Trykt i Information 2. december 2009

 

 

Fogh skræmte oppositionen mod krig til døde

Statsministerens tidligere spindoktor afslører, at anklager om ”landsforræderi” var et effektivt redskab

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Da oppositionens ledere i foråret 2003 kritiserede, at Danmark var gået i krig mod Irak, rettede statsminister Anders Fogh Rasmussen en anklagende pegefinger mod dem og tordnede: ”I er landforrædere!”.

Med dette eksempel illustrerede statsministerens daværende spindoktor, Michael Kristiansen, i lørdags på en konference arrangeret af magasinet Ræson, hvordan hans klient var blevet en succes. Med sit øjeblikkelige modangreb fik Fogh ”skræmt oppositionen til døde”, og han gjorde kritik af krigen til en ”illegitim vej”, forklarede Kristiansen.

Foghs metoder er ikke forladt af den nuværende regerings repræsentanter. Fordømmelse af kritik vil måske blive brugt flittigt, hvis danskerne endelig, som nogle tror, nu vil diskutere Afghanistan. Så den tidligere spindoktors ”afsløring” er en værdifuld advarsel.

Ineffektivitet beskyttes

Indirekte henleder Michael Kristiansen nemlig opmærksomheden på betydningen af en opposition, hvis et statsapparat skal fungere effektivt. Da Fogh bragte oppositionen til tavshed, fik han ikke kun stoppet kritik, som politisk kunne være ubehagelig. Han fik også udslettet en mekanisme, som giver demokratier styrke. Kritiske politikere – og en kritisk presse – sørger for, at embedsmænd sammen med deres ministre fokuserer på problemer. Uden pres kører bureaukratier blot ad de nemmeste og vante spor. Selve fraværet af en opposition er en årsag til, at Fogh uden væsentlig debat fik bragt Forsvaret ud i dyb krise, indsatsen i Irak blev ringe og krigen i Afghanistan er på taberkurs.

Ansvaret for, at hæren kom ud på sammenbruddets rand, kan fordeles på mange skuldre, men den tidligere statsminister har hovedparten af skylden. Den 31. oktober 2003 holdt Fogh Rasmussen på Forsvarsakademiet en tale, hvor han lagde op til vidtgående omstilling af Forsvaret og fordobling af de udsendte soldaters antal til 2.000. Som svar på et spørgsmål fra salen gjorde han også klart, at forsvarsbudgettet ikke ville blive forøget væsentligt. Målsætningen blev bekræftet året efter i et forsvarsforlig. Foghs økonomiske spændetrøje fik næsten ødelagt Forsvaret.

Når ledende officerer i dag ser tilbage, mener de, at Forsvaret fik en umulig opgave. Med en næsten altomfattende ændring af Forsvarets struktur ville man, efter inspiration fra det private erhvervsliv, opnå besparelser, som skulle finansiere det større internationale engagement. Resultatet var kaos. Man blev samtidigt påført uventede omkostninger, fordi Forsvaret, som det nu indrømmes, ikke anede, hvad en krig medfører. Store allierede pegede på nye byrder, men man forstod ikke, hvad de mente. Det var forventeligt, at man ville miste f.eks. køretøjer, men det var ikke forudset, at alt materiel bliver nedslidt hastigt under krig, og at mandskabet også nedslides.

Midt i denne, for bureaukrater, voldsomme udfordring opstod også et behov for en krævende intellektuel indsats. Omstillingen var blevet indledt med en ”først ind, først ud model”, som lagde vægt på konventionel krig af kort varighed med styrker udrustet på højt teknologisk niveau. Men i den virkelige verden stod man først i Irak, så i Afghanistan, i en kamp mod oprørere. Kravene afveg fundamentalt fra, hvad den vedtagne model kunne levere, men hverken i Forsvarskommandoen eller i Forsvars- og Udenrigsministerierne havde man overskud til nytænkning. Man blev heller ikke udsat for kritisk pres fra politikere eller journalister.

Nogle få officerer slog på alarmen. Forsvaret har imidlertid en lang tradition for, at kritik bliver straffet. Det skete også denne gang. Mellem ofrene er en officer, som fik sin karriere kørt af sporet, fordi han kæmpede for, at den såkaldte spejdereskadron, der blev sendt til Afghanistan i 2006, skulle forberedes godt. Den pensionerede brigadegeneral Michael Clemmesen fremførte på sin ”blog” ihærdigt kritik, men den blev ignoreret. Regulær bagvaskelse af kritikere fandt sted.

Retorisk samtænkning

Fra amerikansk side blev behovet for omstilling af militæret til oprørsbekæmpelse fremhævet. Det karakteristiske ved denne kampform er, at man fokuserer på den politiske del af konflikten, og derfor har bistand til den civile befolkning højeste prioritet. Fra dansk side klarede man de nye udfordringer med retorik. Højeste mode i sikkerhedspolitikken blev, at man fremhævede, hvordan ”samtænkning” af den militære og den civile indsats skulle bekæmpe oprørere.

I praksis fungerede samtænkningen ikke. Det blev endeligt afsløret i to rapporter, som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIIS) udgav i foråret.

Forskeren Kasper Hoffmann konstaterede, at i Irak ”tilpassede den danske civile-militære håndtering sig i virkeligheden aldrig til de uvante udfordringer”. Linje for linje leverede han vurderinger, som nemt kunne omsættes i spørgsmål til ansvarlige ministre – og hårdtslående overskrifter. Men rapporten blev ignoreret.

Forskeren Søren Schmidt beskrev i sin rapport adskillige mangler ved den danske indsats i Afghanistan. Danmark bruger store beløb på projekter, som skal hjælpe den civile befolkning, men det sker ikke integreret med den militære indsats, og derfor lever danske bestræbelser ikke op til kravene i forbindelse med bekæmpelse af oprør. Også denne rapport blev ignoreret af politikere og journalister.

I ministerierne var reaktionen på de to rapporter mere end sur. Man har ikke bedt DIIS fortsætte den uafhængige vurdering af indsatsen i Afghanistan. Manglerne i Afghanistan-indsatsen eksisterer fortsat.

Så det store spørgsmål i den kommende Afghanistan-debat kunne være: Hvordan sikrer vi, at kritiske røster respekteres og bidrager til korrektion af fejl?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.