mod folkemorderne, som truede muslimerne i Kosovo. Hvis man er vokset op med Anden Verdenskrig og dens optakt i baghovedet, er brug af væbnet magt ikke en synd, når fjenden er det onde. Det er en pligt, som giver idealer livskraft.
Men når krigen bliver dyr – eller nederlag truer – opstår behov for argumenter, som har rodfæste i materielle interesser. Krigen skal nu være så nødvendig, at vi også vil ofre noget, som vi værdsætter. Afghanistan er trådt ind i denne fase.
I modsætning til Irak har Afghanistan været den gode krig. Ondskaben selv (Taliban) blev fjernet, og en trussel mod vores egne lande (Al Qaeda) mistede sine baser. Efter et par måneders kamp var det genopbygning med fokus på forbedring af kvinders kår og demokrati, som bekræftede, at vi, selv sikre og velnærede, kan gøre en forskel i en verden, som har brug for fremskridt.
Men der var grænser for, hvad vi ville smide i kirkebøssen, så vi kunne føle os gode. Sammenlignet med andre engagementer siden Anden Verdenskrig for stabilisering af konfliktramte lande fik afghanerne kun småpenge og symbolsk militær bistand. I de første to år modtog Afghanistan for 60 dollar per capita i økonomisk bistand; det tilsvarende beløb er 577 dollar i Kosovo. For kyndige iagttagere var det hurtigt klart, at Taliban var på vej tilbage, men advarsler blev ignoreret. I 2006 var oprøret blusset op, men den udenlandske militære tilstedeværelse var på 1,6 soldat per 1.000 indbyggere. Den teoretiske regel for kamp mod oprørere er, at sikkerhedsstyrker skal være på 20 mand for hver 1.000 indbyggere.
Det tragiske er, at en varig sejr var mulig. Men muligheden blev forspildt. Hvorfor? Svarene står i kø. Måske er det mest populære, at Bush har ansvaret, fordi han, trods løfter om ”Marshall-hjælp”, flyttede fokus til Irak. Men det kan ikke helt forklare, hvorfor NATO, EU og mange andre svigtede. Det mest ubehagelige svar er, at for USA’s allierede var engagementet i Afghanistan blot, hvad man i Østeuropa åbent kaldte en ”solidaritetspris”. Indsatsen skulle sikre, at USA ville være solidarisk med Europa. Fordi Bush-regeringen ikke selv bidrog med meget, kunne allierede slippe billigt. Det var bekvemt, fordi man så ikke skulle ulejlige egne befolkninger med den tanke, at krige er kostbare.
Det altoverskyggende behov var altså, at man ville behage USA. Det er forklaringen, som forskere når frem til, når de skal forklare, hvorfor Europas engagement var halvhjertet. Indsatsen byggede ikke på en selvstændig vurdering af, hvad Europa havde på spil i Afghanistan, og hvordan vi kunne sejre. Øjnene var rettet mod Washington – ikke Kandahar eller Gereshk. Britiske eksperter peger på det, når man undersøger, hvorfor krigen på det nærmeste er tabt. Få lande har større erfaring fra indsats mod oprørere end Storbritannien, men alligevel blev opgaven i Helmand-provinsen fra 2006 håndteret uden omtanke. Danmark fulgte med briterne. Med forsvarsforliget af 2003 havde politikerne accepteret en såkaldt ”først ind, først ud” model, som skulle sikre, at danske militær kunne fungere på højde med USA's væbnede styrker i konventionelle krige. Opgaven i Helmand var en ganske anden, men Forsvarskommandoen og regeringen havde i omstillingen af danske styrker stadig blikket fast rettet mod den forkerte model. Krigen var også bekvem, fordi man kunne underholde befolkningen med helteberetninger, som afviste enhver kritik, og man var ikke tvunget til en langt mere byrdefuld omstilling.
Følgerne har grotesk format. I en indsats mod oprørere skal bistand til civile have den højeste prioritet, så man kan få dem over på sin side. Danmark bruger adskillige hundrede millioner kroner på den rent militære indsats. Men i 2008 anvendte danske soldater, ifølge Rigsrevisionen, kun 1,9 millioner til civilt-militært samarbejde i forbindelse med militære operationer (CIMIC) i Helmand og 3,5 millioner til forbedring af lokalbefolkningens levevilkår. For danske styrkers effektivitet er det nærmest irrelevant, at Danmark ad andre kanaler bidrager med større beløb til genopbygning af Afghanistan generelt, men denne indsats sørger da for, at vi kan føle os gode.
Nu har NATOs øverstkommanderende i Afghanistan, general McChrystal, skarpt kritiseret, at alliancens styrker er indrettet til konventionel krig, og han har forlangt en omstilling. Krigen har i mange lande mistet sin brede folkelige opbakning. Så tiden er inde til fremhævelse af, at vi er i Afghanistan for vor egen sikkerheds skyld. Men det er lidet troværdigt, at afghanske bønder udgør en trussel mod Nørreport. Mere sandsynligt er det åbenbart, at amerikanske og danske statsborgere i vrede over, hvad de anser for en krig mod islam, udgør en terror-trussel.
Vitale vestlige interesser er imidlertid på spil i Afghanistan. Den vestlige civilisations filosofiske fundament, som har hentet kraft fra fem århundreders fremskridt på mange felter, er truet.
Truslen er rettet mod ”fremskridtstanken”. Dens indhold er kort opsummeret, at menneskeheden har været i stadig udvikling væk fra barbariet, at nogle værdier er alment gyldige for mennesker overalt i verden (universelle) og at en målrettet indsats kan forbedre menneskets natur. Den amerikanske journalist Robert Merry sporer i bogen Sands of Empire fremskridtstanken til det 13. århundrede, idet han fremhæver, at den med Francis Fukuyamas værk Historiens Afslutning efter Den Kolde krig blev grundlæggende for amerikansk sikkerhedspolitik. Fukuyamas centrale påstand er, at Vestens liberale demokrati med markedsøkonomi udgør menneskehedens højeste og endelige udviklingstrin.
Bush-regeringens indsats i Irak byggede på fremskridtstanken, men den blev praktiseret med et hovmod, som stødte både irakere og allierede væk. De ”neokonservative” fik skylden. Men ude på sidelinjen ventede en liberal version af fremskridtstanken. Danmark har en socialdemokratisk. Fra højre til venstre i det politiske spektrum tror vesterlændinge, skriver Merry, at ”demokrati kan overvinde kulturen i områder af verden, som ikke har nogen demokratisk kultur, fordi demokratiske institutioner ved egen kraft vil ændre folks tankegang og adfærd”.
Merry skrev i 2005, og det var hans håb, at Iraks morads for evigt ville aflive den ”forslidte tro på, at vestlige fremskridt kan overføres til hele menneskeheden”. Faren er nu, at et nederlag vil give ham opbakning fra opinionen. Europæernes lyst til deltagelse i lignende bestræbelser er ”faldet meget”, konstaterer forskere fra European Council on Foreign Relations i en nylig rapport, idet de påpeger, at behovet for indgreb i en ustabil verden vil vokse i de kommende årtier. I USA er eksperter bange for, at Afghanistan vil dræbe opbakning til en, meget nødvendig, større amerikansk u-landsbistand.
Den vestlige verdens muligheder for håndtering af globale udfordringer og kriser vil blive afgørende påvirket af et nederlag i Afghanistan. Vores regeringer gennemførte aldrig den mobilisering af resurser, som kunne sikre en sejr. Befolkningerne blev opmuntret i en tro på, at krig er underholdning, som kan købes med rabat. Med selvkritik må de ansvarlige sikre, at de egentlige årsager til nederlaget kommer frem, så fremskridtstanken kan overleve – men nok i en reformeret version.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.