Tale 21. januar 2011

 
Jørgen Dragsdahls takketale ved uddelingen af Peter Sabroe klubbens hæderspris 2011 (manuskript)

Journalist Jørgen Dragsdahl holdt denne takketale da Peter Sabroe klubben 21. januar 2011 overrakte ham hædersprisen 2011

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Peter Sabroe var kendt for sine ofte timelange taler. Også på det punkt er han et fristende forbillede. Men min tak til jer skal af hensyn til dagens program være kort, så meget vil af denne og et par andre årsager forblive usagt.

Jeg er naturligvis meget glad for den anerkendelse af min journalistiske indsats gennem mange år, som I med denne hæderspris har vist mig, og jeg er også meget taknemmelig for opbakning på et tidspunkt, hvor jeg meget nødigt vil være alene i opgøret med ekstremister, som har fået stor opbakning af den siddende regering.

Min tak må I dog dele med andre, som gennem årene har skabt både grundlaget og rammerne for, at jeg kunne arbejde med sikkerhedspolitik.

I første række går denne tak til de mennesker i USA, som oprindelig gjorde mig interesseret i truslen fra atomvåben og hjalp mig med informationer. Set fra min danske, journalistiske synsvinkel var sikkerhedspolitik oprindelig dybt uinteressant. I 1970’ernes første halvdel lignede dansk sikkerhedspolitik en skyttegravskrig, hvor holdningen til NATO var afgørende for, hvad man mente. Alliancens tilhængere gik ind for alt, som kom fra officielt hold – fra USA, fra NATOs hovedkvarter og derefter blev gentaget af regeringen i København. NATOs modstandere var imod alt, som kom fra officielt hold. De mest uhyrlige påstande blev slugt i begge lejre. Der var ikke plads til, at en journalist uafhængigt af denne skyttegravskrig kunne rejse problemer og stille spørgsmål, som rokkede ved gængse sandheder.

For mig var mødet med det sikkerhedspolitiske miljø i Washington noget nær en åbenbaring. Jeg kom i nærkontakt med folk, som havde spillet en ledende rolle i efterretningstjenesterne, i de væbnede styrker og i diplomatiet. Gennem årtier havde de bekæmpet kommunismen og Sovjetunionen. De havde haft et stort ansvar for våbenkapløbet. De ville med deres indsats forbedre USA's, Vestens – ja egentlig hele verdens sikkerhed. Men det var nu blevet deres opfattelse, at våbenkapløbet truede alle. De fortrød bestemt ikke deres tidligere indsats. De pegede på nye tendenser, der kunne udløse atomkrig og dermed udslette alt, som de havde forsvaret. Det interessante var, at de kunne analysere og diskutere sikkerhedspolitiske emner konkret. For eksempel: Ville et nyt våbensystem være gavnligt eller
skadeligt? De mente helt grundlæggende, at man i et demokrati både kan og skal diskutere indholdet i sikkerhedspolitikken – altså ikke bare godkende alt, som den siddende regering anser for rigtigt. Som kilder og ofte læremestre åbnede de en mulighed for, at jeg kunne bevæge mig ud i terrænet mellem skyttegravene. Herude var udfordring af begge lejre med nye informationer og synspunkter muligt samt spændende.

Når det i praksis viste sig muligt, så skyldes det i høj grad Socialdemokratiet. Derfor har jeg også en tak til Kjeld Olesen, Jytte Hilden, Anker Jørgensen og Mogens Lykketoft – samt ikke mindst til Lasse Budtz, som nu kun er med os i tankerne. I bidrog på mangfoldig vis til, at demokratiet kunne trænge ind i sikkerhedspolitikken. Som nyvalgt medlem af Folketinget udfordrede Jytte fra 1979 kustoderne bag en forældet tankegang. Kjeld fik Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg oprettet, hvorved der blev åbnet for en dialog på tværs af mange skel. Han gjorde ”Danmarkisering” til en ærefuld betegnelse, som stod for en skeptisk holdning til oprustning og en bred opfattelse af sikkerhedspolitik, hvor f.eks. bistand til u-landene indgik. Anker skar igennem de såkaldte eksperters alvidende hovmod med åbenhjertige og lidet diplomatiske udtalelser, som gav stemme til almindelige menneskers frygt og vrede. Mogens var en del af den gruppering i Folketinget, som Lasse Budtz kunne regne med, når han forelagde en politik, som gjorde op med oprustningen og Den Kolde Krigs særegne logik, og senest har han været en udenrigsminister, som ihærdigt lagde op til et svar på vor tids udfordringer.

Indviklede historiske forløb bliver ofte opsummeret i enkle fortællinger, som også kan kaldes myter. Det sidste tiår af Den Kolde krig har også fået sine myter. Det er min opfattelse, at de år bedst kan opsummeres med, at demokratiet trængte ind i sikkerhedspolitikken, fordi eliterne blev udsat for pres og nytænkning fandt sted – i både Øst og Vest. Vi var ganske enkelt en del, som forkastede Den Kolde Krig og dens tilbehør med: Nu kan det være nok! Danmark var, takket være jeres indsats, med i dette opgør, som afsluttede Den Kolde Krig.

Der er en anden myte, som efter årtusindeskiftet fik opbakning af en Fogh Rasmussen og en ihærdig klike af ekstremister. Ifølge den begik det alternative sikkerhedspolitiske flertal i 80’erne landsforræderi. Hans spindoktor, Mikael Kristiansen, har senere forklaret, at det var en meget nyttig anklage, når man skulle dæmpe kritik af krigene i Irak og Afghanistan.

Det er en myte, som har historisk fortilfælde. Den amerikanske historiker Richard Hofstadter har skrevet et essay derom, som kan læses i forkortet form på Internettet: ”The Paranoid Style in American Politics”. Det være hermed anbefalet. Det er skrevet i begyndelsen af tresserne, men det er kun delvist inspireret af det forudgående årtis McCarthyisme og det beskriver et fænomen, som ikke kun kendes fra amerikansk politik. Der er i politik en latent tendens til overdrivelse, mistænksomhed og påstande om sammensværgelser. Regelmæssigt sker det, at disse fænomener antager ekstremistisk form og får stor udbredelse. Hofstadter beskriver flere perioder, hvor den paranoide stil vandt frem. I begyndelsen af 1800-tallet blev først frimurerne og derefter katolikkerne i USA ofre. I 1900-tallet fik vi bevægelsen omkring John Birch Society og McCarthyismen. Den paranoide stils aktivister ser altid forræderi og sammensværgelser, hvor selv regeringer angiveligt er blevet korrumperede af de farlige kræfter. Disse aktivister befinder sig i en apokalyptisk kamp mellem det absolutte gode, som de selv repræsenterer, og det absolutte onde, som deres fjender repræsenterer.

Herhjemme hører vi nu, at det var ”folket”, som bevarede vort medlemskab af NATO, da eliten angiveligt svigtede. Påstanden fremføres på trods af, at opinionsanalyser i 80’erne udviste massiv opbakning til det alternative flertals indsats mod atomoprustning. Dengang så de, som kritiserede regeringens sikkerhedspolitik, ingen modsætning til medlemskabet af NATO; faktisk voksede støtten til medlemskab i 80’erne. Men, som aktivister med den paranoide stil har for vane, så vil også de danske ekstremister gerne fremstå, som var de Moder Danmarks ægte børn, der taler i Folkets navn.

Det farligste ved deres fremfærd er, at de har trukket en parallel mellem Den Kolde krig og vort møde i dag med islam. Det er angiveligt igen en elite, som svigter. Det er en absurd påstand af mange grunde. Men det reelle er, at disse ekstremister udfordrer vort demokrati og alt det, som har gjort Danmark til mit land, jeres land. Min sidste tak i dag skal derfor gå til to unge kvinder - Khadije og Farhiya. De er med os i dag. Jeg har nu kendt dem i nogle år. Jeg beundrer dem for deres ihærdige kamp mod fordomme og store engagement i arbejdet for, at Danmark igen skal være et land, som vi er stolte af. De er vores arvtagere.

Læs formandens tale ved uddelingen af Peter Sabroe klubbens hæderspris 2011 til Jørgen Dragsdahl

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.