Trykt i Information 30. november 2009

 

 

Forældet dansk holdning til USA

 

Rapport lægger op til nytænkning af EU's sikkerhedspolitiske strategi, som hverken tilfredsstiller amerikanske eller europæiske interesser

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

 

Vi er på vej ind i en ”post-amerikansk verden”. Det har amerikanerne forstået, men Europa klynger sig til en række illusioner, som skader det transatlantiske forhold.  Europæerne har en ”infantil” holdning til USA, idet man blot søger opmærksomhed og ikke selv vil tage et ansvar.

Med denne salve har en europæisk tænketank netop lagt op til vidtgående nytænkning af europæisk sikkerhedspolitik – og det er en nytænkning, som har stor betydning også for Danmark. Fordi EU's forsvars- og sikkerhedspolitiske dimension ikke levede op til visionerne, har Danmarks forbehold på dette felt ikke fået stor betydning. Regeringen søgte indflydelse gennem et tæt forhold til USA, og EU's svaghed medførte, at Danmark ikke kom ud på et sidespor. Men denne strategi er forældet, påpeger forskere fra European Council on Foreign Relations.

Rapporten Towards a Post-American Europa: A Power Audit of EU-US Relations bygger på interviews i alle EU's 27 medlemslande. Man konstaterer, at Europa hænger fast i holdninger, adfærd og strategier, som er udviklet gennem de årtier, hvor USA havde et overherredømme. Kernen er, at europæerne tilbød supermagten solidaritet, så man til gengæld kunne få beskyttelse og indflydelse. Denne holdning medførte ikke, at man tog et direkte ansvar. Det var USA, som skulle finde svarene på udfordringer, og så skulle Europa støtte amerikansk politik – eventuelt med kritiske råd, thi europæerne mener selv, at de bedre end amerikanere forstår verden.

Det har længe været en kilde til irritation hos beslutningstagere i Washington. Rapporten citerer et anonymt, angiveligt ledende medlem, af Bush-regeringen for en hånende karakteristik af Europas holdning: ”Fantastisk – med vores hjerner og jeres penge samt magt kan vi rigtigt få udrettet noget”. Mere end irriterende var det, at europæerne ikke kunne eller ville yde meget andet end råd og symbolsk støtte. Bush-regeringen søgte en løsning på det problem gennem et nært samarbejde med ligesindede europæiske lande, idet man ikke gennem samarbejde via EU ville styrke udvikling af en potentiel magtpolitisk modpol.

EU er ikke en partner

Obama har brudt med denne holdning til EU (og Bush fraveg den allerede noget fra 2005). Man har i Washington indset, at når USA’s interesser skal håndhæves, må det ske gennem samarbejde med andre magthavere. Når amerikanske efterretningsvæsener analyser fremtidens verden er Europa ikke en storpolitisk aktør; Kina er eksempelvis langt mere interessant. Men Obama ønsker et stærkt og selvstændigt EU. Under sin første rejse til Europa sagde han: ”Vi ønsker stærke allierede. Vil vil ikke være Europas protektor. Vi vil være en partner for Europa”. Problemet er, at Europa ikke er en ligeværdig partner selv.

Forskerne peger på fire opfattelser, som præger europæernes holdning til USA og er direkte skadelige for udvikling af det EU, som USA ønsker. Set med danske øjne er det interessante, at kritikken meget præcist rammer grundpillerne i den danske sikkerhedspolitik, som Anders Fogh Rasmussen gjorde til en dyd.

• For det første antager europæerne, at sikkerhed kun er mulig, hvis Europa beskyttes af USA. Det er en arv fra Den Kolde krig. Men i 2003 gjorde Danmarks daværende statsminister arven til højeste aktuelle visdom. Som professor Nikolaj Petersen opsummerer i sin skildring af dansk udenrigspolitiks historie: ”USA var derfor fortsat den eneste magt, der kunne garantere Danmarks og Europas sikkerhed”. Som Obama-citatet viser, mener USA imidlertid ikke, at Europa har brug for en beskytter.
  
  
• Europæerne antager endvidere, at USA og Europa har fælles interesser. Tegn på, at det ikke er tilfældet, afvises fra europæisk side med, at amerikanerne har misforstået noget, og derfor bør de belæres. Fra dansk side har man, med Fogh Rasmussens ord fra 2003, fremhævet, at USA er ”en ven, en partner, en allieret, som hylder de samme principper og værdier, som vi gør”.
  
  
• Logisk følger for det tredje, at Europa har brug for et nært og harmonisk forhold til lederne i Washington, og det behov har større værdi end konkret udbytte. Nikolaj Petersen påpeger, at det var drivkraften, da Danmark gav grønt lys for brug af Thule-radaren i et missilforsvar. Det skete på trods af, at Bush-regeringen optrådte i strid med det traditionelle danske syn på rustningskontrol.
  
  
• Endelig vil det være upassende, hvis Europa gør fælles front mod USA. Danske ministre har ofte vendt sig imod, at EU skal være en modpol. Men det er forældet snak, hævder rapporten. USA stræber ikke længere efter globalt overherredømme, så der er ikke brug for en modpol.

Nyt forbillede

Forskerne anbefaler, at de modsatte antagelser bliver grundlæggende. Hvis Europa skal være en stærk partner for USA, kan forbilledet findes i EU's adfærd i forbindelse med handel, hvor man anser sig selv for en ligeværdig kæmpe med store, selvstændige interesser. EU analyserer, hvad man selv vil, forhandler derefter hårdt og finder frem til løsninger, som bygger på et kompromis.

Det vil i praksis betyde, at EU finder frem til, hvad man selv har på spil i Afghanistan, og hvad man vil yde. Når det gælder Rusland, skal EU, mener rapportens forfattere, tage et større ansvar – også for Østeuropas frygt for Moskva. I Mellemøsten må EU frigøre sig fra et parløb med USA, som har givet den pro-israelske lobby i USA magt over europæiske interesser.

Gennem Lissabon-traktaten og udnævnelsen af både en præsident samt en udenrigsminister har EU anskaffet redskaberne til en ændring, men det grundlæggende problem er psykologisk, ikke institutionelt, fremhæver rapporten. Også den konklusion har betydning for Danmark. Med det forsvars- og sikkerhedspolitiske forbehold er vi ikke helt en del af institutionen. Og dansk nytænkning støder konstant på en psykologisk barriere. Så længe målsætningen for dansk politik er, at man vil bejle til Washington gunst, er kritisk debat både uønsket og irrelevant.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.