Bragt (forkortet) af Ræsons ugentlige internet-magasin 2. december 2009

 

 

Obama vil væk fra taberkursen under Bush

Hurtig indsats skal give Kabul-regeringen en chance mod Taliban

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Efter tre måneders analyse og debat har præsident Obama stort set accepteret det oplæg, som han 30. august fik fra den øverstkommanderende i Afghanistan, general McChrystal: De næste 18 måneder bliver afgørende, og derfor er en hurtig og ekstraordinær indsats nødvendig.

Med en fremskyndet indsættelse af 30.000 soldater inden sommeren 2010 vil Obama tredoble antallet af udsendte, som han overtog fra sin forgænger. Målsætningen er, at Taliban skal blive svækket så meget, at afghanske sikkerhedsstyrker fra juli 2011 gradvist kan overtage kampen.

Obamas tale var i mange henseender uklar. Vigtige detaljer blev udeladt, og de leveres først af regeringens repræsentanter under høringer i den kommende tid. Endelig dom over præsidentens udspil vil ske i felten, og det vil vare mindst 6-12 måneder inden en vurdering ud fra faktiske resultater kan gennemføres, men det hindrer naturligvis ikke, at politikere, kommentatorer og ”eksperter” allerede nu leverer deres domme.

En årsag til uklare og direkte misvisende punkter i talen er, at han, så øjeblikkets dom kunne blive påvirket, henvendte sig samtidigt til forskellige grupperinger i både ind- og udland. De har ofte indbyrdes modstridende holdninger samt interesser. Al Qaeda fik megen omtale på trods af, at den forstærkede indsats rettes mod Taliban. I den forbindelse var drivkraften så åbenbart, at Al Qaeda er en kendt fjende for amerikanerne. Bush-regeringens forsømmelighed gennem otte år blev kritiseret (lyder godt i venstrefløjens ører) samtidigt med, at Obama anvendte retoriske kneb og udfald, som var en George Bush værdig (lyder godt i højrefløjens ører). Obama berørte kun i forbifarten de regionale følger af Talibans virke på trods af, at afstabilisering af Central- og Sydasien formentlig er den største trussel. Årsagen kan være, at han ikke ville inddrages i en debat om ”domino-effekt” – et miskrediteret begreb fra Vietnam-krigens dage.

Herhjemme var et af talens resultater, at f.eks. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti og Helle Thorning Schmidt fra Socialdemokratiet begge kunne erklære sig begejstrede – men glæden skyldes formentlig misforståelser.

Politiske mål

Med fastlæggelsen af en dato for, hvornår tilbagetrækning skal indledes, stræber Obama efter en række politiske gevinster:

• Fra Vietnam-krigen har Obama arvet en frygt i befolkningen for, at de 30.000 soldater, som nu udsendes, vil blive fulgt af flere. Obama viser, at engagementer vil blive afviklet i overskuelig fremtid.
  
  
• Allierede er efter 8 år kørt trætte og vil enten ikke yde mere eller planlægger snarlig tilbagetrækning. Obama opfordrer til en tidsbestemt, ekstraordinær sidste anstrengelse, og gør dermed tilbagetrækning inden sommeren 2011 til en flugt i utide.
  
  
• Regeringerne i Kabul og Islamabad anspores til en mere fokuseret indsats, mens de har international bistand. Samtidig får Obama afvist frygt i befolkningerne for, at deres lande bliver kolonier i et amerikansk imperium.
  
  
• Regionale magter, som geografisk er bundet til nærområdet, skal tage et større ansvar i indsatsen mod ekstremister, som udnytter islam. Hvis indsatsen med international bistand ikke hurtigt kan udvise resultater, vil de regionale magter nemlig blive ekstremisternes første offer.
  

Ingen exit-dato

Den største misforståelse, som allerede huserer, er, at Obama har leveret en ”exit-dato”.

Et angiveligt højtstående medlem af Obama-regeringen varslede i en briefing for journalister tirsdag, at præsidenten ikke konkret ville beskrive, hvornår overdragelsen af kontrol til afghanerne skal være tilendebragt eller hvor hurtigt processen vil foregå. Det er ”variable faktorer”, som vil blive bestemt af de faktiske forhold. Regeringen vil i december 2010 vurdere forholdene med henblik på tilbagetrækning, så det er muligt, at den bliver minimal. Nogle kilder oplyser endog, at de 30.000 ikke er et ubrydeligt loft – efter behov kan flere soldater sendes til Afghanistan, men politiske hensyn vil formentlig begrænse antallet til maksimalt få tusinde.

På forhånd havde nogle eksperter og politikerne, også danske, advaret imod en dato, hvor tilbagetrækning skal indledes. Deres argument er, at så vil Taliban blot sætte et kryds i kalenderen for, hvornår en offensiv kan indledes. I en anden briefing for journalister afviste præsident Obama selv udtrykkeligt dette argument, som han ”ikke tillægger stor vægt”, thi ”hvis man fulgte dette arguments logik, så ville vi aldrig forlade” Afghanistan, og landet ville ”på ubestemt tid blive et amerikansk protektorat”. Under en høring i Kongressen onsdag afviste både forsvarsminister Gates og forsvarschefen admiral Mullen, at Taliban kan opmuntres af en dato. Fjenden er allerede meget opmuntret af sine fremskridt, sagde de. Gates kommenterede også udsigten til, at Taliban vil forholde sig afventende indtil juli 2011. ”Det ville være en fantastisk god nyhed”, sagde han, fordi både soldater og civile så ville få bedre kår til udvikling af den afghanske hær og økonomien.

Admiral Mullen afviste desuden, at Obama har beskrevet en ”exit-strategi” – altså en plan for, hvordan de allierede helt vil forlade landet. Man har en plan for ”overdragelse” af kontrol, og den vil blive indledt i distrikter og provinser, hvor Taliban ikke udgør en trussel. Efter en overdragelse vil amerikanske soldater stadig ”overvåge”, hvordan afghanerne på egen hånd håndterer situationen.

Espersens misforståelse

En anden misforståelse tegnede Søren Espersen fra Dansk Folkeparti sig for. Han fokuserede på, at USA sender kamptropper, som skal ”knække Taliban”. Han har ofte kritiseret, at man ikke med NATOs overlegne slagkraft udsletter Taliban, og at elementet med bistand til civile spiller en for stor rolle.

Ganske modsat Espersen konkluderer en af USA's mest erfarne militære analytikere, Fred Kaplan i internet-magasinet Slate, at Obama ”ændrer håndteringen fra udelukkende beskydning og bombardement af de slemme fyre til beskyttelse af befolkningen og udvikling af de afghanske styrker”.

De nye amerikanske styrker skal især beskytte befolkningscentre – storbyen Kandahar og den ”grønne zone” langs floden i Helmand-provinsen. Det vil ske i overensstemmelse med doktrinen for bekæmpelse af oprør (counterinsurgency), hvor hovedvægten er på det politiske aspekt af indsatsen. Soldaterne skal gennem nærkontakt med befolkningen yde den beskyttelse samtidigt med, at de også sørger for goder, som forbedrer befolkningens liv.

Den særdeles velinformerede sikkerhedsekspert Anthony Cordesman, som har været rådgivet for general McChrystal under de seneste måneders vurdering af indsatsen, oplyser, at antallet af amerikanske civile bistandsarbejdere også vil blive tredoblet fra omkring 300 i begyndelsen af 2009 til 975 i februar 2010. Desuden vil de økonomiske resurser til såkaldt genopbygning blive øget.

Mindst lige så vigtigt er, at denne bistand vil blive fokuseret, så den går til afghanske institutioner på ethvert niveau, som viser, at de kan udnytte hjælpen. I praksis kan det betyde, at bistanden især bliver kanaliseret til lokale myndigheder, så man bygger det afghanske samfund op nedefra. Obama signalerede også, at man vil lægge vægt på bistand til landbruget, så de fattigste hurtigt kan opleve forandring.

Som allerede påpeget vil det tage måneder inden indholdet og resultaterne af USA's nye kurs kan vurderes. Det eneste, som kan siges med sikkerhed, er, at Obama-regeringen vil yde en indsats, som står i kontrast til de otte år, hvor USA under Bush forsømte Afghanistan.

Ukendte faktorer

Mellem de ukendte faktorer er:

• Hvor hurtigt og effektivt kan udviklingen af afghanske sikkerhedsstyrker ske? Tilsyneladende har USA opgivet den fordobling af deres antal, som general McChrystal omtalte. I stedet stræber man efter en mere beskeden udvidelse af f.eks. hæren til 134.000 ved udgangen af 2010. Soldaternes antal anslås til cirka 90.000 i dag, men det reelle tal er formentlig betydeligt lavere og styrkernes kvalitet lever ikke op til det niveau, som man fra officiel side hævder. Den nye målsætning er indført i erkendelse af, at kritikerne har ret, og at man bør stræbe efter kvalitet, ikke kvantitet.
  
  
• Kan bistand til Pakistan sikre, at den pakistanske del af Taliban og afghanske oprøreres baser i Pakistan udsættes for alvorligt pres samtidigt med, at pakistan generelt stabiliseres? Af hensyn til suverænitetsfølelser i Pakistan var Obama ret vag i sin omtale af, hvad man konkret vil gøre på dette felt.
  
  
• Vil USA’s allierede i primært NATO yde en større indsats? Fordi krigen nu helt vil blive domineret af USA, spiller de allierede ikke en afgørende rolle, men selv lidt har ret i en situation, hvor de faktiske behov for soldater ligger meget over, hvad USA og allierede kan eller vil levere.
  
  
• Vil krigsmodstanden i USA svække den amerikanske indsats? Der er ikke udsigt til, at Kongressen kan eller vil blokere bevillinger til krigen. Udgifterne lå i finansåret 2005 på 20 milliarder dollar, i finansåret 2009 på 55,2 milliarder og de vil i finansåret 2010 komme op på mere end 100 milliarder. Væksten vil genere mange Demokrater, men med republikanernes hjælp kan Obama formentlig hente pengene. Hvis Demokraterne taber pladser i Kongressen ved valget i november 2010 rokker det næppe ved denne opbakning til krigen.
  
  
• Og så er der jo en fjende, som ganske ofte i krige har en vis indflydelse på forløbet. Taliban har klaret sig med styrker, som i antal og udrustning er de vestlige markant underlegne. Derfor kan en forstærket indsats fra Taliban, som også kan hente rekrutter mellem Pakistans pashtuner, ikke udelukkes. Mellem de faktiske fjender er desuden Kabul-regeringens korrupte og uduelige adfærd, og det er også ret uforudsigeligt, hvordan denne faktor vil udvikle sig. Endelig kan man næppe udelukke, at USA og de allierede kan blive deres egen fjende, fordi indsatsen ikke håndteres i overensstemmelse med faktiske behov.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.