Artikel i magasinet Ræson nr. 2, december 2009

 

 

Afghanistan: Vestens store nederlag

PR-indsatsen fra NATO i forbindelse med krigen i Afghanistan kan med rapporten fra alliancens øverstkommanderende i landet, general McChrystal, vurderes med større skepsis end hidtil. Pressen og nogle iagttagere er ofte blevet beskyldt for, at de fokuserer for meget på problemerne og overser fremskridt. Modsvaret har været, at det ofte er ”problemerne”, som i krige medfører nederlag, og derfor bør fokus være på dem. McChrystals perspektiv på krigen svarer til kritikernes. ”Der er sket vigtige fremskridt, men mange indikatorer viser, at den generelle situation forværres trods en betydelig indsats fra ISAF”, konstaterer generalen i sin rapport.

Det store politiske magasin bringer i sin sjette udgave en artikel over 8 sider af Jørgen Dragsdahl, hvor han med afsæt i McChrystals rapport kritiserer formidlingen af informationer om Afghanistan. Prisen for dette nummer af Ræson er 125 kr. Abonnement på Ræson, som dækker to numre, koster 250 kr. Magasinet kan bestilles via hjemmesiden www.raeson.dk.

Uddrag:

I denne bagklogskabs lys er det eksempelvis iøjnefaldende, at Danmark vendte et halvblindt øje til krigens udfordringer. Det politiske system har ikke leveret kompetent ledelse, der ud fra indsigt i vilkårene udarbejdede en relevant strategi, som fik støtte af tilstrækkelige ressourcer. Den militære profession forberedte sig kun yderst nødtørftigt, trods advarsler i form af egne erfaringer og det amerikanske forsvars nødtvungne omstilling. Pressen har ikke været den fjerde magt, som udforsker kløften mellem myndigheders ord og handling. Og endelig har det civile samfund været så optaget af danske soldaters udsædvanlige kamprolle, at man har overset eller ikke interesseret sig for de faktiske forhold. ”Vi har fået en heltekultur, som afviser kritik”, siger en officer i Forsvarskommandoen.

Kort sagt: Rapporten kan udgøre et ”sandhedens øjeblik”, hvor politikere, soldater, pressefolk og andre, som har beskæftiget sig med krigen, bliver draget til ansvar eller i det mindste udøver selvkritik. Hvis NATO fortsætter uanfægtet og det går så galt, som McChrystal frygter, kan ingen i det mindste længere hævde, at de var i god tro. Danskerne må overveje, hvorvidt nationen er blevet ”overanstrengt” i dette engagement, så den enten fremover skal fravælge lignende opgaver eller udvikle et mere effektivt krigsberedskab.

Som eksempel på dansk misinformation bringer artiklen dette eksempel:

Det lidet misundelsesværdige job med oplysning af den danske opinion er primært overladt til forsvarsminister Gade, som med sin fremtoning har en umiddelbar troværdighed. Men han står næppe for research og formulering, når han taler. Det kan give forbløffende resultater. Med voksende forundring lyttede en forsamling af danske og udenlandske eksperter således til en tale, som han holdt den 11. marts i år ved en konference arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier. Han sagde, at ”NATO klarer sig ganske godt”, og fortsatte derefter:

”Lad os ikke glemme en vigtig kendsgerning: Taliban har ikke længere kontrol – og Al Qaeda gemmer sig i bjergene. Jeg forsøger ikke at male et rosenrødt billede – men blot sætte forholdene i rette perspektiv. Hvor mange af jer her i dag ved, at i vort operationsområde i Helmand vokser antallet af børn, som går i skole, støt? Sidste år var der en vækst på 10 procent. Og hvor mange ved, at hovedproblemerne med oprøret kun påvirker 10 procent af de 400 distrikter og omkring 6 procent af befolkningen? Og endelig – når folk omtaler civile tab. Hvor mange af jer ved, at vejsidebomber plantet af Taliban tegnede sig for mindst 50 procent af alle civile tab”.

Til rådighed havde ministeriet, da talen blev skrevet, utvivlsomt også andre tal. I en opsummering fra ISAF oplyses, at der i 2008 var en vækst på 119 procent i angreb rettet mod den afghanske regering, NATOs tabstal for dræbte voksede med 35 procent og tallet for civile dræbte med 46 procent. Men den mest interessante oplysning i talen er, at ”hovedproblemerne med oprøret” kun påvirker 10 procent af distrikterne, som Afghanistan er opdelt i. Kilden er formentlig statistik fra NATO, som oplyser, at 70 procent af ”kinetic events” (altså episoder med brug af skud eller sprængstof) fandt sted i 10 procent af distrikterne. For Gades ministerium udgør kamphandlinger altså ”hovedproblemerne”.

Denne opfattelse kritiseres ihærdigt i McChrystals rapport.

Når ISAF især måler fjendens styrke ud fra ”kinetic events”, så ”maskeres det sande omfang af oprørernes aktivitet og det hindrer en præcis vurdering af oprørernes hensigter, fremskridt og graden af kontrol med befolkningen”, skriver generalen, som desuden forklarer:

”Oprørerne gennemfører en ’stille krig’, som består af frygt, afpresning og overtalelse hele året – ikke kun i ’kamp-sæsonens’ varmere vejr – så man kan få kontrol med befolkningen. Det er disse bestræbelser, som mange steder medfører oprettelse af Talibans ’skyggeregeringsmagt’, der aktivt stræber efter kontrol med befolkningen og erstatter den nationale regeringsmagt samt traditionelle magtstrukturer. Oprørernes militære operationer påkalder sig større opmærksomhed end denne stille krig, men disse operationer er kun en støtte-indsats. Væbnede angreb skal svække regeringen ved at demonstrere, at den ikke kan tilvejebringe sikkerhed, og de skal desuden fremme rekruttering samt finansiering. Angreb skal fremprovokere reaktioner fra ISAF, som yderligere fremmedgør befolkningen samt undergraver opinionens og politikernes støtte til ISAF-missionen i koalitionens hovedstæder”.

Med disse ord opsummerer McChrystal det klassiske indhold i guerilla-krigens teori, som den bl.a. er udviklet af Mao Tse Tung og andre succesrige oprørsledere. Krige af denne art er primært en politisk, kulturel og social konkurrence mellem forskellige samfundsstrukturer. Det forstår konventionelle hære ikke. Og derfor taber de. 

Magasinet kan bestilles via hjemmesiden www.raeson.dk.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.